I torsdags var det så 3. runde. Den første halvdel af kemoterapien, som har bestået af de samme to stoffer, de sidste 3 gange vil det være et andet og efter sigende skrappere stof jeg skal have.
Utroligt så hurtigt ting bliver en slags rutine. Bare 3. gang og man kommer med en ide om at kende rumlen. Og sikkert er det, at der er tryghed i det velkendte.
De første to gange har de lagt kanylen i min arm uden problemer, men i torsdags skulle det drille. Så jeg render rundt med vældigt synlige mærker på armen, hvor det der syner mindst er der hvor det endelig lykkedes at lægge droppet. Patienten ved siden af måtte dække synsfeltet til med et ugeblad, da hun ikke havde det vældigt godt med nåle.
Det var nu ikke så slemt, noget med at slappe af og lade det, der skal komme, komme. Det værste er måske, at man øjeblikkelig begynder at tænke fejlbehæftet om sig selv. Hvad er der nu i vejen med dig, siden du ikke er til at stikke i? Men det lykkedes. Og siden fortalte sygeplejersken at det er godt at huske at drikke godt inden, da det kan hjælpe på blodårernes tilgængelighed, så det vil jeg huske til næste gang.
Vi fik også talt om min nervøsitet for 4. gang, når det er et nyt stof. Ved anden kemoterapi så jeg en medpatient reagere ret voldsomt på det, og skønt det ikke rørte mig da det skete, har det kørt vældig meget rundt i hovedet på mig. Det hjalp at få det sagt og høre lidt om, hvad det er der sker, hvordan de håndterer det og ikke mindst at ligge ved siden af en, som fik stoffet for første gang uden der skete noget.
Min veninde og jeg gik en tur i Zoo bagefter, det var dejligt, men jeg var træt, så det varede ikke længe før sofaen derhjemme var destinationen. Og trætheden fylder rigtig meget nu, klog af skade har jeg sygemeldt mig her hele ugen efter. Det betyder, at jeg nok er træt, men det har ikke angrebet mit humør på samme måde, som sidste gang, hvor jeg var lige ved at tabe modet en kort tid.
Allerede lørdag genoptog jeg min daglige motion, og det er simpelthen den ting jeg VIL nå hver dag. Det hjælper på en underlig vis lidt gennem trætheden, måske fordi den bliver suppleret med en fysisk træthed, som det er til at forholde sig til.
Heller ikke denne gang har jeg været rigtig dårlig, men jeg føler mig som Keminova på overarbejde. Jeg har en meget fysisk fornemmelse af kemiske processer i min krop, og det har været og er væsentlig mere udtalt end de første to gange. Det er vældigt svært at beskrive, det gør ikke ondt, men ih hvor jeg glæder mig til mere normale tilstande.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar