tirsdag den 28. maj 2013

Om at reagere og bearbejde forskudt

En af de ting jeg lagde mærke til, da jeg mistede min mand for 10 år siden, var at min sorgbearbejdning på mange måder var ude af takt med omverdenen, jeg var på en måde 'forud' - fordi det mine omgivelser mødte, var noget jeg havde forholdt mig til gennem noget tid.

Og vi forholder jo os meget forskelligt til det, vi har haft tid til at bearbejde og tænke igennem og det som vi lige har fået smidt i hovedet.

Vi vil nok altid være ude af takt med hinanden i forhold til erkendelser og reaktioner, og det har slået mig rigtig meget her i denne proces, at jeg nogen gange er et helt andet sted end mine omgivelser.

Mit smukke hår, som jeg i skrivende stund stadig har
Så er det jeg kommer til at gøre min nabokone ked af, når jeg siger: 'Næste gang kommer jeg nok uden hår.' Det hår har jo været vældig dramatisk for mig også, og optaget meget af mine tanker og min tid. Men jeg har brugt så meget tid på at tænke over det, forberede mig, se mig i spejlet, købe smukke tørklæder, at nu venter jeg egentlig bare på at det kommer til at ske. Jeg kan endda være nysgerrig efter, hvordan er det så jeg rigtigt ser ud uden hår.

Men der kan mine omgivelser af gode grunde jo ikke være, så skal jeg forstå deres forhold til mit snart tabte hår, skal jeg tilbage til hvad det betød for mig i starten af processen og hvordan det har påvirket mig, før alt dette, at forholde mig til andres kræftsygdom med hårtab og alting.

Det er en god ting at få øje på. Jeg tror, mange i min situation nemt kommer til at føle, at de ikke bliver forstået, at man selv tænker i øst og får svar i vest. Det kan være frustrerende og man kan blive vred, men måske kan det hjælpe at tænke, jamen vi står jo også hvert sit sted. Lad mig være nysgerrig på, hvor de andre er - og lad mig forklare hvor jeg er.

For som kræftpatient (det gælder jo også alle muligheder andre situationer i livet) er vi placeret i et landskab, som ser anderledes ud end det vore kære færdes i. Vi kommer til at kende det bedre, opholde os mere i det - og derfor har vi også en form for nøgle, som vore omgivelser ikke kan gætte sig til.

Så der ligger altså et ansvar hos mig, et ansvar for at huske at de andre ikke er der, hvor jeg er - så jeg er nødt til at åbne munden og dele, hvis jeg vil forstås.

En anden ting jeg har lagt mærke til i min proces er at det, der bliver kendt er nemmere at forholde sig til. Det var nemmere at vide jeg havde en kræftknude som skulle opereres ud, end at gå og vente på at få at vide om jeg havde en. Det er nemmere at være i kemoterapi, end at gå og vente på sin første kur.

Og på en måde er det nemmere at være den der oplever tingene på egen krop, end at stå ved siden af og prøve at forestille sig, hvordan det mon er. Og de der står ved siden af, kan kun blive klogere på det, hvis jeg lukker munden op.