søndag den 26. maj 2013

Rapport fra første kemokur

Det var påfaldende udramatisk at modtage den første kemokur, i forhold til al den psykiske energi og alle de følelser, der er investeret i at det nu er det, jeg skal.

Jeg havde en god veninde med, bare det er med til at giver ro. Til forsamtalen om efterbehandlingen var jeg blevet meget ked af det, men her i torsdag hvor det så skulle ske, var jeg også selv i ro og afklaret. Når man så til det lægger den venlige, rolige og omsorgsfulde atmosfære der var på afdelingen, hvor det skulle foregå, så kunne det slet ikke vokse sig til noget stort og voldsomt.

Ved et uheld havde de ikke fået givet mig det ark der informerer om selve kemoterapien med hjem ugen før, sammen med den omfangsrige mappe med informationer, så jeg mødte uden at vide hvor lang dette så tog. Der havde jeg nogle forestillinger med mig om 3 - 4- 5 timer - men hele seancen var overstået på godt en time.

Step by step blev jeg hele tiden informeret, spurgt om jeg havde noget at spørge om, fik forklaret hvad der foregik. Et drop blev sat i armen, jeg skulle have to forskellige stoffer, som det hver tog et kvarters tid at indgive - det sidste havde en overordentlig smuk orange farve, som minder om baggrunden på det billede af den skaldede engel jeg malede den anden dag, som optakt til min kur.

Det kan jeg godt lide i mine tanker, at jeg er kommet til at forbinde de to ting, det gør det nemmere for mig at se kemoterapien som den hjælper, jeg har lovet mig selv at betragte den som.

En lille ting som at sygeplejersken pludselig kom med saltlakridser, fordi de har en erfaring af det er godt, var også med til at bringe tingene ned på jorden og gøre det hele ok, når det nu er som det er.

Jeg fik kvalmestillende medicin med hjem til de næste to dage, og så drog jeg og veninden i Zoo og gik en stille tur i det gode vejr, så det endte med at blive en hel lille udflugt.

Det ser ud til jeg er en af de heldige, der ikke reagerer overordentligt voldsomt. Kvalmen har nok været nærværende som en fornemmelse, men så heller ikke ret meget mere. Jeg kan mærke der sker noget, og kan godt lidt føle mig som en kemisk fabrik på overarbejde, men det er absolut tåleligt, det jeg mærker.

Der går energi til det, og jeg kan mærke en træthed, som jeg skal forvente bygger sig op den kommende tid, men jeg har indtil uden besvær kunnet følge rådene om at være aktiv, og jeg kan mærke det er godt for mig.

Da mine reaktioner er en retningsviser for hvordan jeg får det, de næste to gange, hvor jeg skal have de samme stoffer, er det allerede meget nemmere at forholde sig til, men sådan er det jo altid - det vi kender til er nemmere at være i end at gå og vente på det ukendte.

Så nu går jeg bare og venter på hvornår mit hår begynder at falde af. Også den tanke har jeg vænnet mig til, måske så meget, at jeg skal passe på med ikke at forskrække mine omgivelser. Min meget dejlige nabokone måtte i hvert fald vende sig væk med tårer i øjnene, da jeg ved et besøg fik sagt: Næste gang kommer jeg nok uden hår.