lørdag den 4. maj 2013

To have breasts or not to have breast

Allerede før det helt var gået op for mig, ja faktisk før jeg havde fået det at vide det  var en kræftknude, var den læge der opererede mig optaget af, hvad der skal ske med mit andet bryst.

Det var jeg på daværende tidspunkt, slet ikke i stand til at forholde mig til. Ligesom jeg simpelthen ikke var i stand til at give ham lov til at tage hele det bryst, hvor min knude sad, skønt det var hans første anbefaling.

Det var ikke mod. Det var ikke mistillid eller modstand mod 'doctors order'. Det var bare en umulighed.

Hvorfor mon?

Det kan virke ulogisk, at når man får en besked der høres som: Brysterne eller livet! - ikke tænker: Herregud hvad betyder et bryst i det store regnskab?

Men de betyder jo rigtig meget de kære bryster. Der er identitet, kvindelighed, moderskab, sanselighed, skønhed forbundet med dem.

For nogle måneder fik jeg en tand trukket ud, fordi den ikke kunne rodbehandles, det føltes lidt som et tab, som en påmindelse om kroppens forfald og den uundgåelige ældning, som jo følger med for hver dag, vi får lov at leve på denne skønne jord. Sammenlignet med et bryst er en tand jo ingenting, så det forklarer måske lidt, hvor stort det er, det der er på færde.

Ved samtalen efter operationen (som var med en anden læge), hvor det bortopererede var blevet grundigt analyseret, fik jeg så - til stor opbyggelse - den melding, at det var en god beslutning med den brystbevarende operation, at med den efterbehandling der er lagt op til, ser det hele fornuftigt ud. Her fik jeg at vide, at kan jeg leve med MR-scanneren så er der ingen grund til at gå videre.

Det skabte jo andre perspektiver - efter at have haft hovedet fuldt af at jeg nok skulle igennem nye operationer senere, og sige farvel til min elskede bryster, ser det ud til, der er et andet valg, og at det valg ikke nødvendigvis er hverken dumt eller uforsvarligt.

Jeg mangler stadig at få den fulde vejledning omkring dette, det kommer på et tidspunkt i efterbehandlingsforløbet. Nogen har sagt til mig, hvor må det være utrygt med to læger der mener noget forskelligt, men faktisk har det givet mig ro - og også plads til at jeg her, kan være den myndige patient jeg gerne vil være, der tager ansvaret for hvad jeg vil og hvad jeg ikke vil være med til.

Som jeg forstår det lige nu, står valget imellem det store indgreb som en fjernelse af ens bryster jo er og det at skulle have sin sjælefred forstyrret af jævnlige kontroller, hvor angsten sikkert nok vil kunne stikke hovedet frem.

Så i den forstand er det jo et personligt valg, om det største gode eller det mindste onde. Som jeg ser det lige nu vil jeg godt betale for at beholde mine bryster med faste kontroller, også selv om det nyligt opererede er lidt vansiret og ligner et tvillingebjerg, det er stadig mit og værd at holde af, synes jeg.