torsdag den 6. juni 2013

Arbejdsglæde

I tirsdags genoptog jeg mit arbejde, efter 2 ugers sygemelding omkring den første kemoterapi, jeg er dog kun delvist raskmeldt nu.

Jeg syntes selv, jeg var så uambitiøs som overhovedet muligt, da jeg foreslog, at jeg skal arbejde 4 halve dage om ugen, men kan her efter min første arbejdsuge godt mærke, at jeg ikke skal stræbe efter mere i den tid, jeg er i behandling.

Men hvor var det dog dejligt at komme tilbage, og også at føle jeg trods alt kan gøre lidt fyldest, skønt det er på under halv kraft.

Hvad er der med den arbejdsglæde? Jeg ved jo godt, jeg er et privilegeret menneske, som bestrider et job, jeg brænder for. Det er da en vigtig del af det. Det er betydningsfuldt og godt at bevare en kontakt og følge med i det der sker i de to huse jeg for tiden er knyttet til.

Og de to ugers sygemelding var godt for mig, fordi jeg er nået til en accept af, at i denne periode er min rolle på arbejdspladsen langt mere tilbagelænet, end jeg er vant til. Jeg har accepteret, at det jeg kan, er at gøre fyldest når jeg er der og planlægning og tagen ansvar må overlades til de gode kolleger. Men jeg skulle ud og give helt slip, for at nå dertil.

Tror det er en folkesygdom, at føle sig så uundværlig, og jeg tror faktisk godt man kan argumenter for at det er en sund proces, at jeg i denne tid lærer en afbalancering, som jeg bør huske at tage med mig bagefter. Som man siger, der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt noget.

Men når det er sagt, så gør det mig glad at kunne gå lidt på arbejde, og jeg vil nyde det lige så længe jeg kan.