tirsdag den 16. juli 2013

At springe ud som skaldet

I går blæste det rigtig meget, min tørklædekasket havde ikke lyst til at blive på hovedet, så jeg endte med at tage konsekvensen af det og proppe den i tasken i stedet. Så i dag tog jeg på arbejde uden hovedbeklædning. Og tænk sig, jeg skræmte ikke livet af nogen.

Og da vi talte lidt om det, hørte jeg mig selv sige: '... så fra nu af bruger jeg kun tørklæde som beskyttelse mod solen eller når jeg fryser.' Og jeg kunne bare mærke det føltes helt rigtigt.

Det har været på vej en tid. I begyndelsen jeg var skaldet, havde jeg et tørklæde liggende parat til hvis nogen skulle ringe på døren, så glemte jeg det et par gange, og begyndte at finde det både ok og naturligt at åbne døren, som jeg rent faktisk går rundt herhjemme.

Så begyndte jeg at tage tørklædet af, når jeg var på vej hjem et sted fra i min bil, og jeg fandt lige så stille ud af, at det har jeg det helt fint med. I sidste uge mødte jeg så op til motion uden, og den første kommentar jeg fik, var fra en venlig dame, der sagde: Nå har du så fundet ud af at det er meget rarere for dig ikke at rende rundt med det tørklæde?

Jamen det har jeg jo. Og det føles godt. For det er jo sådan jeg er lige nu, og jeg synes det er pænt.

Der er jo en masse kulturelle forestillinger om kvinders hår. Det er måske den største hurdle man er oppe imod, det er jo ikke ligefrem mode, at kvinder rager sig skaldede.

Der er også en masse forestillinger om kvinders hår og sanselighed, der fylder.

Men jeg er lige så stille blevet klar over, at den største hindring for at komme frem til at færdes, som jeg nu engang er for tiden, den lå eller ligger i mig selv. Jeg har haft mange tanker om at jeg ikke bør støde eller skræmme andre, men at dømme ud fra de gode reaktioner, jeg har mødt, er det vist mine egne forestillinger jeg har smidt ud til mine omgivelser.

Og det sker jo hele tiden, at det er vores egne forestillinger om omverdenen der styrer vores valg mere end det rent faktisk er omverdenen, som den ser ud med den andens øjne. Det ved jeg godt med min forstand, men det er ikke det samme som hele tiden at huske det. Det er noget man skal mindes om forfra og forfra igen.

At der så er en slags nøgenhed eller sårbarhed i at møde op første gang i forskellige sammenhænge med sit skaldede utildækkede hoved er en anden sag. Men det får mig også til at føle mig stærkere, for det er jo sådan jeg er lige her og nu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar