søndag den 19. maj 2013

Kemo - gift eller medicin?

For mig har kemoterapi gennem mange år virkelig været en af kræftens allersorteste tabuhuller. Noget der endda kan forekomme værre end kræften selv. Dunkle forestillinger om mørke, træthed og kvalme. Og så en hel masse tågede tanker, som det ikke gør nogen ting bedre at forholde sig til - somom kemoterapipatienten lukkes inde i sit eget sorte hul, langt væk fra resten af verden.

Jeg har haft en ide om, at det jo ikke er andet end gift der hældes i kroppen - og tankerne om det absurde i at udsætte sig for denne behandling.

Nu hvor jeg selv står på randen af dette kemo-helvede, slår det mig, at jeg selv gennem min tænkning er med til at afgøre, hvordan jeg skal opfatte, opleve og komme igennem den tid. At kalder jeg det i mit stille sind kemo-helvede, så er jeg også ret sikker på, at det er helvede, jeg får.

Jeg kan lade mig trække ind i det på hælene, stirre mistænksomt på den væske der intravenøst skal ind i min krop - jeg kan bure mig inde og overbevise mig selv om at nu er der kun lidelse og den kommende tid er bare en der skal overstås. At alle kemoterapiens sort hul tabuer skal opfyldes gennem mig.

Men der er jo faktisk også et andet valg. Nu hvor jeg har valgt at følge lægernes anvisninger, så kan jeg jo også vælge at byde stofferne velkommen, som den medicin, der skal være med til at bringe mig videre i mit liv, hen til et sted hvor jeg igen kan lade mig blive optaget af arbejde og verden omkring, og hvor kræften er henvist til at få opmærksomhed omkring kontroller og ikke gennem hver eneste dag.

Jeg kan vælge at se på det som det der skal fordrive mulige kræftceller fra min krop, så min organisme efterfølgende kan hele og blive sund og stærk igen.

Jeg kan vælge på torsdag at stritte imod og hade tanken om den gift der strømmer ind i mig - eller jeg kan byde medicinen der skal hjælpe mig velkommen, og så se med nysgerrighed på, hvad det er der kommer til at ske med mig og min krop gennem den kommende tid.

Det er ikke fordi jeg tror, jeg kan vælge at det bliver nemt, eller at jeg ikke kommer til at mærke de bivirkninger der er. Men når jeg eksperimenterer med det her i mine tanker kan jeg mærke den ro der er i for mig, at tænke på det der skal ske, som noget jeg byder velkommen, fordi jeg har valgt at det skal til.

Og at finde hen til det, der giver mig ro, tror jeg er altafgørende for hvordan de næste måneder bliver.

Det er et stort spring for mig, for jeg er i bund og grund et meget medicin-skeptisk menneske, der mener man altid skal forholde sig kritisk til om det nu også er nødvendigt. Men det er egentlig heller ikke denne vel nok sunde skepsis jeg forlader, mere at jeg forsøger at korrigere mit sprog og mine tanker omkring selve kemoterapien.

Ligesom det i starten af forløbet var hjælpsomt for mig at tænke, 'der er en kræftsvulst i mit bryst' - fremfor at tænke 'jeg har kræft'. Ordet skaber hvad det nævner, så sprog og måde at tænke på er vigtig. Afsindigt vigtig.

Jeg kommer ganske givet til at falde tilbage til tanken om det sorte hul, men jeg tror det vil kunne hjælpe mig, at vende min opmærksomhed med ovenstående tanker, når det sker.

Og så tror jeg min nysgerrighed kommer til at hjælpe mig. Det er måske en smule morbidt, men jeg har betragtet mine operationssår/ar med stor interesse fra den første dag. Været interesseret i farver, detailer og udseende, følelse og forandringer. Det har den store fordel, at da jeg havde vænnet mig til synet, har der været næsten daglig fremgang at spore. Og måske endnu vigtigere - de steder jeg er blevet opereret er ikke fremmede eller mystiske for mig, de er en del af hele mit organiske jeg.

Turene gennem kemoterapien vil selvfølgelig være anderledes, men jeg tror det er hjælpsomt at bevare sin nysgerrighed gennem dem. Jeg tror og håber, at der er mod og styrke og kræfter at hente der, fremfor bare passivt og trist at lade det overgå mig.

Hvordan det hele så bliver når det sker, det må vise sig.