søndag den 5. maj 2013

Langfredag - meningen med lidelse

Jeg blev jo opereret onsdag før påske.

Langfredag og dagene derefter skulle jeg have stået for en udstilling i Mylund kirke med udgangspunkt i netop passionsfortællingen, begivenhederne omkring Jesu lidelse og død.

Vi var 5 kunstnere der skulle udstille og jeg skulle stå for ferniseringen, som var gudstjenesten langfredag. Den meste var på plads planlægningsmæssigt og da jeg gav lyd til menighedsrådet og præsten om at jeg måtte træde et par skridt tilbage, var der ikke andet end forståelse og hjælpende hænder.

Men midt i alting blev det bare uendelig vigtigt for mig at være der med mine billeder. Det ligger udenfor det rationelle, men af alle de ting jeg de dage var nødt til at afvikle eller aflyse blev det her næsten livsnødvendigt. En god ven sørgede for mine billeder kom derud til ophængning onsdag eftermiddag, hvor jeg jo stadig var omtåget efter operationen.

Det blev den bedste udstilling jeg har været med til at arrangere i Mylund. Det var som de 5 kunstnere var i balance og supplerede hinanden på fornemste vis

Lørdag var der koncert. Jeg havde haft en ide om, at det kunne være spændende om der blev spillet ud fra inspiration af de udstillede værker - og jeg havde også en ide om hvem der kunne det.

Brice Soniano, som er et unikum på sin kontrabas. Vi havde korresponderet forud og han havde fået billederne af værkerne og gik til opgaven med stor alvor og ydmyghed. Jeg kom derud til koncerten og det var som at få en gave. En gave af meningsfyldthed og håb.

Ting som dette befinder sig lige på grænsen af, hvad det er muligt at beskrive med ord. Brice havde lavet et ark, hvor han beskrev hvad han fandt i de fem værker, som var kunstnernes hovedværk under udstillingen. Udfor mit havde han skrevet: Mod. Lys i kaos.Og at elementet er ild. Det ramte plet lige ind i alt det jeg stod midt i og som rasede i mig.


Og han havde skrevet om sit forhold til passionshistorien, hvordan den ikke gav mening for ham som barn, men hvor han nu forstod det som en manifestation af kærlighedens vej og kraft. Som forjættelsen om at det bliver forår igen og Kristus genopstår.

Så den lørdag eftermiddag blev en af de oaser, som jeg heldigvis har haft flere af, hvor jeg kunne læne mig tilbage i meningsfyldthed trods kaos, tage imod og finde ro.

Og det er de oaser, der er livsvigtige for os, når vi er i krise. Jeg tror ikke på kriserne i sig selv er meningsfyldte, men jeg tror på, at der er muligheder i dem for at finde og skabe mening og komme til at gå nye gode veje.

Jeg tror heller ikke på at det, at jeg har fået en kræftsvulst, handler om hvorvidt der er retfærdighed til i verden eller ej. Lidelse i det hele taget handler ikke om retfærdighed. Derfor har jeg heller ikke været vred på Gud i forbindelse med dette her, men oplevet min tro, som netop det jeg fik denne lørdag i Mylund kirke.




Glimt fra koncerten. Desværre fra facebook, håber de fleste kan få glæde af den