onsdag den 10. juli 2013

Noget om kropsbevidsthed og sygdom

Som jeg har skrevet om tidligere i denne blog, var jeg engang én der troede at jeg kunne leve gennem mit hoved alene, og betragtede min krop som et nødvendigt onde eller et redskab for hovedets og forstandens ordrer.

Det er en historie helt uden for denne blogs regi, hvordan jeg kom til at se og opleve dette anderledes, men bottomline er, at jeg gennem snart en del år har lært, hvordan det gør mig til et mere helt menneske at regne med hele mig og lytte til både krop, forstand og sjæl. Jo egentlig uendelig logisk.

På min uddannelse til kunstterapeut skrev jeg min afsluttende opgave om dette med samarbejdet mellem hoved og krop, samtidig med jeg øvede mig på at gøre den viden jeg opnåede til en integreret del af mig selv. En ambition jeg har haft i hele mit arbejdsliv, det er ikke nok at jeg siger tingene, jeg skal være det jeg siger også. Nogle vil kalde det at være autentisk.

Så man kan sige, at jeg har brugt en del tid de seneste på at lære at lytte til min krop - og lige nu føler jeg, at den indsats jeg har lagt i det, kommer tilbage til mig med renter.

Jeg kan lige forestille hvilken krig min situation med kræftoperation og nu kemobehandling ville være for mig, hvis det stadig var min forstand der var alene på kommandobroen. De erkendelser jeg har været nødt til at nå frem til om begrænsninger i arbejdsevne for eksempel, ville ikke have været andet end nederlag, fordi lige nu skriver mit liv en anden historie, end historien om en kvinde der har kunnet beslutte og kontrollere sig igennem stort set alt.

Man kan sige, at det jeg har øvet mig på gennem de sidste år, nemlig at mærke hvad der er og så gå med det og få det ud af det, som situationen giver mig, det er jeg til hovedfagseksamen i lige nu. På en måde hjælper det mig med at få tingene til at give mening.

Et eksempel er noget af det jeg også har skrevet om før, at det at have en smule kvalme eller ubehag i kroppen, kan være noget man bare er træt af og bekæmper, men det kan også bruges som en vejviser for, at der skal mere ro på, fordi kroppen lige nu har brug for rekreation. Hele håndteringen af træthed er i samme familie, jo bedre jeg kan mærke hvad alle de små signaler fortæller mig, jo bedre kan jeg navigere og have gode dage midt i alt dette.

Og jeg har opdaget, jeg efterhånden kan høre rigtig meget. En tid lang har jeg levet som næsten vegetar, en god kostomlægning som jeg har profiteret af, men nu skriger min krop på kød og på æg, og det har været muligt for mig at give den det, som den lige nu har brug for, for at kunne bekæmpe sygdommen og behandlingens følgevirkninger.

Mit forhold til motion er nok det stærkeste udtryk for denne nye historie. Det er jo ofte sådan, at de historier vi begynder at fortælle om os selv, bliver foretrukne og kommer til at udelukke der er andre mulige historier. Således har ideen om mig selv som klodset, fysisk doven og den med nederlag på nederlag i rygsækken fra skolens idrætstimer, hos mig skabt en ide om at motion kun handler om pligt og fornuft. Og det er faktisk ikke særlig motiverende.

Men efter jeg i dette forløb har mærket en lyst til at gøre disse ting, knokle igennem og svede, er jeg blevet klar over, at der faktisk også er andre historier om mig og motion. En ung pige der gik til rytmegymnastik i mange år og elskede det, en der har gået kilometervis af ture - en der dyrkede yoga lejlighedsvis og var vældig, vældig smidig.

Så lige så stille begynder jeg at kunne se på mig selv, som en der er stærk og historien om den klodsede og fysisk dovne Hanne træder vældig i baggrunden, den er pludselig ikke så vigtig. Og det vigtige er, at jeg kan give mig selv det og gøre det, som jeg har brug for.

Alt dette betragter jeg som gaver fra en vågen bevidsthed om kroppen, sindet og nuet, som hjælper mig på plads i det jeg står i lige nu.

Langhåret ja - men for mig giver det mening.