torsdag den 25. juli 2013

Fjerde kemorunde skudt i gang

Nu er der ro på og det er en stille træt aften, efter en dag der er blevet imødeset med megen uro og nervøsitet.

Jeg skulle have min fjerde kemobehandling, denne gang med nyt et nyt stof, og forventningen om det ukendte, oplevelsen tidligere af en medpatient med en alvorlig allergisk reaktion har sammen med trætheden over hele forløbet gjort at det er dag, som blev indledt med megen anspændthed.

Min kære veninde som trofast kommer dagen før og bliver her til jeg er klar til at være alene igen var nok lige så spændt på dagen, som jeg selv var. Vi havde en skøn aften i haven med grill og fakler til halv elleve i går og en rolig morgen, men hele tiden med spændingen nedenunder det hele.

Det hjalp på os begge da vi satte os ud i bilen og vidste, nu er det nu.

For mig har det også været hjælpsomt, at jeg har sat ord på min uro både her i bloggen, overfor forskellige jeg har talt med, og overfor sygeplejersken, da jeg blev kaldt ind. Så var det ligesom på plads, og den behøvede ikke at ligge som en undertrykt baggrundsmusik nedenunder det hele.

Det blev fuldstændig udramatisk, og med masser af snak, humor og god tid. Jeg fik præcise beskeder om hvad der skulle ske og hvad der kunne ske, det lykkedes at lægge nålen i første stik og da væsken begyndte at løbe kunne jeg intet mærke, og det føltes som om der ikke var gået særlig lang tid, da sygeplejersken sagde at nu var det ikke sandsynligt, der kom nogen voldsom reaktion fra mig.

Og jeg kunne mærke roen brede sig i mig. Faktisk blev de små 1½ time på stuen sammen med min veninde, en venlig og faglig dygtig sygeplejerske og en hyggelig og ligefrem medpatient til sådan en af de paradoksalt rigtig gode stunder, som opstår steder, hvor man slet ikke havde tænkt på de kunne være.

Jeg blev oplyst om, hvad det nye stof gør. Det giver ikke kvalme og den slags, men går ind og tager de hvide blodlegemer. Derfor skal jeg i morgen sprøjte mig i maven med et stof, der hjælper dem tilbage igen. Det kan give ledsmerter et par dage derefter, og jeg kunne forstå at jeg ikke skal regne med det helt store aktivitetsniveau lørdag og søndag.

Det er nu jeg tage mit imumforsvar eller rettere mangel på samme alvorligt, holde mig fra syge medmennesker, lade være at handle når der er allerflest, måske tage håndsprit med i motioncenteret. Får jeg feber skal jeg i kontakt med afdelingen, for jeg har ikke skytset til at slå den ned selv.

Der er også noget med føleforstyrrelser i fingerspidser og tæer, og neglene kan få lidt hårde tider, Men som med de første tre kure, det er individuelt hvordan man reagerer, så det handler om at se hvad der sker, og så tage den derfra.

Jeg oplever det som ok og ikke så skræmmende, er bare lykkelig over at denne etape nu er sat igang. Og det er godt at vide jeg har den næste uge som sygemeldt, så jeg kan koncentrere mig om at komme bedst muligt gennem reaktionerne på kemobehandlingen.

Da vi gik fra sygehuset, kunne jeg næsten mærke det sidste adrenalin forlade kroppen, det skete med et stort lykkeligt suk, så min veninde var nødt til bekymret at spørge om jeg fik det dårligt.

Vi tog direkte hjem, og snakkede her til aften om at vi begge var lettere blæst efter anspændelsen, men vi var også enige om at det faktisk har været en rigtig god dag. Der er ro på og det føles godt.

Og når jeg møder igen om 3 uger til den næstsidste behandling kender jeg det, der skal ske.