tirsdag den 14. maj 2013

Angelina Jolie's bryster

TV2-nyhederne i aften var optaget af at Angelina Jolie har valgt at få sine bryster fjernet, fordi hun har en genetisk risiko for brystkræft. Det bliver solgt som en tapper beslutning, efterlevelsesværdig for andre kvinder.

Jeg er ikke Angelina, og jeg er stadig taknemmelig over at have begge mine bryster, skønt det ene lige nu er lettere vansiret efter at have fået en kræftknude opereret ud.

Det gode ved at sådan en historie bliver fortalt, er at den tager noget tabu væk. Det bliver muligt at se og læse om andre i sådan en situation, og på den måde på spejlet sine egne dilemmaer, så man kan nå frem til en beslutning.

At det for nogle kvinder er et godt valg, at fjerne tvivl og uro ved at følge den vej, vil jeg ikke betvivle eller anfægte. Hvis man er kommet til at betragte sine bryster som fjenden, som arnestedet for sygdom og lurende død, kan det sikkert være en måde at få ro i sin sjæl, som fungerer for nogen.

Men det er et personligt valg, og at få fjernet sine bryster er ikke det eneste rigtige eller det automatisk gode valg.

Da jeg fik braka2-genet konstateret, var det min holdning at jeg ikke ville igennem så omfattende en operation for at undgå en sygdom, jeg ikke kunne vide om jeg nogensinde ville få.

Det er et ægte dilemma: Vil du være syg nu - for at undgå noget der kan komme til dig senere? Jeg ville ikke, men anerkender at for andre vil det føles som det rigtige valg.

Så kan man med rette spørge mig: Fortryder du ikke nu, hvor du står på randen af kemoterapi pga de forbandende bryster?

Og jeg tænker, hvis man kunne være bagklog, så måske. Havde jeg vidst med 100%s sikkerhed at jeg ville få kræft, så tror jeg at det kunne have givet mening at lade sig operere forebyggende. Men det kunne jeg jo ikke vide, og det er hele humlen ved det.

Og så tænker jeg ikke om mine bryster som fjenden, de er stadig en vigtig del af mig, en del jeg gerne vil passe på, så længe det ikke strider åbenlyst mod al sund fornuft.



2 kommentarer:

  1. Tak for dine altid kloge overvejelser. De er tankevækkende og bringer dybde i de overvejelser, vi alle har med forskellige tilgange. Det er akilleshælen ved at leve i en tid, hvor døden ikke kun er en fjende, men en fjende, det ligger i kortene, at vi skal finde kapaciteten til at skærme os mod. Længst muligt, i hvert fald. Men den er mere viljestærk end som så - og med en stigende mulighed for at kalkulere og estimere den enkeltes livs-potentiale og -længde synes der også at følge en risiko for at drukne livets nærvær og ægthed i angsten for dets pludselige ophør. Angsten er reel - jeg har også selv mærket den. Men det er ikke kun bryster, underlivet, lungerne eller andre målbare og håndgribelige enheder, der bliver fjenden. Det er også livet, der forglemmes og øves vold mod i en higende efter at holde fast i det. Og er det ikke uendelig sørgeligt? Endnu mere sørgeligt, end at tage dets korte stund til sig og ære den gave? Dilemmaet, synes jeg, er næsten uoverstigeligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar, Ordnørd.
      Jeg tænker du har fat i et af vores tids store dilemmaer her, som er en del af det, jeg prøver at fange heri.
      Hvis vi tror vi kan kontrollere os til evigt liv, så piner vi måske livet ud af livet - og ja det er da sørgeligt, hvis vi ender der.
      Angsten kan vi ikke blive kvit, men den kan blive bærlig af at vi tåler den og ser den i øjnene.

      Slet