torsdag den 23. maj 2013

Sjælen er kroppens fængsel

Ovenstående "Sjælen er kroppens fængsel" er et citat fra en bog af Foucault, som jeg var i gang med før alt det her vældede  ind over mig og for en tid har ændret fortegnet for mit liv.

Jeg synes det er en genial sætning, fordi den vender al vores traditionelle tankegang lidt på hovedet, normalt opfatter vi det jo anderledes, at det er vores sjæl der er let og fri og at den trækkes tungt ned i dyndet af kroppens manglende evne til perfektion.

Men det har jo også noget for sig at tænke, at vores krop bliver holdt i et jerngreb af sjælens bestandige ønske om at den skal være evig ung, stadig perfekt og uden sygdom. For hvor findes den krop der kan leve op til det? Og vi ved vel alle hvor anstrengende det er at være underlagt forventninger vi ikke i længden kan leve op til.

Da jeg for mange år siden gik på pastoralseminariet havde vi besøg af en overlæge fra en kræftafdeling, han sagde, at kræft er naturens skraldespand - at når vi mennesker har fået vores børn og bragt dem frem til at kunne klare sig, så har vi strengt taget fået det vi kan tilkomme.

Det var ikke ment som en kynisk betragtning, mere for at bringe vores dødelighed i spil, som noget, vi altså er nødt til at forholde os til.

På en eller anden måde oplever jeg de tanker her som hjælpsomme i den situation jeg står i nu.

Jo jeg vil gerne leve, og jo jeg tror på, der er flere år til mig - men det er i en eller anden forstand også godt at slippe sin krop lidt fri af sjælens lænker, og sige til den: Jeg holder af dig for lige præcis den du er - også med forfaldet, også med den sygdom der lige nu bestemmer tempoet i mit liv.

Det passer også ind i min tro på at vi som mennesker er en blanding af krop og sjæl, hvor ingen af parterne kan undværes, og får de begge ligeværdige kår, får man sig også et mere helt menneskeliv.