torsdag den 9. maj 2013

Leve i nuet eller ....

Må tilstå jeg er udfordret.

Har en ide om at jeg ønsker at leve her og nu. Finde de ting der er værd at værdsætte og leve med fokus på det fremfor med tanken på, når jeg engang er ovre kemo og stråler.

Jeg kan ikke leve op til det.

Det vil sige, jeg kan sagtens finde og nyde de gode øjeblikke, men jeg kan ikke forhindre en del af min sjæl i at være fremme ved tanken om den dag, jeg har modtaget min sidste behandling og kan begynde at se fremad derfra.

Tanken om det sted i varmen, jeg forestiller mig, jeg skal ned at rekreere. Forestillingen om glæden når der begynder at kunne ses dunede hår på mit hoved (endda før jeg er begyndt at tabe håret). Sidst men ikke mindst friheden til at kunne planlægge lidt igen.

Så sent som i går fik jeg indbydelse til at holde foredrag til september - og hold da op hvor var det træls, at skulle skrive tilbage, at jeg er ude af kampen en tid.Til gengæld hjalp det mig at kunne skrive og tro på jeg er klar i 2014 igen.

Lidt det samme på mit arbejde, hvor der er nok at rive i og alle har travlt, hvor er det bare træls og sidde og planlægge med kollegerne, og hele tiden må sige eller høre: 'Ja, dig kan vi jo ikke regne med, Hanne.' Det er jo sådan det er, men det tydeliggør min situation som en sylespids.

At vi så kan joke med, at nu må jeg øve mig i at sidde på mine hænder og ikke melde mig til hele, er en anden sag.

Jeg har gode kolleger og gode ledere, som hele tiden minder mig om at nu må jeg tænke på og tage hensyn til mig selv, og det er udelukkende i mig selv problemet ligger, for opbakningen har jeg. Det er en reel sorg ikke at kunne gøre som jeg plejer, melde mig ind i kampen og tage min del af slæbet.

Der er også god læring i det. Jeg har selv et utal af gange rådet andre til at mærke grænserne i sig selv, og respektere det, man mærker der - og ikke mindst forsone sig med hvordan vilkårene nu er. Nu kan jeg jo så øve mig i at tage min egen medicin.