søndag den 8. september 2013

Om at skabe mening

Det er snart længe siden, jeg har troet på, det giver mening, at prøve at få det meningsløse til at give mening. Når man prøver på det, er det som at komme ind i en labyrint eller snarere en spiral, hvor alt det svære og tunge og meningsløse forstærkes, jo mere man render rundt for at få det til at gå op, få det til at ligne retfærdighed eller forstå det som en del af en større meningsfuld plan.

Det betyder ikke, at der ingen mening er i livet, blot at vi nogen skal se efter den et andet sted end der hvor vi kæmper en jakobskamp for at vriste meningen til os.

Det indtil nu stærkeste eksempel på det fra mit liv er da jeg mistede min elskede mand Per. Det at han tog livet af sig og en række af de begivenheder der førte ham dertil, giver absolut ingen mening i mit hoved, og jo mere jeg har kæmpet for at få det til at give mening, jo mere meningsløst og kaotisk blev det inden i mig.

Men det da lykkedes mig at skifte perspektiv og se, at trods den måde alting endte på, så ville jeg under ingen omstændigheder have undværet det liv jeg fik med ham, så begyndte noget at give mening. Ikke at jeg skulle miste ham, men alt det jeg havde fået lov at få med ham.

Sådan er det også i min nuværende situation. I sidste blogindlæg fortalte jeg om den træthed der gennemsyrer mit liv lige nu. Prøver jeg at få det til at give mening, at jeg skal have det sådan i disse dage, så får jeg ikke et svar jeg kan bruge til noget.

Det samme når nogen siger til mig at det er uretfærdigt, at jeg har fået kræft. Skulle jeg få det til at give mening i en kontekst af retfærdighed eller uretfærdighed, så er der slet ingen mening at hente overhovedet. Kan nogen nævne et eneste tilfælde hvor det er retfærdigt at et menneske skal trækkes med sygdom?

Nej vel? Dette skriver jeg vel vidende at der er en stærk tendens i vores kultur disse år til at lægge oceaner af skyld på det enkeltes menneskes skuldre, når det drejer sig om at kontrollere sit liv og leve på den rationelt bedste måde uden kalorier, røg eller usikker sex. Gør vi ikke det, er vi selv ude om det.

Men når vi skræller det af og kommer til det helt eksistentielle spørgsmål, så kan de spørgsmål en livstruende sygdom rejser ikke besvares med retfærdighed eller ej. Og at prøve at tænke det ind i det rejser kun kaos, forvirring, skyldfølelse eller vrede.

For mig har det handlet om, at slippe det spørgsmål, og så se ved siden af for at se hvor meningen er. Og den tilbyder sig rigtig mange steder.

I starten, da jeg gik og frygtede prøvesvarene efter min operation, manifesterede det sig som en helt ufattelig intens livsglæde, i øjeblikke som en solstråle i nakken, smagen af god belgisk øl hos kære venner, alle mulige tilsyneladende små ting som skaber glæde i livet. Ting der fik mig til at indse, at det er selve mit liv der giver mening, og ikke den sygdom der udfordrer mine vilkår.

På samme måde nu i disse trætte dage. Jo, jeg kan ikke huske jeg nogensinde har været så langt nede i tempo. Som min yngste sagde i går: 'Hun sover mere end mig, det er virkelig skræmmende.' Og jo, det er lige i disse dage en udfordring bare at gå i bad, få hentet posten ind eller samle æbler op fra mit skovfogedtræ.

Det er da heller ikke det, der er svært, som giver mening for mig. Det er der bare og det er sådan det er.

Det der giver mening er en kilde af tilsyneladende små opmuntrende ting, som giver hver dag lidt lys og håb og på den måde mening. I denne uge har det for eksempel været et besøg i de to huse jeg er tilknyttet på mit arbejde, bare lige at være der og mærke jeg har en plads der venter på mig, og ikke mindst det at snakke med mine skønne kolleger igen. Det har været besøg af en klog kvinde, som jeg kunne drøfte både min nuværende situation og vores fælles passion for kunstterapien med. Helt ned til glæden over duften af mine æbler, at jeg i ny og næ faktisk kan nyde at drikke en kop kaffe eller optagetheden af en god bog.

Og så ikke mindst at det lykkedes mig at komme med til min lillesøster og svogers helt fantastiske sølvbryllupsfest i går. Det blev næsten et symbol på alt det der giver mening, relationerne, glæden over god musik, glæden ved at synge, nydelsen ved udsøgt mad, fællesskab, samtale, stoltheden over mine tre smukke sønner - jeg kunne blive ved.

Selvom jeg var så grådlabil at det var til at blive idiot over, jeg græd over at synge Septembers himmel er så blå, over stort set alle indslag, over min søsters omsorg, da hun ville fortælle der var et sted jeg kunne hvile ved behov, over hendes glæde over at jeg var med, over at sige farvel og sikkert over en masse mere jeg nu har glemt. Men selv om den gråd selvfølgelig udspringer af min smerte, så hænger den i lige så høj grad sammen med glæde og taknemmelighed over det, jeg får med.

Så nej, det giver ikke mening at jeg skulle blive syg, men det tager ikke meningen fra mit liv, måske skærper det faktisk den mening, så der er ting jeg havde at glemt at værdsætte, der pludselig har en fantastisk tydelighed.