tirsdag den 10. december 2013

Færdigbehandlet - og hvad så?

Nu er det allerede 5 uger siden, at jeg lod en champagneprop springe, fordi jeg havde afsluttet min strålebehandling og dermed er en færdigbehandlet kræftpatient.

Flere har sagt til mig, at efter et forløb som mit, kan der indtræffe en tomhed eller et hul, fordi man går fra et rimeligt intensivt forløb med megen kontakt til sundhedsvæsenet, til at være mere eller mindre overladt til sig selv.

Lige dette hul er jeg ikke faldet i, i hvert fald ikke endnu, måske fordi der hele tiden siden, har været ting, som jeg er optaget af.

Da jeg sluttede strålebehandlingen var jeg ret medtaget af brandsår på mit bryst, som medførte at jeg måtte have hjemmesygeplejerske til at hjælpe mig med forbindingen af mine sår, så det betød jo at kontakten til sundhedspersoner forsatte for mit vedkommende, særdeles kompetente og dygtige mennesker, som gav mig den betryggelse, at skønt mine sår var plagsomme opførte de sig som de skulle.

Med hjælp fra Foreningen til støtte af sygdomsramte erhvervsaktive borgere havde jeg planlagt en rekreationsrejse til Gran Canaria små to uger efter min behandlingsafslutning. Her havde jeg egentlig troet at jeg skulle bruge hele ugen på at bearbejde alle indtrykkene fra mit forløb. Og de første to dage var jeg i mine tanker meget optaget af den første usikre tid, indtil jeg efter operationen fik de gode nyheder om min situation.

Især tanken om jeg mon ville være her til næste jul, som jo nu er lige rundt om hjørnet, og de følelser det dengang fyldte mig med, havde jeg brug for at genkalde mig og huske den gru det fyldte mig med, eller rettere måske mærke den gru jeg ikke havde overskud til at mærke dengang.

Men da jeg havde været der, så var det slet ikke den nære fortid der fyldte i mig mere, det var rigtig meget nuet, at nyde de rammer og den smukke by jeg besøgte. Og det var optagethed af at jeg skulle hjem og genoptage mit arbejde, som endda fyldte så meget at jeg trods nydelsen indimellem havde hjemve.

Nu har jeg så de sidste to uger været på arbejde igen, i første omgang 12 timer om ugen, det er en fantastisk fornemmelse på den måde at tage livet i sine hænder igen. Ikke at jeg føler jeg har sluppet det på noget tidspunkt, men det at blive optaget af alle mulige spørgsmål som handler om alt muligt andet end mig og mit helbred er en stor gave at få. Den lange tavshed her på bloggen vidner jo også om, at jeg har haft behov for at rette min opmærksomhed alle mulige andre steder hen.

Tilbage står at det jo nu er min virkelighed, at jeg  har mistet min uskyld i forhold til kræft. Selv efter min genetiske udredning, hvor jeg fik at vide jeg havde en livstidsrisiko på op til 80% for at udvikle brystkræft, kunne jeg gå i en forestilling om at det jo ikke ville ramme mig. Det kan jeg ikke længere bilde mig ind, og den sårbarhed vil jeg have med mig resten af min tid.

Jeg tænker, at jeg nu står i en tid hvor jeg stadig heler, både fysisk og psykisk. Fysisk jo mere efter følgerne af min behandling end af den kræftknude, jeg aldrig har følt mig syg af, psykisk af den sårbarhed det giver at have mærket sin krops svagheder og sin dødelighed, så konkret og voldsomt som jeg har prøvet det denne sommer.

Alligevel. I går var der en, der spurgte mig, om ikke jeg ville ønske, jeg aldrig var blevet syg, og det kunne jeg faktisk ikke bare svare ja til, for der har også været så mange gode ting midt i det hele og ting der har formet mig til den jeg er i dag, så jeg egentlig ikke kan forestille mig hvordan alting ville se ud, hvis jeg kunne skære tiden siden marts ud af min kalender. Det er ganske tankevækkende, synes jeg.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar