søndag den 29. september 2013

Om at være syg og alene

Jeg har altid tænkt, at noget af det værste i hele verden måtte være at blive alvorligt syg og så bo alene, og har syntes det var synd for mennesker, jeg mødte i den situation. Tror jeg har tænkt det som patetisk ensomhed.

Nu er det så blevet min situation, og jeg synes faktisk ikke det er synd for mig, at jeg bor alene. I starten til min egen store overraskelse. Hvordan kan det så være, at det ikke er sådan som jeg forestillede mig det, da det ikke var en erfaring, jeg havde gjort endnu?

En del af det handler om, at jeg rent faktisk har et behov for at være mig selv en del af tiden. Og det behov er ikke mindre i perioder af mit liv, hvor jeg er udfordret af den ene eller anden grund. Det er rart at dele med andre, men det er også rart at kunne gå og mærke sig selv uden at skulle være opmærksom på hvad det gør ved andre, hvis jeg nu er ked af det, vemodig eller slet og ret fuldstændig væk i min egen tankeverden.

Måske bliver det at være alene og det at være ensom nogen gange blandet sammen i vores hoveder, og en del af det vigtige her er lige præcis, at man ikke behøver at være ensom selvom man er alene.

Grundlæggende er vi jo alene om de helt store ting i tilværelsen, det at vi fødes og vi dør.

Grundlæggende er den erkendelse i forbindelse med min sygdom og det jeg har set i øjnene i forbindelse med den, blandt andet min dødsangst, noget som jeg har været nødt til at være alene i. Ikke som et valg, men fordi min kræftdiagnose jo lige præcis er min, og den skiller mig ud fra mine omgivelser og relationer.

Men den alenehed eller adskillelse er et vilkår alle har uanset om de lever i en familie eller for sig selv.

Jeg vil ikke forherlige det at være alene, jeg kan til tider sagtens savne, at jeg havde en livsven eller kæreste. Jeg har i forbindelse med min sygdom savnet min afdøde mand, som ville have elsket at tage sig af mig. Men det havde ikke taget fra mig at min sygdom er mit og kun mit grundvilkår.

Ensom kan man være både for sig selv og sammen med andre mennesker. Der er næppe noget menneske, som kan sige sig fri fra at have oplevet at blive overvældet af ensomhed - heller ikke jeg - men lige netop mit sygdomsforløb har ikke været præget af den overvældelse.

Faktisk kan jeg tænke, at mit sociale liv er blevet beriget, venskaber forstærket og der har været utrolig mange gode og betydningsfulde stunder delt med andre.

Men det har krævet af mig, at jeg har måttet forstå, at jeg også selv må række ud, sige ja tak til hjælp og give folk lov til at være der for mig.

lørdag den 28. september 2013

Hvad jeg ikke vidste om sår- og arbehandling

Der er mange underlige ting, man bliver klogere på i et forløb som mit. En af dem er sår- og arbehandling, som absolut ikke er noget jeg har haft nogen form for viden om før.

Så jeg var rigtig meget på herrens mark de første måneder efter operationen. Mit bryst krøllede sig sammen på en måde så jeg ikke kunne se eller afgøre om der var sår eller hvad der var inde midt i dette 'hul'.

I ugerne efter operationen dannede jeg rigtig meget sårvæske, så jeg var på sygehuset og blive tappet for omkring en halv liter sårvæske et par gange om ugen ved mit lymfear. Egentlig ret surrealistisk, men når man gik rundt med en følelse af at have en golfbold under armen, også noget at se frem til at blive lindret for.

Åbenbart dannede jeg så meget væske at denne hjælp fra lægerne ikke var nok, så en dag dannede mit bryst selv dræn ved operationssåret, hold op jeg blev forskrækket! Indtil jeg fik ringet og fik at vide hvad det var. I dag kan jeg tænke, at det er da ret genialt af kroppen at skaffe sig den form for udvej fra en tilstand, der ikke er holdbar for den.

Jeg blev dengang også forskrækket på den måde, at jeg ikke rigtig turde røre ved eller undersøge mit sår og ar på brystet. Gennem en kollega fik jeg at vide at e-vitaminolie er godt at massere ind i huden, men ud over denne lidt tilfældige men gode oplysning, har jeg på det område virkelig famlet i blinde.

Siden - nogle måneder efter operationen - kom jeg så i genoptræning hos kommunens dygtige fysioterapeuter. Jeg var selv lidt uforstående overfor henvisningen til dem, da min mobilitet i armen var langt over forventet, og jeg ikke havde nogen ide om, at dette med mine ar var noget der kunne gøres noget ved.

Men noget af det jeg herefter blev klogere på, er at der danner sig rigtig meget arvæv i mit bryst, som er med til at danne denne underlige sammentrækning - og at der faktisk kan gøres noget ved det. Det er proces som ikke er så nem at håndtere selv, og derfor er det en stor gave at få hjælp til dette her.

Generelt har jeg oplevet informationsniveauet gennem hele mit behandlingsforløb som meget højt og relevant, og jeg ved også godt, at der er grænser for hvor meget man kan rumme på de forskellige stadier. Men her er måske alligevel et overset område. Det kunne være fint, bare med en pjece i den mappe de udleverer i forbindelse med operationen, der fortæller lidt om hvordan kroppen opfører sig efter en operation. Det kunne have været hjælpsomt for mig og også have sparet mig for en hel del bekymringer.

torsdag den 26. september 2013

Rejsen op fra sofaen

Nu er det 2½ uge siden jeg fik min sidste kur, og rent fysisk holder det mig i lidt af et jerngreb. Ondt i kroppen, følelsesløse fingerspidser, svimmelhed og træthed er noget af det der for tiden er efter mig. Alligevel er der også en afgørende ændring, for det har lettet rigtig meget på min psyke at vide, det er den sidste kur og jeg ikke skal udsættes for det igen.

Mellem femte og sjette kur røg jeg i sofaen 2½ uge eller deromkring, der var ikke vedholdenhed i mig, så dagene blev til ene hvil og basal overlevelse. Jeg kunne sove 12 timer om natten og stadig også midt på dagen. Jeg syntes ikke, at jeg var ulykkelig eller havde tabt modet, men alligevel er det som jeg nu har fået tilført nyt håb og ny energi. Folk jeg kender, siger også at de kan se det på mig.

Den forskel det gør er et drive, der får mig ud af sofaen, selv om det ikke er så længe af gangen og selvom jeg har lyst til langt mere end jeg kan, så oplever jeg det som en langsom - skildpaddelangsom - men sikker fremgang.

Før femte kur var jeg i motionscenter 6 ud af 7 dage og kunne arbejde mellem tre kvarter og en time, i sidste uge har succeskriteriet bare været at komme der 3 dage igen om ugen - jeg har kunnet cykle 10 minutter og så bare været fuldstændig færdig, fredag blev det så til et helt kvarter. Til gengæld er det ikke lykkedes mig at komme der i denne uge, da andre ting som CT-scanning forud for strålerne har taget den ledige energi.

Det der er godt for mig, er at vide lige nu er, at jeg har kunnet det andet, det giver mig noget at måle på og stræbe efter.

Så lige nu består mine dage af en række små ture ud af sofaen, en lille beslutning om et eller andet jeg skal nå hver dag. Indimellem får jeg et hak over trynen og må opgive eller lave mindre end jeg lige havde set frem til, men det er stadig et skildpaddeløb, der er små fremskridt og det føles godt, rigtig, rigtig godt.

Og så må jeg jo bare øve mig i tålmodighed, ikke den stærkeste af mine dyder, men det kan vel fremelskes. Der mangler jo stadig en rimelig omstændelig runde med strålerne der begynder på tirsdag.

onsdag den 18. september 2013

Kunstterapi som selvomsorg

En af de ting jeg har brugt gennem dette forløb er min kærlighed til at male og min viden om, hvordan det kreative også kan have en helende virkning. Flere af de akrylmalerier der har hjulpet mig er vist og fortalt om i denne blog.
 
Det kan have mange forskellige funktioner, afløb for svære følelser, skabe ro, skabe nye erkendelser og indsigter, som ligger uden for det, det er til at tale sig frem til.
 
Når udtrykket er ude af en selv og står på lærredet eller papiret, står det der og fortæller en historie, som ikke kan redigeres på samme måde som vi hele tiden gør med det vi siger eller tænker. Nogen gange er det bare godt at gå og se på det igen og igen, og fornemme - det er jo sådan det er. Andre gange kan en samtale om billedet åbne for nye perspektiver og indsigter.
 
På det seneste har jeg mødtes med en veninde for at male med plakatfarver sammen. Sidste gang blev det hende her, og hun passer meget godt til min følelse af trummerummen med kemoterapien, at jeg lidt blev lukket inde i min egen lille verden.

 Når jeg ser det fortæller det mig også, at det er lykkedes mig at stå det igennem uden at gøre det til et stort sort hul - men jeg forstår også en hel masse om hvilken slags udfordring, det har været for mig uden at jeg kan eller behøver sætte en hel masse ord på.

Det er der noget rigtig hjælpsomt i, en hjælp til at være i verden og genkende og anerkende, at det er sådan det er. At det så ikke huer mig at fuglen på maven er kommet til at ligne den tyske ørn, er en anden sag. Det er en gåde, som jeg ikke lige har noget svar på.


I dag blev det så til denne glade træstub med pip i låget, en fuglerede med et par gabende unger. I snakken om den nævnte min veninde maleriet fra gangen før, fordi hun oplevede denne her som en fortsættelse.

Og det giver rigtig meget mening i mit hoved, for skønt min krop stadig er solidt fanget i reaktionerne på den sidste kemo, føler jeg mig i den grad sat fri af at den sidste også helt bogstaveligt er den sidste og jeg er ovre den hurdle.

Så nu kan jeg kigge på denne her og tænke, ja men det jo sådan det er. Godt nok er jeg som træstubben lidt hjælpeløs og sat tilbage, men den er veltilpas og ikke lukket inde af nogen cirkel, den rækker ud i livet.

Behøver jeg sige, at jeg glæder mig rigtig meget til at komme i virke som kunstterapeut igen, men sikke et privilegium at have et arbejde, hvor man kan øve sig på sig selv i trange tider.

søndag den 15. september 2013

Vendepunktet

Nu er det ved at være en uge siden, jeg fik min sidste kemobehandling, og det har gjort rigtig meget ved mig at være kommet frem til det sted. Der er befrielse og lettelse i det, det er faktisk ikke rigtig til at forklare, men der er sket en ændring i mit hoved eller min psyke. Måske kan det beskrives som en frigørelse af mental energi.

Det giver sig udslag i en stor lyst til at gøre ting og lægge planer. Jeg er optaget af min tilbagevenden til mit arbejde, skønt det stadig ligger nogle måneder ude i fremtiden, jeg er optaget af at komme i gang med min motion igen, jeg har intentioner om at male - mine tanker er vidt omkring og i alle mulige hjørner.

Lige nu er der bare det aber dabei at min krop ikke har den energi, som er kommet til mig psykisk. Jeg har endnu ikke reageret igennem på den sidste kemo og det kræver sin kvinde og det meste af den kropslige energi, jeg har.

Det er stadig en udfordring at tage bad for eksempel, og i dag da jeg ville male måtte jeg opgive før jeg var nået op af trappen og finde ind på sofaen i stedet. Når jeg tager mig til noget, så går der ca. 10 minutter, når det går højt, og der er ikke andet for end hvile.

Alligevel føles det rigtig godt, at jeg har lysten til at ville noget, selvom jeg lige nu vil mere end jeg kan.

Jeg tror, det er fordi der ligger en forjættelse i den lyst eller energi, en forjættelse om at det skal nok komme, og at det i hovedtræk kommer til at gå op ad fra nu af.

Jeg føler mig lidt som et dyr der skal løbe væddeløb, det er lukket inde i en boks, det kan mærke energien, men lågen er lukket, så energien kører bare rundt i den lille boks, men når der bliver lukket op - så waow, så er det ud over stepperne.

Og det at kunne mærke den energi er lidt som at blive givet tilbage til livet.

tirsdag den 10. september 2013

Sidste kemobehandling

I går modtog jeg så endelig min sidste kemobehandling, det var en skøn følelse. Selvfølgelig mangler jeg stadig det hårde arbejde - nemlig at gå gennem reaktionerne på denne behandling - men det er bare godt at vide, det er sidste gang. Jeg oplevede det som en meget fysisk lettelse i timerne efter.

Det begyndte med en lægetid, hvor jeg skulle informeres om det videre forløb. Det havde jeg glædet mig til, men det blev lidt forvirrende for mig, da jeg fik svært ved at se formålet med samtalen undervejs.

Hun spurgte godt nok indledningsvis, hvordan jeg havde det, men det virkede ikke som om mit svar var særlig relevant - mere som når man spørger en tilfældig på gaden, hvordan har du det - og forventer svaret "fint" - end som det jeg lige troede det var, en lægelig afdækning af situationen. Så den del af samtalen blev ikke særlig lang.

Jeg havde et par spørgsmål til hende, som det åbenbart var svært for hende at forholde sig til, så svarene på hvor længe jeg skulle bruge min penicillincreme nu og hvad noget udslet jeg har fået er, blev så jeg kun kunne tolke dem som: Ja, hvad synes du selv? Ikke uvenligt, der var bare ikke klare svar at hente.

Jeg har tænkt på bagefter, at måske var det sådan at denne samtale kun skulle handle om formalia, at jeg skulle have tiderne til stråler og ct-scanning forud for dem, så det var derfor vi talte forbi hinanden. Det bestyrker mig i hvor vigtig en klar kontekst er, for jeg var da lige på nippet til at føle mig lidt svigtet og palle-alene-i-verden der. Godt jeg har min egen læge, som jeg på hendes opfordring vil fange om disse spørgsmål i morgen.

Selve indgivelsen af den sidste portion kemo forløb uden problemer, de kunne nøjes med at stikke mig 2 gange i armen denne gang, og jeg mærkede ikke noget til nogen gener mens det løb ind i mine blodbaner.

Sygeplejersken var venlig og omsorgsfuld, men hun fik mig til at tænke på en kollegial sparring vi har haft på mit arbejde om sundhedsfremme og en af de væsentlige grundtanker i forbindelse med det. Nemlig hvor vigtig det er som fagperson, at give sig tid til at fornemme hvem man har for sig og hvor vedkommende er, før man øser ud af den faglighed, som man forud finder relevant for personen. Det skaber nemlig en mislyd i kommunikationen, som gør det svært for patienten at høre og også at føle sig hørt.

I hvert fald kom jeg til at føle mig mødt af en løftet pegefinger og et velment godt råd, når jeg startede på et spørgsmål, før jeg var nået til det, jeg gerne ville tale om. Og på mig har det den virkning, at så trækker jeg mig, så de spørgsmål jeg havde planlagt at drøfte nåede aldrig på programmet.

Skal jeg se på den positive bagside af det, er det at jeg nu har en erfaring som vil ligge tæt på mit baghoved, når jeg vender tilbage til rollen som fagperson og holde mig fast i det jeg tror på: Vigtigheden af at være ved siden af den man hjælper med sin faglighed og ikke tre skridt foran.

Og mit samlede indtryk af mødet med det onkologiske dagafsnit i Aalborg er stadig at det er et sted der er præget af stor faglighed, ildhu og evne til at skabe gode rammer for os der er nødt til at komme der. Og hvor er det vigtigt, når man er i så presset en situation som det er at forholde sig til kræft, der har angrebet ens egen krop.

Så efter at have efterladt en hilsen til den søde tand på afdelingen sammen med et takkekort, tog vi - min trofaste veninde og jeg - glade og lettede derfra, handlede i Bilka og crashede sofaen herhjemme. Vi købte kage i Bilka og jokede med, at det var sygeplejerskens skyld, fordi den løftede pegefinger skabte den barnlige trods i os, at så måtte vi gøre det stik modsatte.

Og fik en god snak om disse mekanismer, for selvfølgelig er det ikke sådan, og jeg er glad for, at det er lykkedes for mig, at være den myndige patient, jeg har ønsket at være fra starten, som godt ved at de ting jeg gør, er for min egen skyld.

Jeg tror, jeg i den eftertanke fik øje på, hvor let det bliver at skabe noget andet, hvis man placerer hele myndigheden og ansvaret hos fagpersonen - så ender det nemt i en kamp hvor det så er fagpersonen man 'snyder' hvis man ikke tager sine piller eller gør andet mod doctors order.

Jeg blev opmærksom på hvor heldig jeg er, at jeg gennemgående ikke har mødt mennesker som har kaldt på denne barnlig trods i min rejse med sundhedssystemet, for så havde det måske ikke været så let for mig, at holde fast i min myndighed.

Som sagt til indledning fik jeg en følelse af nærmest fysisk lettelse efter denne sidste behandling. Og en skøn fornemmelse af at mine tanker er blevet åbnet, især har jeg været meget optaget af processen med at vende tilbage til mit arbejde, hvornår det mon kan ske og hvad det er vigtigt for mig at få afklaret i forhold til det. Og det er bare så godt at føle, at det er rettidig omhu at vende blikket den vej nu.

Og i det hele taget har det myldret i mine tanker af lyst til planlægning, skønt jeg godt ved det er med forbehold for hvordan jeg har det de kommende uger. Men der er stor forløsning i det.

Så det er en milepæl oplever jeg, og min grundfølelse i dag er glæde, lettelse og tro på fremtiden, det er da slet ikke værst.

Og som prikken over i'et kom mine nye briller i dag, og jeg bad min veninde lege fotograf.

Jeg bilder mig ind at det kan ses på min udstråling og mit smil at dette i sandhed er en god dag.




søndag den 8. september 2013

Om at skabe mening

Det er snart længe siden, jeg har troet på, det giver mening, at prøve at få det meningsløse til at give mening. Når man prøver på det, er det som at komme ind i en labyrint eller snarere en spiral, hvor alt det svære og tunge og meningsløse forstærkes, jo mere man render rundt for at få det til at gå op, få det til at ligne retfærdighed eller forstå det som en del af en større meningsfuld plan.

Det betyder ikke, at der ingen mening er i livet, blot at vi nogen skal se efter den et andet sted end der hvor vi kæmper en jakobskamp for at vriste meningen til os.

Det indtil nu stærkeste eksempel på det fra mit liv er da jeg mistede min elskede mand Per. Det at han tog livet af sig og en række af de begivenheder der førte ham dertil, giver absolut ingen mening i mit hoved, og jo mere jeg har kæmpet for at få det til at give mening, jo mere meningsløst og kaotisk blev det inden i mig.

Men det da lykkedes mig at skifte perspektiv og se, at trods den måde alting endte på, så ville jeg under ingen omstændigheder have undværet det liv jeg fik med ham, så begyndte noget at give mening. Ikke at jeg skulle miste ham, men alt det jeg havde fået lov at få med ham.

Sådan er det også i min nuværende situation. I sidste blogindlæg fortalte jeg om den træthed der gennemsyrer mit liv lige nu. Prøver jeg at få det til at give mening, at jeg skal have det sådan i disse dage, så får jeg ikke et svar jeg kan bruge til noget.

Det samme når nogen siger til mig at det er uretfærdigt, at jeg har fået kræft. Skulle jeg få det til at give mening i en kontekst af retfærdighed eller uretfærdighed, så er der slet ingen mening at hente overhovedet. Kan nogen nævne et eneste tilfælde hvor det er retfærdigt at et menneske skal trækkes med sygdom?

Nej vel? Dette skriver jeg vel vidende at der er en stærk tendens i vores kultur disse år til at lægge oceaner af skyld på det enkeltes menneskes skuldre, når det drejer sig om at kontrollere sit liv og leve på den rationelt bedste måde uden kalorier, røg eller usikker sex. Gør vi ikke det, er vi selv ude om det.

Men når vi skræller det af og kommer til det helt eksistentielle spørgsmål, så kan de spørgsmål en livstruende sygdom rejser ikke besvares med retfærdighed eller ej. Og at prøve at tænke det ind i det rejser kun kaos, forvirring, skyldfølelse eller vrede.

For mig har det handlet om, at slippe det spørgsmål, og så se ved siden af for at se hvor meningen er. Og den tilbyder sig rigtig mange steder.

I starten, da jeg gik og frygtede prøvesvarene efter min operation, manifesterede det sig som en helt ufattelig intens livsglæde, i øjeblikke som en solstråle i nakken, smagen af god belgisk øl hos kære venner, alle mulige tilsyneladende små ting som skaber glæde i livet. Ting der fik mig til at indse, at det er selve mit liv der giver mening, og ikke den sygdom der udfordrer mine vilkår.

På samme måde nu i disse trætte dage. Jo, jeg kan ikke huske jeg nogensinde har været så langt nede i tempo. Som min yngste sagde i går: 'Hun sover mere end mig, det er virkelig skræmmende.' Og jo, det er lige i disse dage en udfordring bare at gå i bad, få hentet posten ind eller samle æbler op fra mit skovfogedtræ.

Det er da heller ikke det, der er svært, som giver mening for mig. Det er der bare og det er sådan det er.

Det der giver mening er en kilde af tilsyneladende små opmuntrende ting, som giver hver dag lidt lys og håb og på den måde mening. I denne uge har det for eksempel været et besøg i de to huse jeg er tilknyttet på mit arbejde, bare lige at være der og mærke jeg har en plads der venter på mig, og ikke mindst det at snakke med mine skønne kolleger igen. Det har været besøg af en klog kvinde, som jeg kunne drøfte både min nuværende situation og vores fælles passion for kunstterapien med. Helt ned til glæden over duften af mine æbler, at jeg i ny og næ faktisk kan nyde at drikke en kop kaffe eller optagetheden af en god bog.

Og så ikke mindst at det lykkedes mig at komme med til min lillesøster og svogers helt fantastiske sølvbryllupsfest i går. Det blev næsten et symbol på alt det der giver mening, relationerne, glæden over god musik, glæden ved at synge, nydelsen ved udsøgt mad, fællesskab, samtale, stoltheden over mine tre smukke sønner - jeg kunne blive ved.

Selvom jeg var så grådlabil at det var til at blive idiot over, jeg græd over at synge Septembers himmel er så blå, over stort set alle indslag, over min søsters omsorg, da hun ville fortælle der var et sted jeg kunne hvile ved behov, over hendes glæde over at jeg var med, over at sige farvel og sikkert over en masse mere jeg nu har glemt. Men selv om den gråd selvfølgelig udspringer af min smerte, så hænger den i lige så høj grad sammen med glæde og taknemmelighed over det, jeg får med.

Så nej, det giver ikke mening at jeg skulle blive syg, men det tager ikke meningen fra mit liv, måske skærper det faktisk den mening, så der er ting jeg havde at glemt at værdsætte, der pludselig har en fantastisk tydelighed.

søndag den 1. september 2013

Om at forsone sig med trætheden

Der er lang vej op her fra den femte og næstsidste kemoterapi. Jeg er træt nu, så træt at ambitionsniveaet er så lille, at jeg slet ikke har været i stand til at forestille mig det kunne være sådan. Og min krop gør ondt, mine ben og mine arme jamrer sig ved den mindste belastning. Jeg taber ting og laver små dumme fejl, hvis ikke jeg koncentrerer mig dybt om det jeg laver.

Jeg kan nogenlunde planlægge og gennemføre én ting pr. dag og jeg sover snildt 12 timer om natten og snupper en middagslur oveni.

I dag for eksempel er det lykkedes mig at komme ind og cykle i Kom i Form - det er fjerde gange jeg har været der siden min sidste kemo for 2½ uge siden - jeg kunne med nød og næppe klare 20 minutter, hvor jeg ellers har været oppe på en lille time hver gang og det 6 ud af 7 dage.

Hjemme igen måtte jeg gå omkuld i sofaen, og det er så stort set her jeg har tilbragt resten af dagen. Andre dage har jeg været på vej af sted, men har måttet opgive med bilnøglen i hånden, fordi jeg både blev svimmel og utilpas bare af forberedelserne til at tage af sted.

Der er en rigtig svær balance i det her, for jeg er jo stadig overbevist om, at jeg kommer bedre gennem dette, hvis jeg formår at være aktiv. Kunsten lige nu er at fornemme hvad der er muligt for mig i forhold til at være aktiv og hvornår det bedste jeg kan gøre er at lytte til min krops signaler, for den vil ikke ret meget nu og har åbenlyst brug for hvile og ro.

Gennem hele forløbet har det været vigtigt for mig, at kunne være i nuet og finde glæden og de gode ting nu og her, fremfor at leve i drømmen om det der kommer engang. Men jeg må indrømme at en stor del af det, der nu giver mig glæde i nuet er udsigten til at det her om ikke så lang tid er ovre, og tanken om, at kunne begynde at genopbygge kræfter og arbejdsevne uden udsigten til at det skal slås ned igen.

Det føles også ok at hente kræfter fra fremtiden på den måde, også at en drøm om en rejse når jeg skal afvikle en del af al den ferie jeg skubber foran mig lige nu bliver en del af fyldet i min nutid, jeg læser og planlægger og gør mig forestillinger. Og det bliver en del af at gøre det nu jeg har tåleligt og fyldt med godt indhold.

Så jeg lever med at træthed, det er det der fylder nu, og glædes over de små ting der så lykkes, og Tudemarie har også fået lov at være her uden jeg har været særlig meget oppe at toppes med hende.

Jeg tror det hedder forsoning med sine vilkår og lige for tiden er der sjælefred i at jeg har forsonet mig med at min træthed fylder det, den gør.