fredag den 24. januar 2014

Eftervirkninger

Det er fristende at tro, at når man er gennem behandlingsplanen, så er alting ovre. Det er også temmelig naivt at tro, men jeg har ikke været helt forberedt på alle de eftervirkninger, som jeg stadig kan mærke.

Under kemoterapien fik jeg at vide, at en af bivirkningerne var, at det kunne gå ud over neglene, men de havde det fint undervejs, så stor var min overraskelse, da mine fingernegle for måske en lille måned siden begyndte at flække på tværs. Sammen med en let følelsesløshed i fingerspidserne, som vist endnu ikke har kulmineret, gør det mig indimellem virkelig handicappet, når jeg skal ting der normalt kræver en hård negl og et rimeligt fast greb. Og hold da op, hvor bliver man mindet om hvor meget det er i en dagligdag, selvom man lige så stille lærer hvordan tingene så kan fungere i stedet.

Det er også underligt at blive ved at have en fornemmelse af at have små trædepuder med nåle i under fødderne - dette er også en annonceret bivirkning, men jeg glæder mig til at mærke min jordforbindelse igen uden dette mellemled.

I forbindelse med strålebehandlingen var jeg advaret om de mulige hudreaktioner, og er da også ovre selve de brandsår som prægede mine første uger efter endt behandling. Hvad jeg ikke vidste var, at det er normalt brystet kan være hævet og ømt - faktisk op til et år efter endt behandling - har jeg siden læst mig til. Det er meget lidt kønt for tiden, nærmest lidt vanskabt, og det tager jeg lige en lille tur med engang imellem, men det vigtigste er egentlig at jeg med mine egne og min fysioterapeuts forenede anstrengelser nu har fundet ud af at det ikke er noget at være bekymret for, men en velkendt reaktion.

Det er vigtigt, for det er jo en anden og sikkert livslang eftervirkning, at jeg fra tid til anden bekymrer mig om muligheden for tilbagefald. Og den mulighed kan jeg blive virkelig, virkelig træt ved tanken om, men den skal også lige ses i øjnene når den dukker op og så er jeg igen klar til at glæde mig over, at jeg nu bygger op og lige så stille magter mere og mere igen.

Der kan dukke flere bivirkninger op, men det må tiden jo vise, og mange af tingene føles også som små set i forhold til at jeg er kureret for min kræftsygdom.

Det der fylder mest er trætheden. Den er en stærk fysisk manifestation. Når jeg går på arbejde kan jeg indimellem glemme det, fordi jeg bliver så optaget af alt det jeg skal og så gerne vil, og så kan det være som jeg får en gummihammer i hovedet, når jeg kommer hjem.

På en måde er det vældig praktisk det manifesterer sig så konkret fysisk, for jeg bliver pinedød nødt til at høre efter, når trætheden for alvor slår til, og det er ikke nødvendigvis min spidskompetence at fatte, hvor grænserne går. Men jeg øver mig - og i denne uge har jeg været rigtig dygtig og faktisk gået hjem fra arbejde, når jeg havde fri hver dag.

Jeg tror så også, det skal være en læreproces. Jeg kan jo kun finde ud af i hvilken takt jeg skal trappe op, hvis jeg indimellem udfordrer mig selv, men det er også nødvendigt at respektere at jeg er i en proces og at jeg altså ikke endnu er tilbage på 100%'s effektivitet.

Tålmodighed er en dyd siges der, og tålmodigheden bliver trænet, så den snart må kunne klare et maraton, tænker jeg. Når jeg er for udfordret af min utålmodighed, hjælper det at tænke på hvor meget jeg kunne efter den sidste kemo i slutningen af september, for så bliver fremskridtene vidunderligt tydelige.

En lille bonusinfo fik jeg i øvrigt af min tandlæges klinikassistent i dag, som selv har været turen igennem og kommenterede mit groende hår. Hun fortalte, at selv om mit hår ser gråt ud lige nu, får jeg sikkert min normale hårfarve igen - det havde hun fået - og hvor var det skønt at se på hendes skulderlange lokker.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar