tirsdag den 23. juli 2013

Uro

Der tegner sig et mønster. Når jeg træder ind i den uge, hvor jeg skal have behandling, bliver mine dage og nætter fyldt med uro. En helt fysisk uro i hele systemet. Og en træthed. Jeg får et ønske om at jeg kunne stå af, knibe mig i armen og vågne op uden flere behandlinger at se frem til. Eller som Tornerose, falde i søvn og vågne når en prins eller en smuk læge i passende alder kom og kyssede mig og sagde at nu er det hele ovre.

Jeg gider bare ikke. Og det gør på en måde godt at give mig selv lov til at mærke det. Det ændrer ikke vilkårene, i morgen står jeg op og kører til Hjørring og får taget min blodprøve, og jeg vil endda håbe inderligt at den er, så jeg kan komme i behandling som planlagt.

Og på torsdag står jeg op og kører på Sygehus Syd og får det overstået, og glæder mig over at så vil der kun være to gange tilbage.

Men uroen er der. Jeg er ikke bange for nålene, eller væsken eller selve det der sker rent praktisk. Men der bor ganske givet en grundangst i den uro jeg føler. Ganske naturligt jo. At være ramt af kræft er jo en hård og kontant påmindelse om at jeg er dødelig, og at livet for hver dag bliver en dag kortere og at det en skønne dag skal ende.

Og det at komme ind og få behandlingerne er jo den helt konkrete påmindelse om, at det er det, der er mit vilkår lige nu og resten af mit liv.

Så jeg glæder mig til fredag, så er jeg ovre fjerde runde og begynder at have en ide om hvordan det stof jeg skal have de sidste tre gange opfører sig i kombination med mig. Jeg gider ikke, men kommer igennem også de næste par dage, det er jeg overbevist om.