Historien om et billede

Jeg har haft stor glæde af at bruge det kreative gennem også dette forløb. Jeg malede mig gennem den dag, jeg fik taget min biopsi og havde fået at vide jeg nok havde kræft.

Et kraftfuldt billede, som jeg stadig har stående i stuen (det er omtalt i blogindlægget omkring langfredag)

Senere kom kemo-englene, som også har fået deres eget indlæg i denne blog.


Fornylig er det så det billede, som jeg vil fortælle lidt om her.
Jeg har filosoferet over det, fordi jeg har opdaget at det rummer helt andre symboler og tanker for mig, end den virkning det har på mine medmennesker.

En veninde fortalte mig, at hun var blevet så vred på mig, da hun så det, og den vrede handlede om frygten for at miste mig. Mange ser død og begravelse og dysterhed, når de kigger på det billede.


Historien er for mig en anden.

Billedet begyndte med et besøg hos en klog kvinde, som gav mig en behandling med sine hænder. Undervejs havde jeg en fornemmelse af store flagermus, der var inde i mig og som prøvede at komme ud fra min krop, men der var blokeret op gennem halsen.

Det gav mig lyst til at male, og da billedet blev vakt til live, var flagermusene ude, hvis det er flagermus? Især de to små, kan også være lidt englelige

Det jeg ser, når jeg ser på billedet er jordforbindelse, ro og befrielse.

Mit indre får en fornemmelse af en puppe, som har forstået at lige nu er det tid til at forholde sig stille og vente på forvandlingen. Men det er jo bare som jeg ser det.

For det er jo det forunderlige ved billedernes verden, de taler til os hver især ud fra de indre forudsætninger vi hver især har.

Så der er heller ikke nogen tolkning, der er mere rigtig end en anden.