Jeg havde næppe sat mig ned hos lægen efter mammografien før han pegede på billedet, og sagde: "Det der er en kræftknude. Hvis du ikke havde været bange for scanneren havde vi måske set den for et år siden."
Jeg var nødt til at gøre opmærksom på at det kunne jeg slet ikke forholde mig til, nu tingene var som de var. Men det er en af de sætninger der bare har bidt sig fast, og jeg har spekuleret som en gal over, hvorfor i alverden han sagde det.
Forhistorien er som følger:
Da jeg fik konstateret at jeg har Braca2-genet - fik jeg tilbud om at være i et forsøg, hvor man én gang om året bliver undersøgt med både en MR-scanning og en mammografi. Men første gang jeg skulle i scanneren, fik jeg klaustrofobi. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mit liv og det kunne bare ikke gennemføres.
Mammografi-lægen beroligede mig: Du har gode mammografibryster, så det er ikke så betydningsfuldt. Hvis der er grund til bekymring, kan du få noget beroligende så du kan klare scanneren.
Det var fint nok for mig, så de følgende år har jeg bare fulgt mammografi-kontrollen.
For ca. halvanden år siden mærkede jeg en fortætning, der hvor min knude siden er blevet opdaget. Jeg blev akut henvist til mammografi. Der var ikke noget at se. Lægen fik sagt at det nok bare var en fedtknude og jeg nok havde fået brystet i klemme. Det fik mig til at føle mig flov over jeg var kommet. Som at jeg nok var småhysterisk på den måde jeg netop ikke ville være.
Så gik der et år, fortætningen blev ved at være der, og jeg nævnte det til kontrollen i august. Jeg blev omhyggeligt undersøgt med ultralyd, men der var ikke noget at se på mammografien.
I begyndelsen af marts syntes jeg så at det begyndte at føles anderledes, og takket være en temaaften på DR2 valgte jeg at tage min fornemmelse alvorligt og søge læge, som henviste mig til mammografien.
Jeg er meget optaget af sproget, og af forskellen på det, vi tror, vi siger - og det som bliver hørt af dem vi taler med. Når folk siger noget til mig, som gør noget ved mig eller bider sig fast, er jeg derfor optaget af, ud fra hvilket perspektiv de mon siger det - og om det jeg føler er i mig eller hvad det er der sker.
Når lægen sagde det om at hvis ikke jeg havde været bange for scanneren, er det vældig nærliggende at skamme sig over sig selv, og komme til at tænke, så er det her jo min egen skyld. Bemærkningen om at det kunne have været set for et år siden, skabte en masse frygt og bekymring for hvor alvorligt det hele nu kunne være.
Men rationelt tænkt bliver ingen vel læge for at skamme folk ud eller gøre dem mere bange end de er i forvejen? Det håber jeg i hvert fald ikke.
Måske ville han dække sig ind, fordi jeg jo kom for 1½ år siden med det samme sted? Måske er det en rent lægelig tankegang, hvor han funderede over hvordan dette kunne have været gjort bedre? Jeg kan ikke vide det og hans motiver er ikke så vigtige.
Det jeg kunne ønske var at fortælle ham, hvad hans ord gjorde ved mig, så han måske kunne gøre sig den samme øvelse som mig, og være opmærksom på, hvad det er en patient, der lige er blevet bragt i dyb krise, hører når han siger det han gør.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar