lørdag den 29. juni 2013

Omsorg og trøst

Jeg bliver mere og mere overbevist om, at der aldrig er facitlister, når det kommer til mennesker. Eller det er måske ikke helt korrekt udtrykt, for den overbevisning har fulgt mig som en rød tråd, måske så længe jeg kan huske. Men den bliver mere og mere understøttet gennem de erfaringer, jeg gør mig.

Og når det så er sagt, så er der selvfølgelig ting som jeg holder for at være sandheder, men det er jo altid ud fra mit perspektiv. Og jeg anerkender fuldt ud der kan være andre.

En af mine kæpheste når jeg underviser i eller arbejder med sorg er at trøst er et meget misforstået begreb, egentlig et begreb jeg helst så slettet af det danske sprog. Og det er en kæphest der er blevet understøttet af mine erfaringer, både gennem mine personlige tab af elskede mennesker og nu i forbindelse med mit sygeforløb.

Jeg er sikker på, det er i en god mening, når vi vil trøste andre. Så når jeg bliver mødt af ca. samtlige historier i hele landet om brystkræftpatienter der er kommet sig og er godt videre, så anerkender jeg hensigten de er blevet fortalt mig i - et ønske om at bringe håb og trøst.

Men nogen gange har den slags gode intentioner en bivirkning, for ens bekymring, sorg, træthed, opgivenhed forsvinder jo ikke af, at det er gået nogen andre godt. Måske tværtimod, man kan godt blive fanget i en ide om at andre ikke kan holde ud at være der sammen med en i håbløsheden, hvis det altid er historier om happy-endings man bliver mødt af.

Og så er det man kan begynde at føle sig forkert med sine følelser og det er altid en blindgyde at bevæge sig nedad.

Jeg havde et par dage i sidste uge, hvor det ikke var så nemt at holde humøret højt. Da en veninde sms'sede og spurgte hvordan jeg havde det, svarede jeg, at jeg har lige en dag, hvor jeg synes det er synd for mig. Hendes svar var: Jamen det er jo også synd for dig. Har du brug for mig til noget?

Og det var så befriende. Befriende at blive set, og bare anerkendt for at lige nu har jeg det som jeg har det. Vejen væk fra 'synd for mig' blev faktisk meget kortere.

Det er jo ikke fordi det er sundt at dyrke selvmedlidenhed, ked-af-dethed og træthed, det er bare heller ikke sundt ikke at være der og ikke at mærke det, hvis det er en del af de følelser, der bor i dig. Så løftet ud af det svære, er ikke at andre partout vil have trukket dig andre steder hen, men det er at mærke og anerkende det. Og den største hjælp eller omsorg jeg i den forbindelse kan få er fra mennesker, der bare tør se det og være dér sammen med mig.