mandag den 29. juli 2013

Næsen oven vande igen ...

Begynder at være i kontakt med mig selv igen, og begynder at føle det hele er tåleligt.

I torsdags fik jeg kemo-terapi for fjerde gang, og det var et nyt stof i forhold til de første tre gange. Fredag og det meste af lørdagen mærkede jeg ikke meget, fik endda cyklet 11 km lørdag om end i adstadigt tempo, brugte en del af dagen på at male og havde det godt.

Men så tog det fat og indtil ud på eftermiddagen i dag, har jeg ikke været meget værd. Det er så ikke engang bivirkningen af kemoterapien, men af en medicin der skal rette ind for kemoterapien. For denne gang går kemoen ind og rydder forretningen for hvide blodlegemer, så i fredags skulle jeg stikke mig selv med en sprøjte som er med til hjælpe dem tilbage i kampen igen.

Det var for øvrigt forbløffende nemt, det med den sprøjte. Min gode veninde gav mig heldigvis ikke muligheden for at lege kylling, men opfordrede mig til at prøve om ikke jeg kunne selv. Og det kunne jeg jo, og det var en sejr og betryggelse.

Men alt det frem og tilbage med de stakkels hvide blodlegemer kan give ledsmerter, træthed og tendens til svimmelhed, og det skal jeg da lige love for det har gjort.

Det har været som en rigtig hård influenza, blot uden feber. I går var min største bedrift nok, at det lykkedes mig at se en hel film på TV2. Flere gange i dagens løb måtte jeg bare gribe til den nærmeststående seng eller sofa, og så var der lige pludselig gået 1 time til halvanden.

Jeg skulle have været til navngivningsfest med en nevøs lille pige, og måtte mange gange i dagens løb tænke, hvor var det godt jeg ikke havde kastet mig ud i det, skønt mange af mine tanker gik til dem, for hvor ville jeg gerne have været der.

Dagen i dag startede på samme måde, men det lykkedes mig faktisk at komme ind at cykle igen, denne gang kun 8 kilometer, på den tid jeg er vant til at bruge på 15 nu, men jeg var stolt og glad over det. Og det giver mig noget at få den pejling på min krop og hvad jeg aktuelt kan.

Oven i influenza-reaktionerne forsvandt mine smagsløg for mig, alt smagte kemisk og lidt fadt, og det var ved at gøre mig tosset, så underligt ikke at kunne fornemme andet end antydningen af det, der kommer i munden.

Det gik op for mig i løbet af i dag, at det har noget at gøre med svamp, som behandlingen udsætter en for kan bryde ud, så endnu en slags medicin måtte i brug til at afhjælpe det. Til gengæld fornemmer jeg allerede nu at smagssanserne vender tilbage til mig, og endnu engang er jeg blevet opmærksom på en ting, der er en gave, som ikke lige altid værdsættes i hverdagen. Det betyder virkelig alverden at kunne smage på tingene...

Og nu?! Jeg er mat i koderne, men føler jeg er ved at vende tilbage til mig selv. Begynder at kunne rette min opmærksom mod andet end min øjeblikkelige tilstand, og verden ser straks betydeligere lysere ud. Og jeg har nu en viden om det der skal stås igennem, som bliver nyttig de næste to gange - blandt andet har jeg en ide om at jeg ikke behøver være helt så nærig med de smertestillende, som jeg var denne gang, for nu har jeg jo en ide om hvilket mønster, jeg skal igennem.

fredag den 26. juli 2013

Kvindelighed, seksualitet og sygdom

Emnet i dette blogindlæg har jeg kredset om en tid i mine tanker, det er svært fordi det er en meget personlig og privat ting, men da jeg nu har sat mig for at denne blog skal tage fat i tabu og vise alle sider, så virker det forkert for mig at blive ved at gå udenom.

Sådan en kræftdiagnose og dens følger kan røre ved mange ting og tanker. Det har også ramt mig et sted, hvor jeg egentlig troede jeg var urørlig.

Som jeg har skrevet om tidligere i denne blog var jeg sent ude i livet med at anerkende og give min krop den plads i mit samlede system, som nu for mig er med til at alting hænger bedre sammen i mit liv og min måde at takle de udfordringer der kommer til mig på.

Det var også en indsigt der handlede om, at blive glad for at være kvinde, om sanselighed og forståelse af seksualitet, som en gave det er lovligt at nyde med omtanke. Og om at det at være attraktiv som kvinde ikke handler om det korrekte udseende, men om at være glad for sig selv, sin krop og sin kvindelighed.

Det betyder ikke, at jeg ikke er forfængelig, det er jeg skam som alle andre, men det betyder jeg længe har haft en indre viden om at skønt jeg ikke er i besiddelse af en klassisk skønhed, er det ikke det der afgør min attraktivitet som kvinde. Så egentlig troede jeg at det var en sag, der var på plads engang for alle.

I mit kringlede hoved har jeg endda nogen gange tænkt, at det er en gave ikke at være så smuk i klassisk forstand, for så har jeg ikke det problem, som jeg har set nogen kvinder slås med, at deres selvtillid kan ligge så meget i udseendet, at alting vakler når det perfekte begynder at gå opløsning.

Men så får jeg kræft. Og lige nøjagtig de to ting jeg nok forbinder mest med min kvindelighed og sanselighed, bliver ramt. Jeg beholder mig bryst, men det er er arret og trækker sig sammen, så det ligner et tvillingebjerg. Jeg taber mit hår, og synes egentlig jeg er smuk nok uden, men samtidig rummer håret et væld af symboler på sanselighed, intimitet og omsorg for mig.

Og pludselig forstod jeg, at jeg er sårbar på alt dette, jeg er som alle andre mennesker og slet slet ikke urørlig. De ting vi finder ud af om os selv og lærer at håndtere, skal genopdages fra tid til anden.

Jeg er i forvejen et rimeligt blufærdigt menneske, men der opstod en ny undseelighed ved tanken om at lade en mand se det sårede bryst eller røre min skaldede hovedbund.

Det tog noget tid og er ikke relevant i dette forum hvordan, men heldigvis er det gået op for mig, at den undseelighed er noget der ligger hos mig, nøjagtig lige som hvis man tror en forkert frisure eller for små eller store bryster eller en bums på kinden, gør dig mindre attraktiv.

Det handler stadig om selvaccepten og kærligheden til sig selv og ikke noget som helst andet.

torsdag den 25. juli 2013

Fjerde kemorunde skudt i gang

Nu er der ro på og det er en stille træt aften, efter en dag der er blevet imødeset med megen uro og nervøsitet.

Jeg skulle have min fjerde kemobehandling, denne gang med nyt et nyt stof, og forventningen om det ukendte, oplevelsen tidligere af en medpatient med en alvorlig allergisk reaktion har sammen med trætheden over hele forløbet gjort at det er dag, som blev indledt med megen anspændthed.

Min kære veninde som trofast kommer dagen før og bliver her til jeg er klar til at være alene igen var nok lige så spændt på dagen, som jeg selv var. Vi havde en skøn aften i haven med grill og fakler til halv elleve i går og en rolig morgen, men hele tiden med spændingen nedenunder det hele.

Det hjalp på os begge da vi satte os ud i bilen og vidste, nu er det nu.

For mig har det også været hjælpsomt, at jeg har sat ord på min uro både her i bloggen, overfor forskellige jeg har talt med, og overfor sygeplejersken, da jeg blev kaldt ind. Så var det ligesom på plads, og den behøvede ikke at ligge som en undertrykt baggrundsmusik nedenunder det hele.

Det blev fuldstændig udramatisk, og med masser af snak, humor og god tid. Jeg fik præcise beskeder om hvad der skulle ske og hvad der kunne ske, det lykkedes at lægge nålen i første stik og da væsken begyndte at løbe kunne jeg intet mærke, og det føltes som om der ikke var gået særlig lang tid, da sygeplejersken sagde at nu var det ikke sandsynligt, der kom nogen voldsom reaktion fra mig.

Og jeg kunne mærke roen brede sig i mig. Faktisk blev de små 1½ time på stuen sammen med min veninde, en venlig og faglig dygtig sygeplejerske og en hyggelig og ligefrem medpatient til sådan en af de paradoksalt rigtig gode stunder, som opstår steder, hvor man slet ikke havde tænkt på de kunne være.

Jeg blev oplyst om, hvad det nye stof gør. Det giver ikke kvalme og den slags, men går ind og tager de hvide blodlegemer. Derfor skal jeg i morgen sprøjte mig i maven med et stof, der hjælper dem tilbage igen. Det kan give ledsmerter et par dage derefter, og jeg kunne forstå at jeg ikke skal regne med det helt store aktivitetsniveau lørdag og søndag.

Det er nu jeg tage mit imumforsvar eller rettere mangel på samme alvorligt, holde mig fra syge medmennesker, lade være at handle når der er allerflest, måske tage håndsprit med i motioncenteret. Får jeg feber skal jeg i kontakt med afdelingen, for jeg har ikke skytset til at slå den ned selv.

Der er også noget med føleforstyrrelser i fingerspidser og tæer, og neglene kan få lidt hårde tider, Men som med de første tre kure, det er individuelt hvordan man reagerer, så det handler om at se hvad der sker, og så tage den derfra.

Jeg oplever det som ok og ikke så skræmmende, er bare lykkelig over at denne etape nu er sat igang. Og det er godt at vide jeg har den næste uge som sygemeldt, så jeg kan koncentrere mig om at komme bedst muligt gennem reaktionerne på kemobehandlingen.

Da vi gik fra sygehuset, kunne jeg næsten mærke det sidste adrenalin forlade kroppen, det skete med et stort lykkeligt suk, så min veninde var nødt til bekymret at spørge om jeg fik det dårligt.

Vi tog direkte hjem, og snakkede her til aften om at vi begge var lettere blæst efter anspændelsen, men vi var også enige om at det faktisk har været en rigtig god dag. Der er ro på og det føles godt.

Og når jeg møder igen om 3 uger til den næstsidste behandling kender jeg det, der skal ske.

onsdag den 24. juli 2013

Hvorfor har du ikke noget hår?

Et meget relevant spørgsmål fra en sød og nysgerrig lille pige, der var med sin mor i Løvbjerg, da jeg lige var inde at købe et par ting der i går.

Jeg må indrømme, at jeg var lige ved bare at ignorere hende, for jeg var træt og optaget af mine egne tanker, men hun var heldigvis insisterende nok til at spørge igen. Og jeg fortalte så, at det er fordi jeg for tiden får noget medicin, der får mit hår til at gå væk, og at det kommer igen, når jeg er færdig med medicinen.

Pigens mor var heldigvis klog, hun satte på hug hos hende og spurgte om ikke hun kunne huske mormor, ikke noget med at tysse eller det kan vi snakke om når vi kommer hjem.

Og vi udvekslede et par småbemærkninger blandt andet om sommerfrisure og den slags, og jeg gik takket være denne lille pige lidt gladere ud af Løvbjerg end jeg var gået ind.

Dejligt befriende at få benævnt tingene som de nu engang er uden det store drama.

tirsdag den 23. juli 2013

Uro

Der tegner sig et mønster. Når jeg træder ind i den uge, hvor jeg skal have behandling, bliver mine dage og nætter fyldt med uro. En helt fysisk uro i hele systemet. Og en træthed. Jeg får et ønske om at jeg kunne stå af, knibe mig i armen og vågne op uden flere behandlinger at se frem til. Eller som Tornerose, falde i søvn og vågne når en prins eller en smuk læge i passende alder kom og kyssede mig og sagde at nu er det hele ovre.

Jeg gider bare ikke. Og det gør på en måde godt at give mig selv lov til at mærke det. Det ændrer ikke vilkårene, i morgen står jeg op og kører til Hjørring og får taget min blodprøve, og jeg vil endda håbe inderligt at den er, så jeg kan komme i behandling som planlagt.

Og på torsdag står jeg op og kører på Sygehus Syd og får det overstået, og glæder mig over at så vil der kun være to gange tilbage.

Men uroen er der. Jeg er ikke bange for nålene, eller væsken eller selve det der sker rent praktisk. Men der bor ganske givet en grundangst i den uro jeg føler. Ganske naturligt jo. At være ramt af kræft er jo en hård og kontant påmindelse om at jeg er dødelig, og at livet for hver dag bliver en dag kortere og at det en skønne dag skal ende.

Og det at komme ind og få behandlingerne er jo den helt konkrete påmindelse om, at det er det, der er mit vilkår lige nu og resten af mit liv.

Så jeg glæder mig til fredag, så er jeg ovre fjerde runde og begynder at have en ide om hvordan det stof jeg skal have de sidste tre gange opfører sig i kombination med mig. Jeg gider ikke, men kommer igennem også de næste par dage, det er jeg overbevist om.

torsdag den 18. juli 2013

Frygten for selvoptagethed

Det er nok en overdrivelse at sige, at det er det, jeg har frygtet mest. Men det har været min store frygt i dette forløb, at miste perspektivet på omverdenen og ende i håbløs selvoptagethed. For mig ligger der en forestilling om elendighed i at lade sin verden indskrænke til blodtal, sine sårs beskaffenhed, reaktioner på kemoen og hele den verden der handler om sygdom og mig og mig og mig igen.

En frygt for kun at være optaget af, interessere mig for og kunne høre mit eget. Det er i mine tanker et udtryk for en meget lille verden.

Jeg har ikke kunnet undgå, at min verden er blevet mindre. Mit engagement i diverse foreninger er skruet ned til et minimum, jeg arbejder lige nu kun 10½ time om ugen, når det går højt, jeg er pisket til at gå op i hvad der fremmer mit velbefindende og hvor jeg skal passe på, antallet af aktive timer hver dag er mindre, fordi der er megen træthed og behov for at tage en del af den træthed alvorligt.

Men jeg oplever ikke den elendighed, som jeg frygtede. Logisk nok, når jeg tænker mig om.

I mit arbejde i psykiatrien, har jeg indimellem undervist i et tema, som jeg kalder egoisme-lære. Slet og ret tanken om, at vi er nødt til at kende, forstå og tage hensyn til os selv og vore egne behov, ikke alene for vores egen skyld, men også som forudsætning for at kunne være god for vore medmennesker.

Jeg har tit brugt billedet fra sikkerhedsinstruktionerne i et fly, at når iltmaskerne kommer ned, skal man først sætte den på sig selv, og så hjælpe sit barn eller den der ikke kan hjælpe sig selv. Gør man ikke det, mister man også muligheden for at være i stand til at hjælpe den anden. Dette gælder også i livet.

Og når tempoet bliver sat ned, og det bliver en nødvendighed at have opmærksomhed og fokus på det helt nære og basale, så sker der eller kan der ske noget meget sundt. Det at blive tvunget til at fokusere på det helt basale, rummer også muligheden for en stor gave, at verden vider sig ud gennem det nære.

Når jeg er pisket til at mærke efter og vide hvad jeg kan og ikke kan. Pisket til at melde klart og tydeligt ud, nu vil jeg det, nu skal det være sådan - så bliver jeg faktisk også meget nemmere at omgås for andre, for det bliver jo tydeligt for dem, hvor de har mig.

Så jo min verden er blevet mindre, men gennem det også større. En verden der rummer bevidstheden om glæden ved at vande sine blomster, værdien af at tage sig tid til sine venner og familie, en skatkiste af nærvær, gode samtaler og tilkendegivelser, glæden ved at slå øjnene op eller trække vejret.

Jeg undrede mig på et tidspunkt over, hvorfor det jeg sørgede mest over var mit tab af arbejdsidentitet, men i virkeligheden er det slet ikke mærkeligt, for det er lige præcis her jeg har mistet noget for alvor. Mit forhold til mig selv og min krop er blevet styrket, mine venskaber og familierelationer er blevet befæstet, min æstetiske sans og glæden ved verdens skønhed intensiveret, og det er da gaver.

Og selv i forholdet til mit arbejde er der læring, som jeg kan tage med tilbage, når jeg kommer på fuld kraft igen.

Alt sammen frugt af den selvoptagethed, jeg var så bange for, men som måske i virkeligheden er den optagethed af selvet, som skaber grundlag for at møde og være i dialog med hele resten af verden.

tirsdag den 16. juli 2013

At springe ud som skaldet

I går blæste det rigtig meget, min tørklædekasket havde ikke lyst til at blive på hovedet, så jeg endte med at tage konsekvensen af det og proppe den i tasken i stedet. Så i dag tog jeg på arbejde uden hovedbeklædning. Og tænk sig, jeg skræmte ikke livet af nogen.

Og da vi talte lidt om det, hørte jeg mig selv sige: '... så fra nu af bruger jeg kun tørklæde som beskyttelse mod solen eller når jeg fryser.' Og jeg kunne bare mærke det føltes helt rigtigt.

Det har været på vej en tid. I begyndelsen jeg var skaldet, havde jeg et tørklæde liggende parat til hvis nogen skulle ringe på døren, så glemte jeg det et par gange, og begyndte at finde det både ok og naturligt at åbne døren, som jeg rent faktisk går rundt herhjemme.

Så begyndte jeg at tage tørklædet af, når jeg var på vej hjem et sted fra i min bil, og jeg fandt lige så stille ud af, at det har jeg det helt fint med. I sidste uge mødte jeg så op til motion uden, og den første kommentar jeg fik, var fra en venlig dame, der sagde: Nå har du så fundet ud af at det er meget rarere for dig ikke at rende rundt med det tørklæde?

Jamen det har jeg jo. Og det føles godt. For det er jo sådan jeg er lige nu, og jeg synes det er pænt.

Der er jo en masse kulturelle forestillinger om kvinders hår. Det er måske den største hurdle man er oppe imod, det er jo ikke ligefrem mode, at kvinder rager sig skaldede.

Der er også en masse forestillinger om kvinders hår og sanselighed, der fylder.

Men jeg er lige så stille blevet klar over, at den største hindring for at komme frem til at færdes, som jeg nu engang er for tiden, den lå eller ligger i mig selv. Jeg har haft mange tanker om at jeg ikke bør støde eller skræmme andre, men at dømme ud fra de gode reaktioner, jeg har mødt, er det vist mine egne forestillinger jeg har smidt ud til mine omgivelser.

Og det sker jo hele tiden, at det er vores egne forestillinger om omverdenen der styrer vores valg mere end det rent faktisk er omverdenen, som den ser ud med den andens øjne. Det ved jeg godt med min forstand, men det er ikke det samme som hele tiden at huske det. Det er noget man skal mindes om forfra og forfra igen.

At der så er en slags nøgenhed eller sårbarhed i at møde op første gang i forskellige sammenhænge med sit skaldede utildækkede hoved er en anden sag. Men det får mig også til at føle mig stærkere, for det er jo sådan jeg er lige her og nu.

onsdag den 10. juli 2013

Noget om kropsbevidsthed og sygdom

Som jeg har skrevet om tidligere i denne blog, var jeg engang én der troede at jeg kunne leve gennem mit hoved alene, og betragtede min krop som et nødvendigt onde eller et redskab for hovedets og forstandens ordrer.

Det er en historie helt uden for denne blogs regi, hvordan jeg kom til at se og opleve dette anderledes, men bottomline er, at jeg gennem snart en del år har lært, hvordan det gør mig til et mere helt menneske at regne med hele mig og lytte til både krop, forstand og sjæl. Jo egentlig uendelig logisk.

På min uddannelse til kunstterapeut skrev jeg min afsluttende opgave om dette med samarbejdet mellem hoved og krop, samtidig med jeg øvede mig på at gøre den viden jeg opnåede til en integreret del af mig selv. En ambition jeg har haft i hele mit arbejdsliv, det er ikke nok at jeg siger tingene, jeg skal være det jeg siger også. Nogle vil kalde det at være autentisk.

Så man kan sige, at jeg har brugt en del tid de seneste på at lære at lytte til min krop - og lige nu føler jeg, at den indsats jeg har lagt i det, kommer tilbage til mig med renter.

Jeg kan lige forestille hvilken krig min situation med kræftoperation og nu kemobehandling ville være for mig, hvis det stadig var min forstand der var alene på kommandobroen. De erkendelser jeg har været nødt til at nå frem til om begrænsninger i arbejdsevne for eksempel, ville ikke have været andet end nederlag, fordi lige nu skriver mit liv en anden historie, end historien om en kvinde der har kunnet beslutte og kontrollere sig igennem stort set alt.

Man kan sige, at det jeg har øvet mig på gennem de sidste år, nemlig at mærke hvad der er og så gå med det og få det ud af det, som situationen giver mig, det er jeg til hovedfagseksamen i lige nu. På en måde hjælper det mig med at få tingene til at give mening.

Et eksempel er noget af det jeg også har skrevet om før, at det at have en smule kvalme eller ubehag i kroppen, kan være noget man bare er træt af og bekæmper, men det kan også bruges som en vejviser for, at der skal mere ro på, fordi kroppen lige nu har brug for rekreation. Hele håndteringen af træthed er i samme familie, jo bedre jeg kan mærke hvad alle de små signaler fortæller mig, jo bedre kan jeg navigere og have gode dage midt i alt dette.

Og jeg har opdaget, jeg efterhånden kan høre rigtig meget. En tid lang har jeg levet som næsten vegetar, en god kostomlægning som jeg har profiteret af, men nu skriger min krop på kød og på æg, og det har været muligt for mig at give den det, som den lige nu har brug for, for at kunne bekæmpe sygdommen og behandlingens følgevirkninger.

Mit forhold til motion er nok det stærkeste udtryk for denne nye historie. Det er jo ofte sådan, at de historier vi begynder at fortælle om os selv, bliver foretrukne og kommer til at udelukke der er andre mulige historier. Således har ideen om mig selv som klodset, fysisk doven og den med nederlag på nederlag i rygsækken fra skolens idrætstimer, hos mig skabt en ide om at motion kun handler om pligt og fornuft. Og det er faktisk ikke særlig motiverende.

Men efter jeg i dette forløb har mærket en lyst til at gøre disse ting, knokle igennem og svede, er jeg blevet klar over, at der faktisk også er andre historier om mig og motion. En ung pige der gik til rytmegymnastik i mange år og elskede det, en der har gået kilometervis af ture - en der dyrkede yoga lejlighedsvis og var vældig, vældig smidig.

Så lige så stille begynder jeg at kunne se på mig selv, som en der er stærk og historien om den klodsede og fysisk dovne Hanne træder vældig i baggrunden, den er pludselig ikke så vigtig. Og det vigtige er, at jeg kan give mig selv det og gøre det, som jeg har brug for.

Alt dette betragter jeg som gaver fra en vågen bevidsthed om kroppen, sindet og nuet, som hjælper mig på plads i det jeg står i lige nu.

Langhåret ja - men for mig giver det mening.

tirsdag den 9. juli 2013

Midtvejs med kemoterapien

I torsdags var det så 3. runde. Den første halvdel af kemoterapien, som har bestået af de samme to stoffer, de sidste 3 gange vil det være et andet og efter sigende skrappere stof jeg skal have.

Utroligt så hurtigt ting bliver en slags rutine. Bare 3. gang og man kommer med en ide om at kende rumlen. Og sikkert er det, at der er tryghed i det velkendte.

De første to gange har de lagt kanylen i min arm uden problemer, men i torsdags skulle det drille. Så jeg render rundt med vældigt synlige mærker på armen, hvor det der syner mindst er der hvor det endelig lykkedes at lægge droppet. Patienten ved siden af måtte dække synsfeltet til med et ugeblad, da hun ikke havde det vældigt godt med nåle.

Det var nu ikke så slemt, noget med at slappe af og lade det, der skal komme, komme. Det værste er måske, at man øjeblikkelig begynder at tænke fejlbehæftet om sig selv. Hvad er der nu i vejen med dig, siden du ikke er til at stikke i? Men det lykkedes. Og siden fortalte sygeplejersken at det er godt at huske at drikke godt inden, da det kan hjælpe på blodårernes tilgængelighed, så det vil jeg huske til næste gang.

Vi fik også talt om min nervøsitet for 4. gang, når det er et nyt stof. Ved anden kemoterapi så jeg en medpatient reagere ret  voldsomt på det, og skønt det ikke rørte mig da det skete, har det kørt vældig meget rundt i hovedet på mig. Det hjalp at få det sagt og høre lidt om, hvad det er der sker, hvordan de håndterer det og ikke mindst at ligge ved siden af en, som fik stoffet for første gang uden der skete noget.

Min veninde og jeg gik en tur i Zoo bagefter, det var dejligt, men jeg var træt, så det varede ikke længe før sofaen derhjemme var destinationen. Og trætheden fylder rigtig meget nu, klog af skade har jeg sygemeldt mig her hele ugen efter. Det betyder, at jeg nok er træt, men det har ikke angrebet mit humør på samme måde, som sidste gang, hvor jeg var lige ved at tabe modet en kort tid.

Allerede lørdag genoptog jeg min daglige motion, og det er simpelthen den ting jeg VIL nå hver dag. Det hjælper på en underlig vis lidt gennem trætheden, måske fordi den bliver suppleret med en fysisk træthed, som det er til at forholde sig til.

Heller ikke denne gang har jeg været rigtig dårlig, men jeg føler mig som Keminova på overarbejde. Jeg har en meget fysisk fornemmelse af kemiske processer i min krop, og det har været og er væsentlig mere udtalt end de første to gange. Det er vældigt svært at beskrive, det gør ikke ondt, men ih hvor jeg glæder mig til mere normale tilstande.

mandag den 1. juli 2013

Sygesamtale

Jeg havde i dag sygesamtale på mit arbejde. Det er rigtig hårdt, og måske noget af det, der stadig er sværest for mig. Jeg føler mig rigtig godt taget hånd om og passet på af mine ledere, så det er ikke det. Det er nok mere det, at det virkelig er min arbejdsidentitet, jeg bliver ramt på her.

Forud havde jeg allerede været i gang med at erkende, at der nok skulle skrues en tak ned for arbejdet igen. Men der er himmelvid forskel på at gå og gøre sig de overvejelser for sig selv, og så udtale dem og omsætte dem i konkrete aftaler. Det bliver hård håndgribelig virkelighed lige pludselig.

Det er det sjove med, at fornuften godt kan se meningen med tingene, men resten af en kan stadig sørge over de forhold der fører dertil. Så hvor fattet og fortrøstningsfuld jeg end tog til den samtale, sad jeg pludselig bare der og græd. Det irriterer mig ad pommern til at være så grådlabil, men jeg er som jeg er - og egentlig er det jo heller ikke unaturligt at reagere på noget der er svært med tårer. Det er bare ikke noget vi er så gode til i Danmark.

Lige nu betyder min situation for eksempel at jeg i den næste periode ikke skal arbejde i det hus jeg egentlig hører til, men være det andet sted de timer, jeg arbejder. Det giver rigtig god mening, både i forhold til hvad jeg kan  og i forhold til hensynet til kollegerne, men av - det gør også ondt.

Jeg glæder mig til at nå dertil hvor der skal skrues op igen for min arbejdsindsats og jeg kan begynde at betragte mig selv som en kollega de andre kan regne med igen. Især for min egen skyld, for jeg ved godt at mine kolleger ikke et sekund bebrejder mig noget, utilfredsheden med ikke at kunne yde fuldt ud ligger udelukkende på mine egne skuldre.