mandag den 29. juli 2013

Næsen oven vande igen ...

Begynder at være i kontakt med mig selv igen, og begynder at føle det hele er tåleligt.

I torsdags fik jeg kemo-terapi for fjerde gang, og det var et nyt stof i forhold til de første tre gange. Fredag og det meste af lørdagen mærkede jeg ikke meget, fik endda cyklet 11 km lørdag om end i adstadigt tempo, brugte en del af dagen på at male og havde det godt.

Men så tog det fat og indtil ud på eftermiddagen i dag, har jeg ikke været meget værd. Det er så ikke engang bivirkningen af kemoterapien, men af en medicin der skal rette ind for kemoterapien. For denne gang går kemoen ind og rydder forretningen for hvide blodlegemer, så i fredags skulle jeg stikke mig selv med en sprøjte som er med til hjælpe dem tilbage i kampen igen.

Det var for øvrigt forbløffende nemt, det med den sprøjte. Min gode veninde gav mig heldigvis ikke muligheden for at lege kylling, men opfordrede mig til at prøve om ikke jeg kunne selv. Og det kunne jeg jo, og det var en sejr og betryggelse.

Men alt det frem og tilbage med de stakkels hvide blodlegemer kan give ledsmerter, træthed og tendens til svimmelhed, og det skal jeg da lige love for det har gjort.

Det har været som en rigtig hård influenza, blot uden feber. I går var min største bedrift nok, at det lykkedes mig at se en hel film på TV2. Flere gange i dagens løb måtte jeg bare gribe til den nærmeststående seng eller sofa, og så var der lige pludselig gået 1 time til halvanden.

Jeg skulle have været til navngivningsfest med en nevøs lille pige, og måtte mange gange i dagens løb tænke, hvor var det godt jeg ikke havde kastet mig ud i det, skønt mange af mine tanker gik til dem, for hvor ville jeg gerne have været der.

Dagen i dag startede på samme måde, men det lykkedes mig faktisk at komme ind at cykle igen, denne gang kun 8 kilometer, på den tid jeg er vant til at bruge på 15 nu, men jeg var stolt og glad over det. Og det giver mig noget at få den pejling på min krop og hvad jeg aktuelt kan.

Oven i influenza-reaktionerne forsvandt mine smagsløg for mig, alt smagte kemisk og lidt fadt, og det var ved at gøre mig tosset, så underligt ikke at kunne fornemme andet end antydningen af det, der kommer i munden.

Det gik op for mig i løbet af i dag, at det har noget at gøre med svamp, som behandlingen udsætter en for kan bryde ud, så endnu en slags medicin måtte i brug til at afhjælpe det. Til gengæld fornemmer jeg allerede nu at smagssanserne vender tilbage til mig, og endnu engang er jeg blevet opmærksom på en ting, der er en gave, som ikke lige altid værdsættes i hverdagen. Det betyder virkelig alverden at kunne smage på tingene...

Og nu?! Jeg er mat i koderne, men føler jeg er ved at vende tilbage til mig selv. Begynder at kunne rette min opmærksom mod andet end min øjeblikkelige tilstand, og verden ser straks betydeligere lysere ud. Og jeg har nu en viden om det der skal stås igennem, som bliver nyttig de næste to gange - blandt andet har jeg en ide om at jeg ikke behøver være helt så nærig med de smertestillende, som jeg var denne gang, for nu har jeg jo en ide om hvilket mønster, jeg skal igennem.