Følelsernes rutchebaneture

Jeg kender mange kloge mennesker. En af dem sagde engang, at man kan vælge at leve sit liv og håndtere sine følelser som i enten en rutschebane eller en karrusel. I en karrusel snurrer man rundt med samme fart og alt omkring en glider ud og bliver til den samme grå masse. I en rutchebane kommer man helt op på toppen, men skal også ned igen. Man får både betagelsen af udsynet der oppe, suget i maven, når man ser det går nedad og oplevelsen af forskellene mellem oppe og nede.

Jeg holder meget af billedet, og foretrækker klart rutchebanen, skønt jeg ikke er meget for dem i det virkelige liv. Og indimellem i disse dage, har jeg præcis den fornemmelse, som jeg kan huske fra de få gange jeg har bevæget mig op i en virkelig rutchebane - hjælpeløst prisgivet og med tanken: 'Hvorfor i alverden er jeg her, hjælp - jeg vil af.'

På mange måder er jeg slet ikke begejstret for de rutchebaneture jeg får lige nu, men de er stadig at foretrække, fremfor at lade det hele suse forbi sig uden anden end en tåget udflydende fornemmelse.

I forgårs for eksempel, hvor jeg ikke kunne lade være med at blive meget ked af det og græde, da jeg på onkologisk ambulatorium blev præsenteret for det jeg skal igennem den kommende tid. Jeg hader mig selv for at være så grådlabil, men fordelen er at når det er sket, så er der ligesom plads til at mærke sig selv og alt det der ellers er.

Så der var også plads til at mærke og lade sig varme af lægens store omsorg, og til at nyde den gode venindes selskab, som havde sat andet til side for at være sammen med mig lige der og i det.

Da jeg kom hjem og var alene var der plads til, at synes det var rigtig synd for mig alt det her, ønske at jeg kunne sætte den vogn, der suser nedad i stå og vende tilbage til et liv, hvor optagetheden af mit arbejde og verden omkring mig var det, der fyldte dagene.

Men der var også plads til at jeg kunne gå i seng med ro i maven og en overbevisning om, at hvad der så kommer, så klarer jeg den også og at jeg stadig vil kunne fokusere på og nyde alt det gode, der også findes for mig.

Livet er jo altid fyldt med store modsætninger, de bliver bare så tydelige i en situation som denne.

Jeg har for eksempel måttet beslutte at nu er jeg nødt til at være sygemeldt henover den første behandling. Og i den beslutning ligger der både en kæmpesorg - fordi jeg som den typiske dansker jeg er, har så stor en del af meningen med mig og min identitet bundet op på mit arbejde - og på samme tid er der rigtig meget ro i den beslutning, fordi jeg nu pludselig kan overskue at koncentrere mig om det, jeg er pine nødt til at tage mig af i disse dage - min egen helse mental og psykisk.

Det er nok lidt med livet som i rutchebanen, at når vi spænder op i alle muskler og bare stritter imod, så bliver det kun værre, og det der er væmmeligt føles endnu mere væmmeligt - når vi overgiver os til at vi er der, hvor vi er, så bliver det pludselig til at være der - og også til at få øje på det, der er godt og smukt.