lørdag den 11. maj 2013

Kræftens tabu-kræfter

Hvad er et tabu? Det er noget, vi ikke bryder os om at beskæftige os med. Noget det bliver gjort forbudt at nærme sig.

Engang tænkte jeg om tabuer, at de da altid måtte være af det onde, med tiden er jeg blevet mere nuanceret i mine tanker. Men det er stadig interessant at fundere over hvad der er i tabuerne, og hvorfor de mon opstår.

Kræft er en af de ting, der mobiliserer meget tabu. Jo egentlig indlysende nok, for det er en sygdom der konfronterer os med vores dybeste frygt og vores dødsangst.

Det er næppe muligt for os at blive konfronteret med en kræftdiagnose uden at overveje om vi skal dø nu, eller stå ved siden af en der får diagnosen, uden at frygte for om vi nu skal miste ham eller hende.

Nu er jeg ikke så langt i mit forløb endnu, så der er selvfølgelig meget jeg ikke ved, men én af de ting der har slået mig, er at mine forestillinger om kræft før jeg blev ramt, var voldsomt meget værre end det jeg rent faktisk oplever nu, hvor det er min virkelighed.

Jeg er sikker på at en del af forklaringen på det er, at det er en sygdom det er så svær at tale om, og som rammer ind i en hel masse af vores tabuforestillinger, og at den konkrete virkelighed trods alt altid er nemmere at forholde sig til, end tågede forestillinger der ikke rigtig har nogen grund under fødderne.

Selvfølgelig er det værst for mig, at jeg er ramt, men jeg tror det på nogen måder er værre at være mine kære, som står ved siden af og skal forsøge at forestille sig, hvordan det mon er at være mig i dette her.

Når en frygt bliver for overvældende eller svær at forholde sig til, kan det være fristende og måske en nødvendig beskyttelse af sig selv, at vende ryggen til den. Langt hen ad vejen kan det være en god og sund måde at beskytte sig selv på.

Problemet er jo at de ting, vi ikke holder af at se i øjnene, ikke forsvinder af at vi lukker øjnene for dem. De efterlades som sorte kasser, der stadig er i rummet hos os - og bliver der alt for mange af de sorte kasser mellem os, kan de både spærre for kontakten og som de sorte huller ude i rummet, suge alt for meget energi, fordi det fylder jo ikke mindre for os af at vi gør det til forbudt område.

Og tabuer kan gøre os rigtig ensomme fordi de forhindrer samtalen, så bliver det i stedet forvist til de mørkeste drømme og hemmelige steder, i stedet for at dele at lige her er livet svært.

Jeg tror en anden grund til at kræft er tabu, er at det er sygdom, der udfordrer vores behov for kontrol. Den har en uberegnelighedsfaktor i sig, som det kan være rigtig svært at forholde sig til, og i et samfund der i stadig stigende grad hylder at vi kan og skal kontrollere og være ansvarlige for eget helbred, udgør den jo en alvorlig forstyrrelse.