fredag den 16. august 2013

Kemo - for femte gang

Så er jeg igennem den femte behandling. Eller rettere, den er skudt i gang, og nu skal jeg så igennem eftervirkningerne. Jeg er ved godt mod, for skønt sidste gang var lidt hård ved mig, har jeg klaret det godt, og nu ved jeg noget om, hvad jeg går ind til. Det er fortrøstningsfuldt at gå ind til det man kender, fremfor det uvisse.

Jeg var rigtig træt i dagene op til. Men onsdag, dagen før, hvor jeg skulle begynde at tage binyrebarkhormon, blev jeg helt manisk. Falsk energi ved jeg godt - men den blev brugt - jeg tror jeg havde brug for det.

Jeg plukkede blåbær i haven, bagte kage med dem og lavede blåbærsyltetøj og endda også en helt god middag til min veninde, som trofast kommer og følger mig til kemoterapien hver gang.

Om natten kunne jeg ikke sove, jeg var hverken dårlig eller ked af det eller følte mig nervøs, jeg var bare - pling lysvågen, så der blev læst til klokken fire til bogen De Sataniske Vers bedrøveligt slap op for mig.

Vi skulle møde på onkologisk halv et, og skønt jeg ikke er vild med anledningen til at komme der, er det faktisk et dejligt sted at komme til. Venligheden, varmen og fagligheden stråler nærmest ud af væggene.

Den sygeplejerske som tog sig af mig og som jeg har mødt flere gange, oplever jeg bare en ekstraordinær god kemi med, og jeg tror staklen har haft ondt i ørerne da jeg blev 'løsladt' igen, for jeg snakkede bare fra jeg kom til jeg gik.

Der var også meget jeg skulle have spurgt om i går.

Den behandling jeg får her de sidste tre gange, kan man reagere allergisk på, og da jeg var lidt inde i forløbet, blev jeg lige pludselig nidstirret af 2 sygeplejersker og min veninde, så jeg følte mig som et vildt dyr i zoologisk have.

De havde observeret en rødmen på min hals, og jeg blev spurgt så meget og indtrængende hvordan jeg havde det, at jeg selv blev i tvivl. Gad vide om jeg er ved at blive dårlig? Virkelig en pudsig oplevelse. Mit blodtryk blev taget flere gange og det var heldigvis falsk alarm.

De blev dog ved at nidstirre mig en god tid efter, jeg selv var sikker på igen, der ikke var noget, så jeg på et tidspunkt ikke kunne andet en sidde og more mig over det, for det virkede helt absurd. Jeg kunne mærke min venindes opmærksomhed så intenst, at jeg havde lyst til at slå om mig med armene og sige: back off - jeg skal nok sige til, hvis jeg får det skidt. Noget vi lo meget af da vi talte om det bagefter, for den følelse har hun også prøvet.

Dette er kærligt tænkt både i forhold til hende og sygeplejerskerne, for selvfølgelig er det trygt og godt for mig som patient, at dem der skal tage sig af mig er observante og på forkant.

Forud for dette var gået at jeg måtte stikkes i armen hele tre gange igen, før det lykkedes, jeg har heldigvis efterhånden fortalt mig selv så mange gange at jeg ikke er bange for nåle, at jeg selv er begyndt at tro på det, så det var ikke så voldsom en oplevelse.

Men det så helt herrens ud med plastre og slanger, og vi kom til at snakke lidt om hvor dramatisk det ser ud, i forhold til hvordan det egentlig er. For midt i alt det slangeri på billedet, er det jo blot en lille nål, der går ind i en af mine blodårer.

Udover snakken om hvordan jeg har haft det, symptomer og hvilket pillearsenal mm. jeg skulle have med hjem, var jeg denne gang optaget af, hvad kontrollerne efter forløbet her egentlig går ud på.

Det er lidt afstedkommet af, at jeg kan høre mange går og tror, at der skal laves en slags måling af virkningen af disse behandlinger bagefter, hvor jeg skal have at vide hvor rask jeg er blevet. Men sådan er det ikke.

Jeg er - og det fik jeg allerede at vide efter operationen - at betragte som rask - det hedder vist, at jeg er blevet radikalt opereret, prøverne af det bortopererede viste at kræften (det hele af den) er blevet opereret ud.

De behandlinger jeg går igennem handler om at forebygge tilbagefald. Har jeg forstået det rigtig handler kemodelen om at sikre sig mod en evt. spredning ud i kroppen, mens strålerne jeg skal have senere, er rettet mod lige præcis der hvor jeg er opereret, for at forhindre der genopstår nyt her.

Selvfølgelig er der en lille selvmodsigelse i at de siger jeg er rask og så alligevel underkaster mig så voldsom en beskydning, men det er stadig en god tanke for mig at holde fast i, at det er det, der er mit udgangspunkt. Og jeg virker jo til at være et stærkt og sundt menneske, som faktisk tåler disse behandlinger godt under omstændighederne.

Efter behandlingsforløbet kommer jeg i starten til at gå til kontrol ved en læge hver tredje måned og efterhånden med længere intervaller indtil jeg om fem år er tilbage i mammografi-programmet på Hjørring sygehus, som pga. min genetik er hvert år. Det skal da nok blive en jævnlig udfordring af mit nervesystem, men jeg tror også på, at jeg ville kunne leve med rimelig ro i sindet mellem kontrollerne.

Disse kontroller er ikke scanninger og den slags, men almindelig undersøgelse og samtale om min almentilstand.

Alt dette drøftede vi meget grundigt, det var godt at få gentaget og udvidet den forståelse, jeg har gået og bygget op omkring tingene.

Mine blodprøvetal var rigtig fine, faktisk har jeg flere hvide blodlegemer (eller havde - de er nok ved at være slået ud af den nye behandling her) end da jeg startede i kemoforløbet. Det er jo så både ved hjælp af den sprøjte, som jeg skal tage dagen efter og så den akupunktur jeg går til mellem behandlingerne. Men det gør mig også dejlig optimistisk, fordi det i mit hoved igen fortæller noget om, at min krop fungerer som en rask krop, når den skal kæmpe med den beskydning af immunforsvaret, som den påføres.

Endelig fik jeg flyttet min sidste kemobehandling fra en fredag til mandagen efter, så jeg kan komme med til min lillesøsters sølvbryllup, det betød bare rigtig meget for mig, at de kunne udvise den fleksibilitet.

Bagefter var jeg bare træt, tror næsten jeg kunne have sovet i bilen hjem, det siger noget om, at selv om jeg ikke oplevede mig selv som nervøs forud, så er der meget nervøs energi bundet i dette her, så når det er overstået kommer afslapningen og afspændingen.

Vi havnede i sofaen og jeg blev forkælet og blev lavet mad til - og senere havde vi en snak om hvor anderledes dette forløb er fra, hvad vi havde forestillet os forud.

Veninden havde set nætter for sig, hvor hun skulle vride kolde klude op og holde mig for panden når jeg kastede op, og jeg har på mange måder forestillet mig at denne tid ville være en slags sort hul, hvor jeg næppe kunne slæbe mig uden for en dør.

Og bevares, jeg er da ved at være ramt og ved at være træt, men der er stadig plads til megen livskvalitet, og det er jo det der holder kampgejsten oppe og gør at de øjeblikke jeg mister modet og synes det er synd for mig, bliver ved at være øjeblikke og ikke breder sig udover det hele.

Og nu er der én gang tilbage - det er godt at tænke på - også selv om strålerne så kommer bagefter.


Og her så lige til slut et billede af hvordan min arm ser ud i dag hvor nålen gik ind tredje og lykkens gang, flot farve ikke?