søndag den 1. september 2013

Om at forsone sig med trætheden

Der er lang vej op her fra den femte og næstsidste kemoterapi. Jeg er træt nu, så træt at ambitionsniveaet er så lille, at jeg slet ikke har været i stand til at forestille mig det kunne være sådan. Og min krop gør ondt, mine ben og mine arme jamrer sig ved den mindste belastning. Jeg taber ting og laver små dumme fejl, hvis ikke jeg koncentrerer mig dybt om det jeg laver.

Jeg kan nogenlunde planlægge og gennemføre én ting pr. dag og jeg sover snildt 12 timer om natten og snupper en middagslur oveni.

I dag for eksempel er det lykkedes mig at komme ind og cykle i Kom i Form - det er fjerde gange jeg har været der siden min sidste kemo for 2½ uge siden - jeg kunne med nød og næppe klare 20 minutter, hvor jeg ellers har været oppe på en lille time hver gang og det 6 ud af 7 dage.

Hjemme igen måtte jeg gå omkuld i sofaen, og det er så stort set her jeg har tilbragt resten af dagen. Andre dage har jeg været på vej af sted, men har måttet opgive med bilnøglen i hånden, fordi jeg både blev svimmel og utilpas bare af forberedelserne til at tage af sted.

Der er en rigtig svær balance i det her, for jeg er jo stadig overbevist om, at jeg kommer bedre gennem dette, hvis jeg formår at være aktiv. Kunsten lige nu er at fornemme hvad der er muligt for mig i forhold til at være aktiv og hvornår det bedste jeg kan gøre er at lytte til min krops signaler, for den vil ikke ret meget nu og har åbenlyst brug for hvile og ro.

Gennem hele forløbet har det været vigtigt for mig, at kunne være i nuet og finde glæden og de gode ting nu og her, fremfor at leve i drømmen om det der kommer engang. Men jeg må indrømme at en stor del af det, der nu giver mig glæde i nuet er udsigten til at det her om ikke så lang tid er ovre, og tanken om, at kunne begynde at genopbygge kræfter og arbejdsevne uden udsigten til at det skal slås ned igen.

Det føles også ok at hente kræfter fra fremtiden på den måde, også at en drøm om en rejse når jeg skal afvikle en del af al den ferie jeg skubber foran mig lige nu bliver en del af fyldet i min nutid, jeg læser og planlægger og gør mig forestillinger. Og det bliver en del af at gøre det nu jeg har tåleligt og fyldt med godt indhold.

Så jeg lever med at træthed, det er det der fylder nu, og glædes over de små ting der så lykkes, og Tudemarie har også fået lov at være her uden jeg har været særlig meget oppe at toppes med hende.

Jeg tror det hedder forsoning med sine vilkår og lige for tiden er der sjælefred i at jeg har forsonet mig med at min træthed fylder det, den gør.