torsdag den 18. juli 2013

Frygten for selvoptagethed

Det er nok en overdrivelse at sige, at det er det, jeg har frygtet mest. Men det har været min store frygt i dette forløb, at miste perspektivet på omverdenen og ende i håbløs selvoptagethed. For mig ligger der en forestilling om elendighed i at lade sin verden indskrænke til blodtal, sine sårs beskaffenhed, reaktioner på kemoen og hele den verden der handler om sygdom og mig og mig og mig igen.

En frygt for kun at være optaget af, interessere mig for og kunne høre mit eget. Det er i mine tanker et udtryk for en meget lille verden.

Jeg har ikke kunnet undgå, at min verden er blevet mindre. Mit engagement i diverse foreninger er skruet ned til et minimum, jeg arbejder lige nu kun 10½ time om ugen, når det går højt, jeg er pisket til at gå op i hvad der fremmer mit velbefindende og hvor jeg skal passe på, antallet af aktive timer hver dag er mindre, fordi der er megen træthed og behov for at tage en del af den træthed alvorligt.

Men jeg oplever ikke den elendighed, som jeg frygtede. Logisk nok, når jeg tænker mig om.

I mit arbejde i psykiatrien, har jeg indimellem undervist i et tema, som jeg kalder egoisme-lære. Slet og ret tanken om, at vi er nødt til at kende, forstå og tage hensyn til os selv og vore egne behov, ikke alene for vores egen skyld, men også som forudsætning for at kunne være god for vore medmennesker.

Jeg har tit brugt billedet fra sikkerhedsinstruktionerne i et fly, at når iltmaskerne kommer ned, skal man først sætte den på sig selv, og så hjælpe sit barn eller den der ikke kan hjælpe sig selv. Gør man ikke det, mister man også muligheden for at være i stand til at hjælpe den anden. Dette gælder også i livet.

Og når tempoet bliver sat ned, og det bliver en nødvendighed at have opmærksomhed og fokus på det helt nære og basale, så sker der eller kan der ske noget meget sundt. Det at blive tvunget til at fokusere på det helt basale, rummer også muligheden for en stor gave, at verden vider sig ud gennem det nære.

Når jeg er pisket til at mærke efter og vide hvad jeg kan og ikke kan. Pisket til at melde klart og tydeligt ud, nu vil jeg det, nu skal det være sådan - så bliver jeg faktisk også meget nemmere at omgås for andre, for det bliver jo tydeligt for dem, hvor de har mig.

Så jo min verden er blevet mindre, men gennem det også større. En verden der rummer bevidstheden om glæden ved at vande sine blomster, værdien af at tage sig tid til sine venner og familie, en skatkiste af nærvær, gode samtaler og tilkendegivelser, glæden ved at slå øjnene op eller trække vejret.

Jeg undrede mig på et tidspunkt over, hvorfor det jeg sørgede mest over var mit tab af arbejdsidentitet, men i virkeligheden er det slet ikke mærkeligt, for det er lige præcis her jeg har mistet noget for alvor. Mit forhold til mig selv og min krop er blevet styrket, mine venskaber og familierelationer er blevet befæstet, min æstetiske sans og glæden ved verdens skønhed intensiveret, og det er da gaver.

Og selv i forholdet til mit arbejde er der læring, som jeg kan tage med tilbage, når jeg kommer på fuld kraft igen.

Alt sammen frugt af den selvoptagethed, jeg var så bange for, men som måske i virkeligheden er den optagethed af selvet, som skaber grundlag for at møde og være i dialog med hele resten af verden.