lørdag den 12. oktober 2013

Hvorfor bliver man ked af det, når det hele begynder at se lysere ud?

Jeg kan huske engang, jeg var barn og jeg tabte en æske med glaskugler oppe på loftet. Det larmede! Min mor kom farende, og da hun havde sikret sig jeg ikke var kommet noget til, skældte hun ud. Hun sagde siden undskyld og fortalte, at hun var blevet noget så forskrækket.

Man kan sige lettelsen skabte plads til den følelse, som havde fyldt det hele fra starten af, nemlig forskrækkelsen og dermed kom vreden brusende.

Sådan kan vi ofte opleve, at det vi rent faktisk føler ikke føles særlig logisk, hvis vi kun ser på overfladen af situationen. Vi glemmer det der gik forud og synes vi skal være glade fordi det jo endte godt.

Da jeg arbejdede som rådgiver på Kræftens Bekæmpelse, havde jeg flere samtaler med folk, der kom efter et veloverstået forløb og ikke kunne forstå hvorfor de var kede af det, når de nu burde være glade og taknemmelige.

De slog ofte sig selv oven i hovedet, og følte sig utaknemmelige og forkerte, fordi de ikke bare kunne fokusere på, at nu var det hele godt.

Vi kom som regel frem til i fællesskab at alt det der nu stak hovedet frem, var det der ikke var plads til, mens det hele foregik og der skulle findes kræfter til at klare sig igennem forløbet. Det gav lindring, at kunne forstå hvorfor de følelser var der og så kunne de få lov til at klinge af, når de havde fået lov til at være der.

Jeg tror, de fleste kender det der med ikke rigtigt at kunne forstå sine egne følelser.

Efter en eksamen, som man har slidt for og fået et godt resultat. Efter den første glædesrus, kan det hele føles fladt, tomt og underligt. Og man tænker, hvorfor nu det? Jeg burde jo være glad.

Eller juleaften, hvor det hele er lagt an på glæde og dejligt samvær, og man pludselig oplever sig selv blive ramt af sorgen over dem man mangler netop denne aften. Her er det også nemt at nægte at anerkende sine egne følelser og prøve at tvinge sorgen eller melankolien væk.

Men de fleste af os har nok også erfaret at netop det ikke virker særlig godt, de nagende kede følelser har det med at bide sig endnu mere fast, hvis vi prøver at tvinge dem til at gå væk.

Jeg har lige haft et par triste dage, onsdag lå jeg og græd på lejet under røntgenstrålerne - heldigvis så personalet det enten ikke eller også udstrålede jeg så voldsomt, at det her har jeg ikke lyst til at dele med jer - så de lod mig være.

Torsdag måtte jeg opgive alle de af mine planer, der ikke var skal-ting, for jeg var bare ked og trist og havde ondt i kroppen.

Det lykkedes mig at give det lov til at være der, endda uden at gøre det, som jeg normalt er verdensmester i, at prøve på at forstå eller finde forklaringen på, hvad i alverden der foregik. Tanken strejfede mig, hvorfor nu det? Jeg er jo i bedring, har udsigt til at genoptage mit arbejde, har rejser at glæde mig til og alt er på vej i orden. Men det lykkedes mig at sige til mig til selv, sådan er det jo bare, lad det være.

Og ved at give slip på hangen til forklaring, forstod jeg pludselig af mig selv, at det her er logisk nok, for det er en hård tid, jeg har været og er igennem.

I dag på vej hjem fra træning, blev jeg overfaldet af tanken om den frygt jeg gik med, mens jeg ventede på mine prøvesvar efter operationen. Og pludselig stod det for mig i al sin gru, hvilke konsekvenser jeg i de dage gik og øvede mig i måske at skulle se i øjnene.

Det gik op for mig, at det er så voldsomt, at jeg ikke havde overskuddet til at mærke det helt til bunden dengang, for jeg havde brug for mine kræfter, alle mine kræfter til at komme godt gennem dagene.

Jeg tænker også, det måske er forklaringen på at jeg kommer dårligere til rette med mine stråler, end jeg gjorde med kemoen. Da jeg fik kemo, var jeg simpelthen pisket til at finde mig en overenskomst med den, for at få kræfter til at komme mig og finde værdi i hver enkelt dag. Så stort er presset ikke nu.

Jeg tror, at vi er så klogt indrettet, at nogle gange er vi nødt til at udskyde nogle følelser eller reaktioner, fordi vi har brug for vores kræfter til noget andet. Derfor oplever vi at reaktionerne kommer, når presset er lettet.

Det er faktisk ganske genialt indrettet.