lørdag den 10. august 2013

Om at se sin egen dødelighed i øjnene

Vi ved det jo, døden er den uafvendelige ende på vores liv. Vi kan altid håbe, at den hører til i en fjern fremtid, men den kommer til os - før eller siden. Det er et faktum, som det er et livsvilkår at skulle forholde sig til.

Nogen gange flyver livet af sted med en lykkelig 'uvidenhed' om dette vilkår og vi lever og agerer uden at det er nærværende i vores tanker. Måske tror man endda i sit stille sind, at man er udødelig.

Andre gange er døden meget mere nærværende, hvad enten det er dødsangsten der regerer med os, om det så er kriser i livet, dødsfald i vores omgivelser eller noget andet, der gør det tydeligt, hvor meget vi har at miste.

Sådan har mit liv i hvert fald vekslet. Jeg har forholdt mig til døden på mange forskellige måder, både intellektuelt (ret uundgåeligt i et virke som præst), som en dyb følelse af protest, som en skræk eller angst - især husker jeg den første lange tid efter jeg var blevet skilt fra mine børns far, hvordan jeg kunne blive grebet af rædslen for at blive taget fra mine børn i utide.

Da jeg blev konfronteret med en kræftdiagnose, blev dødsbevidstheden kastet rigtig voldsomt i hovedet på mig igen. På flere planer.

I starten før jeg vidste hvordan landet lå og hvor syg jeg egentlig var, lå den nedenunder det hele, og jeg blev bevidst om, at jeg ikke skulle lukke helt op for posen og mærke hvor bange jeg virkelig var der, det havde jeg slet ikke kunnet tåle.

Men samtidig havde jeg behov for at se min egen dødelighed i øjnene. Tænke tanken at måske skal mine kære holde jul uden mig, mærke i mig selv at før eller siden så kommer der en ende, og meningen med alting, skal på en eller anden måde holdes op mod det.

Det er hårdt, var hårdt, men fik også alting til at stå så meget skarpere og mere intensivt. Det skabte tanker af mange slags, som betydningen af at værdsætte skønheden i nuet.

Den sorg det ville være at forlade dem jeg elsker, især mine børn, var også meget nærværende. Det slog mig på et tidspunkt, at min yngste søn har den alder jeg selv havde, da min mor døde. Det gjorde mig på samme tid frygtelig ked af det, og gav mig en fortrøstning om, at selvfølgelig ville han og de andre to kunne klare sig, hvis det nu havde været nu.

Jeg kom også frem til, at jeg faktisk har fået utrolig mange ting i mit liv, og oplevet rigtig meget, så hvis det var nu, ville jeg ikke kunne sige, at jeg var blevet snydt. På samme tid synes jeg dog, at jeg har meget at byde på endnu, så jeg havde eller har bestemt ikke noget ønske om at det skal være nu. Men tanken om, at det ville være muligt at forsone sig med det, hvis det var, var faktisk meget hjælpsom for mig, da jeg gik og afventede min 'dom'.

'Dommen' var jo så heldigvis en der tegner meget lovende for mig, men jeg har det med mig nu, at mit liv blev sat på spidsen og  at jeg nogle dage var nødt til at gå og balancere med tanken om døden, som en der måske var nærmere end jeg brød mig om.

Det skaber perspektiv, for eksempel når jeg synes det kan være hårdt at stå model til kemoterapien, hvis jeg så tænker den forhåbentlig er med til at købe mig mange gode år endnu, bliver det hårde til at omgås som et middel på en god vej.

Døden er jo et af tidens store tabu, og den er meget skræmmende for mange, på en måde synd, for der er også befrielse i at se den i øjnene, som det vilkår vi jo alle lever med. Hvis vi havde alting for evigt, hvordan ville vi så værdisætte øjeblikkene, kunne der overhovedet findes et kostbart øjeblik så?