tirsdag den 14. maj 2013

Angelina Jolie's bryster

TV2-nyhederne i aften var optaget af at Angelina Jolie har valgt at få sine bryster fjernet, fordi hun har en genetisk risiko for brystkræft. Det bliver solgt som en tapper beslutning, efterlevelsesværdig for andre kvinder.

Jeg er ikke Angelina, og jeg er stadig taknemmelig over at have begge mine bryster, skønt det ene lige nu er lettere vansiret efter at have fået en kræftknude opereret ud.

Det gode ved at sådan en historie bliver fortalt, er at den tager noget tabu væk. Det bliver muligt at se og læse om andre i sådan en situation, og på den måde på spejlet sine egne dilemmaer, så man kan nå frem til en beslutning.

At det for nogle kvinder er et godt valg, at fjerne tvivl og uro ved at følge den vej, vil jeg ikke betvivle eller anfægte. Hvis man er kommet til at betragte sine bryster som fjenden, som arnestedet for sygdom og lurende død, kan det sikkert være en måde at få ro i sin sjæl, som fungerer for nogen.

Men det er et personligt valg, og at få fjernet sine bryster er ikke det eneste rigtige eller det automatisk gode valg.

Da jeg fik braka2-genet konstateret, var det min holdning at jeg ikke ville igennem så omfattende en operation for at undgå en sygdom, jeg ikke kunne vide om jeg nogensinde ville få.

Det er et ægte dilemma: Vil du være syg nu - for at undgå noget der kan komme til dig senere? Jeg ville ikke, men anerkender at for andre vil det føles som det rigtige valg.

Så kan man med rette spørge mig: Fortryder du ikke nu, hvor du står på randen af kemoterapi pga de forbandende bryster?

Og jeg tænker, hvis man kunne være bagklog, så måske. Havde jeg vidst med 100%s sikkerhed at jeg ville få kræft, så tror jeg at det kunne have givet mening at lade sig operere forebyggende. Men det kunne jeg jo ikke vide, og det er hele humlen ved det.

Og så tænker jeg ikke om mine bryster som fjenden, de er stadig en vigtig del af mig, en del jeg gerne vil passe på, så længe det ikke strider åbenlyst mod al sund fornuft.