Jeg vidste den var gal, da Burhang G's nye sang til sin mor fik mig til at tude i bilen. En grådlabil dag, vældig grådlabil. Heldigvis kunne de par stykker det gik ud over håndtere det, og det lykkedes faktisk også mig, at give mig selv lov til, at det var sådan en dag. Og hvor bliver det bare meget mindre forkrampet, når det er muligt at give slip på det og bare lade det være der.
Min kloge akupunktør sagde det til mig, som jeg så tit har sagt til andre, at det jo ikke nytter ikke at give plads til de følelser der nu engang er der, de skal have lov at komme ud ellers sidder de bare og bliver til knuder.
De nyeste kemokure er lidt hårde ved mig, og det tager lang tid at se bare lidt op over kanten igen. Og lige i dag, hvor jeg startede med at være svimmel og måtte lægge mig ½ time efter jeg var stået op, kom jeg til at synes, at det her er synd for mig og at det er en lang, sej vandring.
Og skønt jeg forstår mig selv som et meget positivt menneske, var der noget rart ved lige at overgive sig til de mere triste og vemodige tanker, og mærke at det her, det er altså svært.
Så jeg har brugt en del af dagen på at gå og lækkertude lidt, over rørende melodier eller plottet i den tåbelige politiserie, det er en del af mit livsindhold for tiden at følge med i. Og slet og ret ingenting.
Følelsen nu er en lettethed eller måske rettere lethed, så mon ikke jeg kan overleve Burhangs sang i morgen uden at tude over den?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar