torsdag den 16. maj 2013

Rundt på gulvet - absurde kemotanker

Er blevet bombarderet med et helt væld af oplysninger i dag, og jeg er nok endnu ikke helt sikker på, hvor meget af det der er sunket til bunds, og hvor meget jeg kommer til at skulle spørge om igen.

Det er navnene på de præparater jeg skal have ind i mit system, opremsningen af mulige bivirkninger, farven på den væske der skal ind i mit blod, hvorfor de skal have styr på mit immun-forsvar, min ret til at få paryk eller tørklæde - lige nu snurrer det lidt rundt som en suppe i mit hoved.

Men det jeg skal have styr på kommer nok, og det bliver muligt at spørge igen.

Det vigtige er at jeg skal starte på torsdag. Det er en underlig blandet følelse, for jeg har jo længtes efter at komme i gang, så der findes en anden side af dette her - men efter jeg er kommet hjem har jeg brugt lidt krudt på at ønske, jeg kunne knibe mig selv i armen og vågne, og opdage jeg har drømt.

En af de gode ting, der står tydeligt efter i dag, var at de var rigtig gode til at understrege, at jeg jo ikke har kræft, den er opereret ud - så behandlingerne handler om at forebygge tilbagefald. Det var godt at få skåret ud i pap, skønt jeg allerede har fået det samme at vide i Hjørring. Men jeg har flere gange taget mig i at gå og sige: 'De siger, de har taget det hele.' - og nej, de siger ikke de har taget det hele, de har taget det hele.

Det er det der med, at det er så absurd at forholde sig til at være rask i princippet, og så vide det snart skal være anderledes pga. cellegifte i kroppen. Men det er jo også det, det er - absurd. Så er det vigtigt at huske sigtet, håbet om at kræften med dette jages bort for mange år nu. For den er ikke en særlig velkommen gæst i min krop.

Sygeplejersken spurgte ind til, hvad jeg vidste om kemo. Og før jeg vidste af det sad jeg og fortalte om min mors sygdomsforløb og vores oplevelse af, at det var den der gjorde hende syg. Det er jo en af de psykiske barrierer jeg har med mig ind i dette, alt det jeg husker fra den tid, skønt min forstand godt ved hvor meget, der er sket siden.

Men det var godt at vende det, sige højt at jeg godt ved det er noget andet blandt andet fordi der er sket meget de sidste år og at min behandling er forebyggende og ikke handler om at formindske en kræftsvulst. Og godt at få de forklaringer fra sygeplejersken som min forstand allerede anerkender, men resten af mit system endnu ikke helt forstår.


Så nu er jeg bare træt, det er som om den sidste tids mange tanker og ophobninger har fået udløsning i dag. Det vildeste jeg har udrettet efter jeg kom hjem er at se efter smukke tørklæder på nettet - og wouw der er nogle smarte hovedbeklædninger. Håret eller rettere det manglende hår vinder endnu engang, som det, det er lettest at fokusere på. Jeg har i øvrigt købt sminkefarver i høj kvalitet, så hvem ved - måske kommer solsikkerne frem en skønne dag på mit skaldede hoved.