fredag den 28. juni 2013

Sygdom og motion

I over et år har jeg gået og prøvet at tage mig sammen til at starte i motionscenter igen, men der har været alle mulige gode undskyldninger undervejs. Og indrømmet jeg er en doven sjæl - gennem tiderne har jeg da motioneret, men stort set altid for resultatets skyld - processen har jeg sjældent oplevet som nogen nydelse.

Men nu fik jeg kniven på struben, da jeg måtte se en kræftdiagnose i øjnene, og en tid jo ikke vidste hvor alvorligt det var.

Og i samtalerne forud for kemoterapien blev det nævnt mere end én gang, hvor vigtigt det er for, hvordan man kommer igennem, at være fysisk aktiv undervejs. Og måske netop fordi det blev sagt uden at jeg har mødt en eneste løftet pegefinger undervejs, kom beslutningen til at ligge snublende nær.

Kort tid efter den første kemoterapi, fik jeg ringet til det lokale motionscenter Kom-I-Form og før jeg så mig om, var jeg i gang der.

Jeg har spekuleret rigtig meget over, hvad det er, der er anderledes nu, for jeg har en helt anderledes oplevelse af motionen, end jeg rigtig har kendt til nogensinde før. Faktisk så nyder jeg det, sveden på panden og den høje puls, og det lige at tage et lille nøk mere, når jeg synes at nu er det da ved at være nok.

Det troede jeg aldrig skulle overgå mig, at tilrettelæggelsen af mine dage, så der er plads til Kom-I-Form er lige så meget drevet af lyst og behov, som af en følelse af pligt og fornuft.

Der er sikkert ikke kun et svar på det.

En meget vigtig del er nok, at det er en aktiv handling, som jeg kan tro på, betyder noget for, hvordan mit sygeforløb bliver. Det er en vej ud af afmagt, jeg kan handle, i stedet for at gå og vente på at det hele en gang er overstået. Det giver velvære og glæde.

Så er der den fysiske/psykiske gevinst. Der har været rigtig meget adrenalin og uro i min krop siden kræftdiagnosen, og motionen brænder noget af det af, skaber ro og en god træthed, som gør det muligt at få en rimelig nattesøvn, en ikke uvæsentlig gevinst.

En anden ting er ambitionsniveauet. På forhånd har det været godt nok, hvis bare jeg kunne komme afsted og røre mig lidt ½ time om dagen. Jeg har ikke skullet leve op til at tabe mig i en bestemt takt, forbedre fedtprocenter eller forbedre længden på mine motionscykelture. Jeg skal slet og ret bare være i gang, og kan klappe mig selv på skulderen, bare jeg lever op til det.

Og måske er det lige præces den frihed, der giver mig ambitioner alligevel, så der stille og roligt bliver lagt kilometer på cyklen og vægt på cirkeltræningen. Og jeg i dag pavestolt kunne bralre ud med på Facebook, at nu havde jeg tilbagelagt 15 km på motionscyklen.

Endelig er det virkelig rart at være i motionscenteret. Jeg har haft en fordom om at det var ene veltrænede skønheder, der kom sådan et sted, og at det ville være flovt for en halvgammel halvfed gimpe som mig at knokle rundt med sved på panden, men sådan er det langt fra. Her er alle slags og de allerfleste er venlige og imødekommende. Og introduktionen og hjælpen til et træningsprogram fra ejerens side er afpasset, så det bliver til lige det, der nu passer til mig.

Faktisk har jeg slet ikke følt mig klodset, akavet eller dum, som er den følelse der for mig har været knyttet sammen med de allerfleste idrætstimer i min fjerne fortid som skolesøgende. Selvfølgelig har det noget at gøre med, hvor jeg selv er med alt dette, men det skyldes også den gode og trygge atmosfære jeg oplever i Kom-I-Form.

Jeg kan jo ikke bare hvad som helst, så her som med alle andre ting er der en balancegang at gå. Jeg har erfaret, at når jeg lige har været i kemoterapi så kan jeg godt være i bevægelse, men min puls skal ikke presses voldsomt i vejret. Det føles godt at kende sin krop på den måde, og så også mærke, hvordan jeg allerede efter et par dage har kunnet knokle lidt mere på og efter en uge er tilbage på fuldt niveau og igen kan presse pulsen og sveden frem for alvor.

Hvordan det videre forløb bliver, kan jeg jo ikke vide. Men det opleves som betryggende, at jeg så stærkt kan mærke, hvad jeg kan og ikke kan. Så skal jeg bare formå at huske at lægge ambitionerne væk og lytte til det kroppen fortæller mig, hvis jeg i forløbet kommer til at kunne lidt mindre end jeg kan nu.

Hvem ved, det kunne risikere at ende med at jeg er i væsentlig bedre form, når jeg er ovre alt dette, end jeg var før? I så fald en velkommen 'bivirkning'.