Tilpasningsevne

Sidder på min dejlige terrasse med udsigt til lavendler, sommerfugle, mit bugnende skovfogedæbletræ og en moden bølgende kornmark. Jeg er træt, skønt alt jeg har bestilt indtil nu i dag er at tage den med ro, mine fingerspidser er i en mærkelig tilstand mellem følelsesløshed og ømhed og det føles lidt som nogen har svøbt min stakkels hjerne ind i vat. Alligevel sidder jeg her og er tæt på en følelse af lykke.

Roen, skønheden, fuglesangen får mig til at tænke at livet er en dejlig gave med mange skønne momenter.

Det siger rigtig meget om vores tilpasningsevne. Dette er slutningen på en uge, hvor jeg har måttet erkende, at nu er det slut med min arbejdsevne for en periode. Jeg er nu helt sygemeldt. Mine dage går for en stor del med at hvile sig, og det er indimellem lidt af en indsats at nå frem til den daglige motion, som jeg har bestemt skal overkommes i denne periode. Respekterer jeg ikke trangen til hvil når den opstår, slår min hjerne kryds og jeg render rundt lige så hovedløs som en fasan indtil jeg får grebet mig selv i det, og får mig lagt.

Men det sjove, underlige, gode er, at jeg på en måde allerede har vænnet mig til, at nu er dette mit udgangspunkt, så det jeg kan udover motionen og hvilene har en smag af succes og glæde. Som at sidde her nu og nyde fuglene og kunne samle hjernen om at skrive lidt, eller at male, eller bare at få startet opvaskemaskinen eller flyttet tre stykker rod fra spisebordet.

Jeg klarede heller ikke den sygesamtale, hvor jeg meldte mig helt syg, uden at tude, men der var også rigtig meget lettelse i at give slip, og vejen dertil var ikke nær så lang, som da jeg første gang måtte anerkende at jeg ikke kunne magte fuld tid. Og allerede nu først på min trediedag som fuldtidssygemeldt mærker jeg, hvor godt det er for mig, nu at koncentrere mig om min helse og det der er godt for min krop og sjæl i denne situation.

Jeg kan huske fra mine helt unge dage, hvor jeg fik hold i ryggen, så jeg et par dage ikke kunne tage strømper på selv, hvilken lykkefølelse der var i lige så stille at genvinde kroppens funktioner, og den eftertanke der lå i alt det vi tager for givet, når verden bare går derudaf og intet stiller sig hindrende i vejen.

Sådan er det lidt at være mig nu, der er glæde i alt det, jeg trods alt kan. Midt i alting kan jeg føle det som et privilegium, at jeg er et sted i livet, hvor min første prioritering naturligt kan være at tage mig af mig selv nu hvor det er ganske påtrængende at kunne det.