tirsdag den 30. april 2013

At kende sin arvelighed

Vi er alle del af en større historie. Vi er del af kæder, familie, dens historier og det der arves fra slægt til slægt. Vi arver ildhu måske, engagement, gode vaner, dårlige vaner - ting der gør at man pludselig hører sin fars eller mors ord gennem sin egen mund. Og så er der alle generne - dem arver vi også - i en tilfældig, forunderlig blanding, der gør os hver især til lige præcis det menneske vi er.

Det er godt at kende sin rødder, men er det godt at kende sine arveanlæg i detailer?

Det sidste er jeg ikke helt sikker på, det kommer i hvert fald an på hvad den viden skal bruges til.

Min familie har en tung historie med brystkræft, den del af den der fylder mest hos mig er min mellemste søster, som døde alt for ung, men den involverer også en faster og min farmor, som jeg aldrig har kendt.

For nogle år siden valgte min afdøde søsters piger at få udredt om der var en genetisk sammenhæng mellem deres mors brystkræft - det viste at 2 af pigerne er bærer af et gen, som hedder Braca2. Et lidt ondskabsfuldt et som disponerer for kræft i æggestokke og bryster. Der er 50%'s chance for at arve det, hvis ens mor eller far har det.

Dengang ønskede jeg ikke at få at vide, om jeg var genbærer. Det var ud fra en tanke om at frygt for sygdom ikke skal styre mit liv, og at jeg ikke havde nogen som helst ide om, hvad jeg skulle stille op med den viden. Det virkede formålsløst at skulle håndtere en viden om at have en ladt pistol i sine gener.

Men familiehistorien blev endnu mere massiv. Min ældste søsters piger lod sig teste og også der har genet fat i 2 af dem. Det fik mig til at tænke at jeg lige så godt kunne lade mig teste, havde jeg genet var jeg på en måde ikke værre stillet end i forvejen, og havde jeg det ikke, var det jo bare godt.

Genetisk rådgivning i Aalborg var bare superkvalificerede at tale med. Både til den første samtale, hvor jeg skulle afgøre om jeg nu virkelig ønskede at vide det her - og senere da jeg fik at vide, jeg også var genbærer og hvilke konsekvenser jeg kunne tage af den viden.

Jeg flyttede standpunkt hvad angår om jeg ville vide, jeg havde det gen, der hvor mit standpunkt stadig var det samme, var at jeg ikke ville lade mit liv styre af frygt for sygdom. Så jeg ønskede ikke at lemlæste min krop ved at få brysterne fjernet, men et mindre indgreb, nemlig at få fjernet æggestokkene forebyggende, virkede så fornuftigt, at jeg valgte at følge lægernes rådgivning og gøre det.

Derudover kom jeg i et program med årlig mammografi.

Nu - hvor jeg så selv opdagede min knude mellem kontrollerne - har jeg selvfølgelig spekuleret på, hvad det har givet mig, at jeg valgte at få min genetiske disposition udredt?

Og jeg kan kun tænke det var godt. At det er lykkedes mig at balancere uden at være hysterisk bange for at blive syg, og at have en viden og en årvågenhed der gjorde at jeg (forhåbentligt - og det ser det jo heldigvis ud til) kom med min knude i tide.

Også at jeg på en måde er forberedt på det jeg står i nu - så skønt det ikke er sjovt - er det alligevel til at håndtere.

mandag den 29. april 2013

Operationen

Jeg fik at vide en mandag, at det var en kræftsvulst, der sad i mit bryst og allerede onsdag var der en tid til operation. Det var betryggende, når nu det skulle være.

Lægen, der skulle operere mig, ville helst tage hele brystet, blandt andet pga. min genetik, ja han var allerede optaget af hvad der burde ske med mit andet bryst, men det var jeg var bare ikke i stand til at forholde mig til. Så aftalen blev at det kun skulle være knuden og så skulle lymferne tjekkes ved noget de kalder en skildvagtsnote.


Det afdramatiserede det hele rigtig meget, at jeg skulle møde ind om morgenen og forvente at komme hjem igen samme dag. Klog af skade fra mammografien havde jeg en god veninde med til at høre og være der sammen med mig.

På en måde var det lettere end mellemtiden, hvor jeg ikke kendte svaret, at vide nu er det sådan her. Mit fokus var på at komme frem til at blive lagt til at sove onsdag, så måtte alt andet komme derefter. Og så var det på at alle mine 3 sønner ville komme hjem - det betød bare alt.

Livet bliver på nogen måder meget enkelt i sådan en krisesituation. Der var ingen tvivl om, hvad der var vigtigt. Og det føltes priviligeret og livsnødvendigt at have mine nære omkring mig dagen igennem.




søndag den 28. april 2013

Kamp eller liv

Noget af det, der har fyldt meget i mit hoved, siden det blev en realitet, at jeg var hjemsted for en kræftsvulst og nu skal gennem et længere efterbehandlingsforløb, er at det er vigtigt for mig, der er plads til andet i mit liv.

Mens jeg endnu ikke vidste om jeg skulle håbe at tælle mit fortsatte liv i år eller måneder, var det utroligt vigtigt for mig, at tænke på den kvalitet der skal være i mit liv. Plads til glæden over min nære relationer, plads til mit maleri, plads til at søge de gode øjeblikke og glædes over dem. Sammen med det svære der jo automatisk vil kræve sin plads.

Jeg har stor respekt for organisationen Kræftens Bekæmpelse, og har da også vikarieret som rådgiver der, men en klog kvinde jeg kender, sagde en gang, at problemet med navnet 'Bekæmpelse' er at man får gjort det at være ramt af kræft til en kamp, som man så kun kan tabe hver gang det er sygdommen, der bliver voldsommere.

Og i den forstand at det altid er et tab når et liv mistes, er der selvfølgelig noget rigtigt i den retorik. Men jeg er optaget af, at leve med mine vilkår mere end mod dem.

Når folk i mellemtiden sagde til mig: Du er jo stærk, du klarer den - funderede jeg indimellem over, hvad betyder det at klare den? Og hvad er jeg mon værd, hvis ikke jeg gør?

For mig er 'at klare den' at insistere på livskvaliteten. På glæden over det liv jeg har.

Det har ikke noget at gøre med at fornægte smerten, eller ikke se sine vilkår i øjnene. Jeg tror på at smerte og glæde er to sider af samme mønt, og at netop de mange tårer jeg har grædt og den angst, jeg har givet mig selv lov til at mærke er til stede, baner vejen for glæden og de gode stunder, og for at de får lov at fylde det hele, når de er der.
Dette billede hedder "sønderskudt fugl" og handler om pladsen til det hele

lørdag den 27. april 2013

Begyndelsen

Det begyndte med at jeg mærkede en forandring - nej egentlig begyndte det længe før, men alle de tråde, der leder op til nu, vender jeg tilbage til i senere indlæg.

Jeg mærkede en forandring - det har jeg gjort før, og har fået at vide til mammografien (sådan hørte jeg det), at det da var noget underligt noget at komme med. Så jeg gik et par dage og kunne ikke helt bekvemme mig til, hvad jeg skulle, - men søndag den 3. marts så jeg temaaften på DR2 om kræft. Der sad en læge og sagde, at skulle man alvorligt opdage brystkræft i tide måtte både læger og kvinder finde sig i, at man også kom af sted en mængde gange, hvor der ikke var noget.

Så næste dag fik jeg fat i min egen læge, med en ide eller måske et håb klingende i hovedet om, at jeg overreagerede, og at hun kunne overbevise mig om, at alt var som det skulle være. Men hun kunne mærke det samme som jeg, hun var ikke urolig på mine vegne, men jeg blev sendt til mammografi - "for en sikkerheds skyld" og "på grund af din familiehistorie" (den kommer jeg også tilbage til - det er en af trådene).

Jeg tror ikke, jeg troede på jeg kunne få kræft - troppede op til mammografien alene og fyldt af gode håb i mit hoved.

De blev snart skudt ned af en brutal melding fra lægen: "Det der er en kræftknude" - og så sagde han noget mere, som får mig til at overveje at give den gode mand et kursus i kommunikation, når jeg engang er godt over alt dette.

Der blev taget en biopsi og lægen modererede sig lidt. "Der er ikke noget der er sikkert før prøvesvarene foreligger."

Den sætning skulle jeg klynge mig til mange gange i den kommende lille uge, hvor jeg var dømt til usikkerhed og til at gå og vente på hvad der føltes som en domfældelse.

Dette billede malede jeg den dag, efter at have søgt trøst hos en god veninde:


Det siger det hele, sårbarheden, intensiteten, smerten, men også livet der selv her sætter sig igennem. For det var det forunderlige, jeg græd mange tårer i de dage, men oplevede også en helt ubændig glæde over livet - solen i nakken eller smagen af en god øl, kunne fylde mig med så stor salighed, som var det første gang jeg oplevede disse enkle ting.

Yalom siger, at der ikke er noget som en kræftdiagnose til at helbrede neuroser, og sandt er det i hvert fald at livet får perspektiv.