tirsdag den 10. september 2013

Sidste kemobehandling

I går modtog jeg så endelig min sidste kemobehandling, det var en skøn følelse. Selvfølgelig mangler jeg stadig det hårde arbejde - nemlig at gå gennem reaktionerne på denne behandling - men det er bare godt at vide, det er sidste gang. Jeg oplevede det som en meget fysisk lettelse i timerne efter.

Det begyndte med en lægetid, hvor jeg skulle informeres om det videre forløb. Det havde jeg glædet mig til, men det blev lidt forvirrende for mig, da jeg fik svært ved at se formålet med samtalen undervejs.

Hun spurgte godt nok indledningsvis, hvordan jeg havde det, men det virkede ikke som om mit svar var særlig relevant - mere som når man spørger en tilfældig på gaden, hvordan har du det - og forventer svaret "fint" - end som det jeg lige troede det var, en lægelig afdækning af situationen. Så den del af samtalen blev ikke særlig lang.

Jeg havde et par spørgsmål til hende, som det åbenbart var svært for hende at forholde sig til, så svarene på hvor længe jeg skulle bruge min penicillincreme nu og hvad noget udslet jeg har fået er, blev så jeg kun kunne tolke dem som: Ja, hvad synes du selv? Ikke uvenligt, der var bare ikke klare svar at hente.

Jeg har tænkt på bagefter, at måske var det sådan at denne samtale kun skulle handle om formalia, at jeg skulle have tiderne til stråler og ct-scanning forud for dem, så det var derfor vi talte forbi hinanden. Det bestyrker mig i hvor vigtig en klar kontekst er, for jeg var da lige på nippet til at føle mig lidt svigtet og palle-alene-i-verden der. Godt jeg har min egen læge, som jeg på hendes opfordring vil fange om disse spørgsmål i morgen.

Selve indgivelsen af den sidste portion kemo forløb uden problemer, de kunne nøjes med at stikke mig 2 gange i armen denne gang, og jeg mærkede ikke noget til nogen gener mens det løb ind i mine blodbaner.

Sygeplejersken var venlig og omsorgsfuld, men hun fik mig til at tænke på en kollegial sparring vi har haft på mit arbejde om sundhedsfremme og en af de væsentlige grundtanker i forbindelse med det. Nemlig hvor vigtig det er som fagperson, at give sig tid til at fornemme hvem man har for sig og hvor vedkommende er, før man øser ud af den faglighed, som man forud finder relevant for personen. Det skaber nemlig en mislyd i kommunikationen, som gør det svært for patienten at høre og også at føle sig hørt.

I hvert fald kom jeg til at føle mig mødt af en løftet pegefinger og et velment godt råd, når jeg startede på et spørgsmål, før jeg var nået til det, jeg gerne ville tale om. Og på mig har det den virkning, at så trækker jeg mig, så de spørgsmål jeg havde planlagt at drøfte nåede aldrig på programmet.

Skal jeg se på den positive bagside af det, er det at jeg nu har en erfaring som vil ligge tæt på mit baghoved, når jeg vender tilbage til rollen som fagperson og holde mig fast i det jeg tror på: Vigtigheden af at være ved siden af den man hjælper med sin faglighed og ikke tre skridt foran.

Og mit samlede indtryk af mødet med det onkologiske dagafsnit i Aalborg er stadig at det er et sted der er præget af stor faglighed, ildhu og evne til at skabe gode rammer for os der er nødt til at komme der. Og hvor er det vigtigt, når man er i så presset en situation som det er at forholde sig til kræft, der har angrebet ens egen krop.

Så efter at have efterladt en hilsen til den søde tand på afdelingen sammen med et takkekort, tog vi - min trofaste veninde og jeg - glade og lettede derfra, handlede i Bilka og crashede sofaen herhjemme. Vi købte kage i Bilka og jokede med, at det var sygeplejerskens skyld, fordi den løftede pegefinger skabte den barnlige trods i os, at så måtte vi gøre det stik modsatte.

Og fik en god snak om disse mekanismer, for selvfølgelig er det ikke sådan, og jeg er glad for, at det er lykkedes for mig, at være den myndige patient, jeg har ønsket at være fra starten, som godt ved at de ting jeg gør, er for min egen skyld.

Jeg tror, jeg i den eftertanke fik øje på, hvor let det bliver at skabe noget andet, hvis man placerer hele myndigheden og ansvaret hos fagpersonen - så ender det nemt i en kamp hvor det så er fagpersonen man 'snyder' hvis man ikke tager sine piller eller gør andet mod doctors order.

Jeg blev opmærksom på hvor heldig jeg er, at jeg gennemgående ikke har mødt mennesker som har kaldt på denne barnlig trods i min rejse med sundhedssystemet, for så havde det måske ikke været så let for mig, at holde fast i min myndighed.

Som sagt til indledning fik jeg en følelse af nærmest fysisk lettelse efter denne sidste behandling. Og en skøn fornemmelse af at mine tanker er blevet åbnet, især har jeg været meget optaget af processen med at vende tilbage til mit arbejde, hvornår det mon kan ske og hvad det er vigtigt for mig at få afklaret i forhold til det. Og det er bare så godt at føle, at det er rettidig omhu at vende blikket den vej nu.

Og i det hele taget har det myldret i mine tanker af lyst til planlægning, skønt jeg godt ved det er med forbehold for hvordan jeg har det de kommende uger. Men der er stor forløsning i det.

Så det er en milepæl oplever jeg, og min grundfølelse i dag er glæde, lettelse og tro på fremtiden, det er da slet ikke værst.

Og som prikken over i'et kom mine nye briller i dag, og jeg bad min veninde lege fotograf.

Jeg bilder mig ind at det kan ses på min udstråling og mit smil at dette i sandhed er en god dag.