mandag den 6. maj 2013

Mismod

Indimellem bliver jeg ramt af mismod midt i alt dette her.

Så drukner jeg mig lige i lidt selvmedlidenhed og synes verden går mig imod. Det er også ok.

Det ville nok være mere mærkeligt, hvis det ikke skete, da det jo er en belastende situation jeg står i.

I sidste uge var jeg ved at blive tosset over at blive ved med at vente på at komme i gang med min efterbehandling. Der er hverken noget farligt eller mærkeligt i ventetiden, der skulle være ro på mine sår. Alligevel er det så underligt at blive ved at gå og vente på sådan en ting, og hele tiden få horisonten for hvornår jeg er igennem det udskudt. Dag for dag.

Der er mange modsætninger i det. Da jeg torsdag for 1½ uge siden endelig fik det jeg ønskede mig, henvisningen til efterbehandlingen, gik jeg hjem og var rigtig ked af det. Måske fordi det hele blev så håndgribeligt.

Da jeg i fredags fik et brev fra Hjørring Sygehus, mens jeg nu går og venter på indkaldelsen fra Aalborg, var jeg ved at rive det i stykker i hidsighed over at det var fra terapien og ikke om min efterbehandling, skønt jeg med min logiske sans jo sagtens kunne regne ud det brev jeg venter, skal komme fra Aalborg.

Det er jo ikke fordi jeg ikke er glad for at de vil hjælpe mig også med fysioterapi, men det beskriver hvordan jeg kan være ramt.

Mismodet giver også handlekraft, efter at have tudet færdig, fik jeg ringet til onkologisk i Aalborg, og jeg var i systemet og fik min dato for samtalen, og på den måde lidt ro på igen.


Som så mange andre modsætningspar er mismod og gåpåmod to sider af den samme mønt, jeg er af den overbevisning, der skal være plads til det hele - fordi sådan er livet, og fordi det at give det svære plads skaber så meget desto mere plads til dets modsætning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar