tirsdag den 11. juni 2013

Løst og fast om bivirkninger

Til samtalen forud for min efterbehandling, bed jeg fast i en en sætning lægen sagde: 'Du skal helst mærke lidt bivirkninger, det er tegn på medicinen virker.'

Den sætning har været god for mig. Og lige vendt min tænkning om bivirkninger lidt på hovedet.

For eksempel har det hjulpet mig til næsten at byde mit hårtab velkomment. For i stedet for at tænke: 'Hvad skal det nu også til for, har jeg ikke nok at døje med.' har jeg kunnet tænke: 'Jamen så virker skidtet da.'

At jeg så her også er hjulpet på vej af min nysgerrighed, på de ting der sker, og faktisk er fascineret af, at jeg kan synes, jeg er smuk uden hår, og mit ansigt nu træder frem på en måde jeg godt kan lide.

Det er lidt det samme med kvalmen, som jeg jo ikke har været så hårdt ramt af, og følelsen af at gå rundt og være en kemisk fabrik. Når det lykkes mig at tænke om det, at det er tegn på at kuren kommer omkring i min krop og virker, så er det også en hjælp til at vende mismodigheden, når jeg synes at det er et langt og trælst forløb jeg ser henimod. Her er nysgerrigheden også en hjælp, skønt jeg ikke på samme som med håret er så vild med det, der sker med mig.

Lidt mere absurd bliver det, når man har bivirkninger af det medicin som skal hjælpe mod bivirkningerne. Jeg har fået et voldsomt udslet i ansigtet, som viser sig at være en hudlidelse der lå latent hos mig, den hedder rosaceo.

En af de ting der får den til at blusse op er binyrebarkhormon, som jeg skal have i forbindelse med hver kemoterapi. Fuld af håb ringede jeg til onkologisk, jeg er lidt af en medicinskeptiker og slet ikke vild med binyrebarkhorman - men som hun sagde sygeplejersken er det jo altid en afvejning af fordele og ulemper, og jeg har brug for den, både for at holde kvalmen nede,  men især fordi den forebygger allergiske reaktioner.

Og for måske første gang i mit liv har jeg behov for at være autoritetstro og tænke det er bedst at gøre det, de anbefaler. Så nu får jeg penicillinsalve til at modvirke effekten af medicin jeg får for at modvirke effekten af...

Jeg kommer til at tænke på noget med en havregrynspakke med et billede af en dreng der sidder og spiser havregryn, og der er en pakke med et billede af en dreng der sidder og spiser havregryn, og der er en pakke med ... det er som det er nødt til at være, men også lidt absurd.

Jeg håber ikke autoritetstroen er en blivende bivirkning. ;-)

I den mere pudsige ende af bivirkningshistoriener er at jeg har været nødt til at opgive mit liv som delvis vegetar, min trang til kød er sipmpelthen alt for påtrængende, og den har jeg valgt jeg er nødt til at lytte til. Der er en god forklaring, for jeg har brug for protein.

Det kan så næppe kaldes en bivirkning at jeg er begyndt at dyrke motion, og faktisk er begyndt at føle mig afhængig af det. For første gang i mit liv nyder jeg faktisk at trampe i pedalerne i motionscenteret, det er ikke alene noget jeg gør fordi det føles godt bagefter.

Livet er virkelig forunderligt.