søndag den 12. maj 2013

At gå og vente på at skulle være syg

Jeg blev opereret den 27. marts, det er godt 6½ uge siden nu. På mange måder har jeg det godt. Fysisk heler jeg fint og min bevægelighed i armen er langt over forventeligt, fik jeg at vide af en fysioterapeut på sygehuset i sidste uge. Der har været et væld af gode stunder, både med mennesker jeg holder af og gode ting jeg har gjort for mig selv. Jeg har kunnet gå på arbejde, og har nydt at kunne det.

Men jeg går jo og venter på at starte i efterbehandling.

Efter operationen og da de havde mine prøvesvar ca 1½ uge efter fik jeg at vide, at jeg skal i kemo - 6 gange med 3 ugers mellemrum - og bagefter have 25 strålebehandlinger. Strålebehandlingerne er ikke noget siger de, men kemoen ...,

Ingen kan jo sige hvordan det er, nogen reagerer voldsomt på den andre ikke så voldsomt. Når man skal forliges med sådan en ventetid i sit hoved, bliver det til et fuldstændigt surrealistisk scenarium, for det er jo bare ikke til at vide.

Jeg kan huske noget med at vi i biologitimerne kom tapetklister i nogle prøver vi skulle se i mikroskopet, for at de mikroorganismer vi skulle betragte skulle sætte farten så betragteligt ned, at vi rigtigt kunne se dem. Det er én af mine forestillinger, at man bliver så træt, at det føles som at bevæge sig gennem tapetklister. Det giver så det hele et tilpas skær af komik, så jeg kan grine lidt af tanken og mig selv.

Det er måske en af grundene til jeg har været og er så optaget af mit hår, fordi det er fuldstændig konkret. Og det er en af de ting, jeg har lagt mærke til i dette forløb, at jeg hager mig fast i alt det konkrete.

De havde sagt i Hjørring, at når jeg blev henvist videre, ville jeg komme til samtale efter ca. 2 uger og blive sat i gang med behandlingerne, ca. 2 uger efter det. Jeg opfattede det så bogstaveligt, at da jeg en uge efter henvisningen var ved at gå i spåner over ikke at have hørt fra Aalborg, hvor jeg var henvist til.

Det siger temmelig meget om hvor firkantet ens tankegang bliver i en krisetid, eller i hvert fald hvor firkantet min tankegang er for tiden omkring de ting.

Da jeg så heldigvis handlede på min frustration og ringede til Aalborg, blev endnu en af min faste forestillinger punkteret af en meget venlig, hjælpsom og imødekommende sygeplejerske. Jeg spurgte ind til hvornår jeg så kunne regne med at skulle starte i kemo, og hun forklarede mig, at det tilrettelægges ved den samtale, jeg skal have, da der er mange individuelle forhold at tage højde for.

Og så udfordrede hun min akutte autisme ved at sige: 'Lad os nu om du overhovedet skal i kemo.' I mit hoved havde jeg en fast plan - 6 gange med 3 ugers mellemrum - jeg kunne slet ikke forholde mig til den sætning, og var på på nippet til at fortælle hende hvor bombastisk en udmelding, jeg har fået om det.

Men så gik det - meget langsomt (som i tapetklister) -op for mig, at jeg jo er henvist til Aalborg, fordi det er dér de ved noget om efterbehandling, og at meldingen fra Hjørring, var en slags ramme jeg kunne forholde mig til.

Så måske er det bare mig der er bombastisk, fordi det er den eneste måde at have noget sikkert på i disse usikre tider.

Så nu afventer jeg min samtale på torsdag, og er i mit stille sind forberedt på en hård sommer og efterår, og så må jeg jo øve mig i at økonomisere med de kræfter jeg nu engang har og hæge om de gode stunder, jeg ved det vil være muligt at skabe undervejs.