mandag den 17. juni 2013

Træthed

Træthed!

I dag har jeg skullet arbejde noget med mig selv. Skruen er strammet efter den anden kemo, og jeg har følt mig træt, alt for træt.

Det er noget underligt noget med træthed. Der findes den der velsignede træthed, når man er mæt af bevægelse, lys, luft og aktivitet. Det kan være en smule hårdt, men er egentlig mest rart, det er jo en skøn følelse at byde dynen velkommen, når man glider ned under den om aftenen og mærke hvordan afslapningen og hvilen kommer til dig.

Men så er der en anden træthed, den jeg har slåsset med i dag, og den er mere ond. Den sidder under kindbenene og strammer huden ud, den sidder som en tåget fornemmelse bag panden, den svøber sig om knoglerne og den udmarver.

Den påvirker koncentrationen, man spilder, når der skal hældes vand op, taber tingene ud af hænderne, hvis man er doven og vil bære for meget ad gangen, den skaber en helt bogstavelig fornemmelse af at gå lidt ved siden af sig selv.

Den kan ikke hviles væk.

Og dog - den kan holdes en smule i ave. Midlet er at være i ro, holde sig fri af stress og undgå det bliver for voldsomt, for så er vejen op uoverstigelig lang. Det er bare væsentlig nemmere sagt end gjort, og svaret er heller ikke at gemme sig i sofaen og vente på det hele går over.

Det værste ved den der ondere træthed er at den kan godt være til at tabe humøret over. Sådan en dag har jeg haft i dag, hvor jeg lige skulle synes, at puha der er lang vej igen - og det her er synd for mig. Og når så trætheden sidder og lurer i alle led er vejen op længere end den ellers plejer at være for mig.

Det er der så også flere ting i. Man kan ikke være i min situation, og så bare synes det hele er godt og være glad hele tiden, så der er også noget sundt og rigtigt i at give sig selv lov til at mærke den sorg det er, at være ramt af kræft og dens følger. Vejen til glæde går også gennem at mærke sit mismod.

Der er ikke noget galt i lige at mærke sorgen og selvmedlidenheden, det er bare ikke et sted, der er til at holde ud at være for længe ad gangen, i hvert fald ikke selvmedlidenheden.

Det hjælper så heldigvis lidt på den onde træthed, at søge lidt af den gode. Være lidt fysisk aktiv, have noget at tage sig til, noget at blive 'rigtig' træt af. Men balancen er hårfin, og jeg rammer ikke hele tiden rigtigt.

I dag for eksempel hjalp det mig dog at komme ind at tage en god halv time på motionscyklen, der er både noget rent fysisk i det og den gode samvittighed overfor mig selv og min krop det giver.

Jeg kommer vist til at holde mig selv grundigt i ørerne den kommende tid og minde mig selv om alle balancegangene og tilgive mig selv, når jeg snubler.