torsdag den 1. august 2013

Om at være grådlabil

Jeg hader mig selv for det, men jeg har frygtelig let til tårer. Og i denne tid kan der opstå en del situationer, hvor jeg ikke kan styre det.

Og så tuder jeg, når veninden kommer på besøg, under telefonsamtalen med min søster, til sygesamtalen, når det overvælder mig. Og det får mig til at føle mig svag, patetisk og nærmest ikke til at regne med. Og det efterlader mig med en frygt for, at nu tror disse gode mennesker at jeg er dybt ulykkelig og nærmest ikke kan klare mig.

Og jeg slår mig selv i hovedet og skælder ud og synes jeg er kropumulig. Og jeg bliver opfyldt af tanker og planer om, hvordan jeg nu skal tage mig af disse gode mennesker og overbevise dem om, de ikke behøver være bekymrede for mig.

Disse anklagende følelser når gråden kommer efter mine begreber ubelejligt, sidder rigtig, rigtig dybt.

I mit professionelle liv har jeg en helt anden holdning til gråd. Her vil man kunne høre mig harcelere over hvor bange vi er for gråden i vores moderne samfund, hvordan den diskurs om kontrol og at have styr på sit liv, der fylder så meget i tiden, forviser gråden fra det fælles rum, fordi vi ikke aner, hvad vi skal stille op med den.

Man kan høre mig filosofere over, om den nu er så farlig. Om vi får hinanden til at græde, eller om gråden kommer, fordi den nu engang er der inde i en. Om forløsningen og det forfriskende, når man bare giver den lov til at komme, i stedet for absolut at skulle vise den væk.

Jeg ville nok også kunne sige noget om, at gråd ikke er et svaghedstegn, men en evne til at give de følelser plads der nu engang er. Og at det da ikke er flovt at græde.

Men Gud, hvor føler jeg mig dog nogen gange flov over netop det. Jeg kan sagtens lækkertude, når jeg er alene, men der er noget blufærdighedsoverskridende i at dele sin gråd med andre.

Her er vist et område, hvor min krop og mit hoved stadig har en del arbejde at gøre, før de kan mødes i fælles forståelse.

Det hænger vel sammen med, at det er rigtig svært at stå ved det, når vi er svage i vores liv. Ovenpå en uge i mit liv, hvor jeg virkelig har været sendt til tælling, er der jo intet mærkeligt i, at jeg har noget at græde over. Tænker jeg over det, er det jo heller ikke mærkeligt, det netop bliver kaldt på, når jeg er i kontakt med mennesker jeg holder af og som holder af mig,

Og tænker jeg mig rigtig godt om, ved jeg også godt at de kan tåle det. At de bliver kede af det på mine vegne kan jeg jo faktisk ikke tage fra dem uanset om jeg har styr på mine tårer eller ej. Og skulle vi knibe en tåre sammen, hvad er katastrofen så i det?