Jeg har altid tænkt, at noget af det værste i hele verden måtte være at blive alvorligt syg og så bo alene, og har syntes det var synd for mennesker, jeg mødte i den situation. Tror jeg har tænkt det som patetisk ensomhed.
Nu er det så blevet min situation, og jeg synes faktisk ikke det er synd for mig, at jeg bor alene. I starten til min egen store overraskelse. Hvordan kan det så være, at det ikke er sådan som jeg forestillede mig det, da det ikke var en erfaring, jeg havde gjort endnu?
En del af det handler om, at jeg rent faktisk har et behov for at være mig selv en del af tiden. Og det behov er ikke mindre i perioder af mit liv, hvor jeg er udfordret af den ene eller anden grund. Det er rart at dele med andre, men det er også rart at kunne gå og mærke sig selv uden at skulle være opmærksom på hvad det gør ved andre, hvis jeg nu er ked af det, vemodig eller slet og ret fuldstændig væk i min egen tankeverden.
Måske bliver det at være alene og det at være ensom nogen gange blandet sammen i vores hoveder, og en del af det vigtige her er lige præcis, at man ikke behøver at være ensom selvom man er alene.
Grundlæggende er vi jo alene om de helt store ting i tilværelsen, det at vi fødes og vi dør.
Grundlæggende er den erkendelse i forbindelse med min sygdom og det jeg har set i øjnene i forbindelse med den, blandt andet min dødsangst, noget som jeg har været nødt til at være alene i. Ikke som et valg, men fordi min kræftdiagnose jo lige præcis er min, og den skiller mig ud fra mine omgivelser og relationer.
Men den alenehed eller adskillelse er et vilkår alle har uanset om de lever i en familie eller for sig selv.
Jeg vil ikke forherlige det at være alene, jeg kan til tider sagtens savne, at jeg havde en livsven eller kæreste. Jeg har i forbindelse med min sygdom savnet min afdøde mand, som ville have elsket at tage sig af mig. Men det havde ikke taget fra mig at min sygdom er mit og kun mit grundvilkår.
Ensom kan man være både for sig selv og sammen med andre mennesker. Der er næppe noget menneske, som kan sige sig fri fra at have oplevet at blive overvældet af ensomhed - heller ikke jeg - men lige netop mit sygdomsforløb har ikke været præget af den overvældelse.
Faktisk kan jeg tænke, at mit sociale liv er blevet beriget, venskaber forstærket og der har været utrolig mange gode og betydningsfulde stunder delt med andre.
Men det har krævet af mig, at jeg har måttet forstå, at jeg også selv må række ud, sige ja tak til hjælp og give folk lov til at være der for mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar