mandag den 1. juli 2013

Sygesamtale

Jeg havde i dag sygesamtale på mit arbejde. Det er rigtig hårdt, og måske noget af det, der stadig er sværest for mig. Jeg føler mig rigtig godt taget hånd om og passet på af mine ledere, så det er ikke det. Det er nok mere det, at det virkelig er min arbejdsidentitet, jeg bliver ramt på her.

Forud havde jeg allerede været i gang med at erkende, at der nok skulle skrues en tak ned for arbejdet igen. Men der er himmelvid forskel på at gå og gøre sig de overvejelser for sig selv, og så udtale dem og omsætte dem i konkrete aftaler. Det bliver hård håndgribelig virkelighed lige pludselig.

Det er det sjove med, at fornuften godt kan se meningen med tingene, men resten af en kan stadig sørge over de forhold der fører dertil. Så hvor fattet og fortrøstningsfuld jeg end tog til den samtale, sad jeg pludselig bare der og græd. Det irriterer mig ad pommern til at være så grådlabil, men jeg er som jeg er - og egentlig er det jo heller ikke unaturligt at reagere på noget der er svært med tårer. Det er bare ikke noget vi er så gode til i Danmark.

Lige nu betyder min situation for eksempel at jeg i den næste periode ikke skal arbejde i det hus jeg egentlig hører til, men være det andet sted de timer, jeg arbejder. Det giver rigtig god mening, både i forhold til hvad jeg kan  og i forhold til hensynet til kollegerne, men av - det gør også ondt.

Jeg glæder mig til at nå dertil hvor der skal skrues op igen for min arbejdsindsats og jeg kan begynde at betragte mig selv som en kollega de andre kan regne med igen. Især for min egen skyld, for jeg ved godt at mine kolleger ikke et sekund bebrejder mig noget, utilfredsheden med ikke at kunne yde fuldt ud ligger udelukkende på mine egne skuldre.