At springe ud som skaldet

I går blæste det rigtig meget, min tørklædekasket havde ikke lyst til at blive på hovedet, så jeg endte med at tage konsekvensen af det og proppe den i tasken i stedet. Så i dag tog jeg på arbejde uden hovedbeklædning. Og tænk sig, jeg skræmte ikke livet af nogen.

Og da vi talte lidt om det, hørte jeg mig selv sige: '... så fra nu af bruger jeg kun tørklæde som beskyttelse mod solen eller når jeg fryser.' Og jeg kunne bare mærke det føltes helt rigtigt.

Det har været på vej en tid. I begyndelsen jeg var skaldet, havde jeg et tørklæde liggende parat til hvis nogen skulle ringe på døren, så glemte jeg det et par gange, og begyndte at finde det både ok og naturligt at åbne døren, som jeg rent faktisk går rundt herhjemme.

Så begyndte jeg at tage tørklædet af, når jeg var på vej hjem et sted fra i min bil, og jeg fandt lige så stille ud af, at det har jeg det helt fint med. I sidste uge mødte jeg så op til motion uden, og den første kommentar jeg fik, var fra en venlig dame, der sagde: Nå har du så fundet ud af at det er meget rarere for dig ikke at rende rundt med det tørklæde?

Jamen det har jeg jo. Og det føles godt. For det er jo sådan jeg er lige nu, og jeg synes det er pænt.

Der er jo en masse kulturelle forestillinger om kvinders hår. Det er måske den største hurdle man er oppe imod, det er jo ikke ligefrem mode, at kvinder rager sig skaldede.

Der er også en masse forestillinger om kvinders hår og sanselighed, der fylder.

Men jeg er lige så stille blevet klar over, at den største hindring for at komme frem til at færdes, som jeg nu engang er for tiden, den lå eller ligger i mig selv. Jeg har haft mange tanker om at jeg ikke bør støde eller skræmme andre, men at dømme ud fra de gode reaktioner, jeg har mødt, er det vist mine egne forestillinger jeg har smidt ud til mine omgivelser.

Og det sker jo hele tiden, at det er vores egne forestillinger om omverdenen der styrer vores valg mere end det rent faktisk er omverdenen, som den ser ud med den andens øjne. Det ved jeg godt med min forstand, men det er ikke det samme som hele tiden at huske det. Det er noget man skal mindes om forfra og forfra igen.

At der så er en slags nøgenhed eller sårbarhed i at møde op første gang i forskellige sammenhænge med sit skaldede utildækkede hoved er en anden sag. Men det får mig også til at føle mig stærkere, for det er jo sådan jeg er lige her og nu.

Noget om kropsbevidsthed og sygdom

Som jeg har skrevet om tidligere i denne blog, var jeg engang én der troede at jeg kunne leve gennem mit hoved alene, og betragtede min krop som et nødvendigt onde eller et redskab for hovedets og forstandens ordrer.

Det er en historie helt uden for denne blogs regi, hvordan jeg kom til at se og opleve dette anderledes, men bottomline er, at jeg gennem snart en del år har lært, hvordan det gør mig til et mere helt menneske at regne med hele mig og lytte til både krop, forstand og sjæl. Jo egentlig uendelig logisk.

På min uddannelse til kunstterapeut skrev jeg min afsluttende opgave om dette med samarbejdet mellem hoved og krop, samtidig med jeg øvede mig på at gøre den viden jeg opnåede til en integreret del af mig selv. En ambition jeg har haft i hele mit arbejdsliv, det er ikke nok at jeg siger tingene, jeg skal være det jeg siger også. Nogle vil kalde det at være autentisk.

Så man kan sige, at jeg har brugt en del tid de seneste på at lære at lytte til min krop - og lige nu føler jeg, at den indsats jeg har lagt i det, kommer tilbage til mig med renter.

Jeg kan lige forestille hvilken krig min situation med kræftoperation og nu kemobehandling ville være for mig, hvis det stadig var min forstand der var alene på kommandobroen. De erkendelser jeg har været nødt til at nå frem til om begrænsninger i arbejdsevne for eksempel, ville ikke have været andet end nederlag, fordi lige nu skriver mit liv en anden historie, end historien om en kvinde der har kunnet beslutte og kontrollere sig igennem stort set alt.

Man kan sige, at det jeg har øvet mig på gennem de sidste år, nemlig at mærke hvad der er og så gå med det og få det ud af det, som situationen giver mig, det er jeg til hovedfagseksamen i lige nu. På en måde hjælper det mig med at få tingene til at give mening.

Et eksempel er noget af det jeg også har skrevet om før, at det at have en smule kvalme eller ubehag i kroppen, kan være noget man bare er træt af og bekæmper, men det kan også bruges som en vejviser for, at der skal mere ro på, fordi kroppen lige nu har brug for rekreation. Hele håndteringen af træthed er i samme familie, jo bedre jeg kan mærke hvad alle de små signaler fortæller mig, jo bedre kan jeg navigere og have gode dage midt i alt dette.

Og jeg har opdaget, jeg efterhånden kan høre rigtig meget. En tid lang har jeg levet som næsten vegetar, en god kostomlægning som jeg har profiteret af, men nu skriger min krop på kød og på æg, og det har været muligt for mig at give den det, som den lige nu har brug for, for at kunne bekæmpe sygdommen og behandlingens følgevirkninger.

Mit forhold til motion er nok det stærkeste udtryk for denne nye historie. Det er jo ofte sådan, at de historier vi begynder at fortælle om os selv, bliver foretrukne og kommer til at udelukke der er andre mulige historier. Således har ideen om mig selv som klodset, fysisk doven og den med nederlag på nederlag i rygsækken fra skolens idrætstimer, hos mig skabt en ide om at motion kun handler om pligt og fornuft. Og det er faktisk ikke særlig motiverende.

Men efter jeg i dette forløb har mærket en lyst til at gøre disse ting, knokle igennem og svede, er jeg blevet klar over, at der faktisk også er andre historier om mig og motion. En ung pige der gik til rytmegymnastik i mange år og elskede det, en der har gået kilometervis af ture - en der dyrkede yoga lejlighedsvis og var vældig, vældig smidig.

Så lige så stille begynder jeg at kunne se på mig selv, som en der er stærk og historien om den klodsede og fysisk dovne Hanne træder vældig i baggrunden, den er pludselig ikke så vigtig. Og det vigtige er, at jeg kan give mig selv det og gøre det, som jeg har brug for.

Alt dette betragter jeg som gaver fra en vågen bevidsthed om kroppen, sindet og nuet, som hjælper mig på plads i det jeg står i lige nu.

Langhåret ja - men for mig giver det mening.

Midtvejs med kemoterapien

I torsdags var det så 3. runde. Den første halvdel af kemoterapien, som har bestået af de samme to stoffer, de sidste 3 gange vil det være et andet og efter sigende skrappere stof jeg skal have.

Utroligt så hurtigt ting bliver en slags rutine. Bare 3. gang og man kommer med en ide om at kende rumlen. Og sikkert er det, at der er tryghed i det velkendte.

De første to gange har de lagt kanylen i min arm uden problemer, men i torsdags skulle det drille. Så jeg render rundt med vældigt synlige mærker på armen, hvor det der syner mindst er der hvor det endelig lykkedes at lægge droppet. Patienten ved siden af måtte dække synsfeltet til med et ugeblad, da hun ikke havde det vældigt godt med nåle.

Det var nu ikke så slemt, noget med at slappe af og lade det, der skal komme, komme. Det værste er måske, at man øjeblikkelig begynder at tænke fejlbehæftet om sig selv. Hvad er der nu i vejen med dig, siden du ikke er til at stikke i? Men det lykkedes. Og siden fortalte sygeplejersken at det er godt at huske at drikke godt inden, da det kan hjælpe på blodårernes tilgængelighed, så det vil jeg huske til næste gang.

Vi fik også talt om min nervøsitet for 4. gang, når det er et nyt stof. Ved anden kemoterapi så jeg en medpatient reagere ret  voldsomt på det, og skønt det ikke rørte mig da det skete, har det kørt vældig meget rundt i hovedet på mig. Det hjalp at få det sagt og høre lidt om, hvad det er der sker, hvordan de håndterer det og ikke mindst at ligge ved siden af en, som fik stoffet for første gang uden der skete noget.

Min veninde og jeg gik en tur i Zoo bagefter, det var dejligt, men jeg var træt, så det varede ikke længe før sofaen derhjemme var destinationen. Og trætheden fylder rigtig meget nu, klog af skade har jeg sygemeldt mig her hele ugen efter. Det betyder, at jeg nok er træt, men det har ikke angrebet mit humør på samme måde, som sidste gang, hvor jeg var lige ved at tabe modet en kort tid.

Allerede lørdag genoptog jeg min daglige motion, og det er simpelthen den ting jeg VIL nå hver dag. Det hjælper på en underlig vis lidt gennem trætheden, måske fordi den bliver suppleret med en fysisk træthed, som det er til at forholde sig til.

Heller ikke denne gang har jeg været rigtig dårlig, men jeg føler mig som Keminova på overarbejde. Jeg har en meget fysisk fornemmelse af kemiske processer i min krop, og det har været og er væsentlig mere udtalt end de første to gange. Det er vældigt svært at beskrive, det gør ikke ondt, men ih hvor jeg glæder mig til mere normale tilstande.

Sygesamtale

Jeg havde i dag sygesamtale på mit arbejde. Det er rigtig hårdt, og måske noget af det, der stadig er sværest for mig. Jeg føler mig rigtig godt taget hånd om og passet på af mine ledere, så det er ikke det. Det er nok mere det, at det virkelig er min arbejdsidentitet, jeg bliver ramt på her.

Forud havde jeg allerede været i gang med at erkende, at der nok skulle skrues en tak ned for arbejdet igen. Men der er himmelvid forskel på at gå og gøre sig de overvejelser for sig selv, og så udtale dem og omsætte dem i konkrete aftaler. Det bliver hård håndgribelig virkelighed lige pludselig.

Det er det sjove med, at fornuften godt kan se meningen med tingene, men resten af en kan stadig sørge over de forhold der fører dertil. Så hvor fattet og fortrøstningsfuld jeg end tog til den samtale, sad jeg pludselig bare der og græd. Det irriterer mig ad pommern til at være så grådlabil, men jeg er som jeg er - og egentlig er det jo heller ikke unaturligt at reagere på noget der er svært med tårer. Det er bare ikke noget vi er så gode til i Danmark.

Lige nu betyder min situation for eksempel at jeg i den næste periode ikke skal arbejde i det hus jeg egentlig hører til, men være det andet sted de timer, jeg arbejder. Det giver rigtig god mening, både i forhold til hvad jeg kan  og i forhold til hensynet til kollegerne, men av - det gør også ondt.

Jeg glæder mig til at nå dertil hvor der skal skrues op igen for min arbejdsindsats og jeg kan begynde at betragte mig selv som en kollega de andre kan regne med igen. Især for min egen skyld, for jeg ved godt at mine kolleger ikke et sekund bebrejder mig noget, utilfredsheden med ikke at kunne yde fuldt ud ligger udelukkende på mine egne skuldre.

Omsorg og trøst

Jeg bliver mere og mere overbevist om, at der aldrig er facitlister, når det kommer til mennesker. Eller det er måske ikke helt korrekt udtrykt, for den overbevisning har fulgt mig som en rød tråd, måske så længe jeg kan huske. Men den bliver mere og mere understøttet gennem de erfaringer, jeg gør mig.

Og når det så er sagt, så er der selvfølgelig ting som jeg holder for at være sandheder, men det er jo altid ud fra mit perspektiv. Og jeg anerkender fuldt ud der kan være andre.

En af mine kæpheste når jeg underviser i eller arbejder med sorg er at trøst er et meget misforstået begreb, egentlig et begreb jeg helst så slettet af det danske sprog. Og det er en kæphest der er blevet understøttet af mine erfaringer, både gennem mine personlige tab af elskede mennesker og nu i forbindelse med mit sygeforløb.

Jeg er sikker på, det er i en god mening, når vi vil trøste andre. Så når jeg bliver mødt af ca. samtlige historier i hele landet om brystkræftpatienter der er kommet sig og er godt videre, så anerkender jeg hensigten de er blevet fortalt mig i - et ønske om at bringe håb og trøst.

Men nogen gange har den slags gode intentioner en bivirkning, for ens bekymring, sorg, træthed, opgivenhed forsvinder jo ikke af, at det er gået nogen andre godt. Måske tværtimod, man kan godt blive fanget i en ide om at andre ikke kan holde ud at være der sammen med en i håbløsheden, hvis det altid er historier om happy-endings man bliver mødt af.

Og så er det man kan begynde at føle sig forkert med sine følelser og det er altid en blindgyde at bevæge sig nedad.

Jeg havde et par dage i sidste uge, hvor det ikke var så nemt at holde humøret højt. Da en veninde sms'sede og spurgte hvordan jeg havde det, svarede jeg, at jeg har lige en dag, hvor jeg synes det er synd for mig. Hendes svar var: Jamen det er jo også synd for dig. Har du brug for mig til noget?

Og det var så befriende. Befriende at blive set, og bare anerkendt for at lige nu har jeg det som jeg har det. Vejen væk fra 'synd for mig' blev faktisk meget kortere.

Det er jo ikke fordi det er sundt at dyrke selvmedlidenhed, ked-af-dethed og træthed, det er bare heller ikke sundt ikke at være der og ikke at mærke det, hvis det er en del af de følelser, der bor i dig. Så løftet ud af det svære, er ikke at andre partout vil have trukket dig andre steder hen, men det er at mærke og anerkende det. Og den største hjælp eller omsorg jeg i den forbindelse kan få er fra mennesker, der bare tør se det og være dér sammen med mig.

Sygdom og motion

I over et år har jeg gået og prøvet at tage mig sammen til at starte i motionscenter igen, men der har været alle mulige gode undskyldninger undervejs. Og indrømmet jeg er en doven sjæl - gennem tiderne har jeg da motioneret, men stort set altid for resultatets skyld - processen har jeg sjældent oplevet som nogen nydelse.

Men nu fik jeg kniven på struben, da jeg måtte se en kræftdiagnose i øjnene, og en tid jo ikke vidste hvor alvorligt det var.

Og i samtalerne forud for kemoterapien blev det nævnt mere end én gang, hvor vigtigt det er for, hvordan man kommer igennem, at være fysisk aktiv undervejs. Og måske netop fordi det blev sagt uden at jeg har mødt en eneste løftet pegefinger undervejs, kom beslutningen til at ligge snublende nær.

Kort tid efter den første kemoterapi, fik jeg ringet til det lokale motionscenter Kom-I-Form og før jeg så mig om, var jeg i gang der.

Jeg har spekuleret rigtig meget over, hvad det er, der er anderledes nu, for jeg har en helt anderledes oplevelse af motionen, end jeg rigtig har kendt til nogensinde før. Faktisk så nyder jeg det, sveden på panden og den høje puls, og det lige at tage et lille nøk mere, når jeg synes at nu er det da ved at være nok.

Det troede jeg aldrig skulle overgå mig, at tilrettelæggelsen af mine dage, så der er plads til Kom-I-Form er lige så meget drevet af lyst og behov, som af en følelse af pligt og fornuft.

Der er sikkert ikke kun et svar på det.

En meget vigtig del er nok, at det er en aktiv handling, som jeg kan tro på, betyder noget for, hvordan mit sygeforløb bliver. Det er en vej ud af afmagt, jeg kan handle, i stedet for at gå og vente på at det hele en gang er overstået. Det giver velvære og glæde.

Så er der den fysiske/psykiske gevinst. Der har været rigtig meget adrenalin og uro i min krop siden kræftdiagnosen, og motionen brænder noget af det af, skaber ro og en god træthed, som gør det muligt at få en rimelig nattesøvn, en ikke uvæsentlig gevinst.

En anden ting er ambitionsniveauet. På forhånd har det været godt nok, hvis bare jeg kunne komme afsted og røre mig lidt ½ time om dagen. Jeg har ikke skullet leve op til at tabe mig i en bestemt takt, forbedre fedtprocenter eller forbedre længden på mine motionscykelture. Jeg skal slet og ret bare være i gang, og kan klappe mig selv på skulderen, bare jeg lever op til det.

Og måske er det lige præces den frihed, der giver mig ambitioner alligevel, så der stille og roligt bliver lagt kilometer på cyklen og vægt på cirkeltræningen. Og jeg i dag pavestolt kunne bralre ud med på Facebook, at nu havde jeg tilbagelagt 15 km på motionscyklen.

Endelig er det virkelig rart at være i motionscenteret. Jeg har haft en fordom om at det var ene veltrænede skønheder, der kom sådan et sted, og at det ville være flovt for en halvgammel halvfed gimpe som mig at knokle rundt med sved på panden, men sådan er det langt fra. Her er alle slags og de allerfleste er venlige og imødekommende. Og introduktionen og hjælpen til et træningsprogram fra ejerens side er afpasset, så det bliver til lige det, der nu passer til mig.

Faktisk har jeg slet ikke følt mig klodset, akavet eller dum, som er den følelse der for mig har været knyttet sammen med de allerfleste idrætstimer i min fjerne fortid som skolesøgende. Selvfølgelig har det noget at gøre med, hvor jeg selv er med alt dette, men det skyldes også den gode og trygge atmosfære jeg oplever i Kom-I-Form.

Jeg kan jo ikke bare hvad som helst, så her som med alle andre ting er der en balancegang at gå. Jeg har erfaret, at når jeg lige har været i kemoterapi så kan jeg godt være i bevægelse, men min puls skal ikke presses voldsomt i vejret. Det føles godt at kende sin krop på den måde, og så også mærke, hvordan jeg allerede efter et par dage har kunnet knokle lidt mere på og efter en uge er tilbage på fuldt niveau og igen kan presse pulsen og sveden frem for alvor.

Hvordan det videre forløb bliver, kan jeg jo ikke vide. Men det opleves som betryggende, at jeg så stærkt kan mærke, hvad jeg kan og ikke kan. Så skal jeg bare formå at huske at lægge ambitionerne væk og lytte til det kroppen fortæller mig, hvis jeg i forløbet kommer til at kunne lidt mindre end jeg kan nu.

Hvem ved, det kunne risikere at ende med at jeg er i væsentlig bedre form, når jeg er ovre alt dette, end jeg var før? I så fald en velkommen 'bivirkning'.

Noget om belastning og kognitive funktioner

Distraktion kan jeg ikke hævde er en ny ting for mig. Jeg har længe haft for vane at se efter i køleskabet, når der er noget, jeg ikke kan finde, det være sig en havesaks eller mine nøgler. Mine søskende og sikkert også mine børn vil kunne fortælle historier om åndsfravær, som de vist til tider har fundet vanvittigt irriterende.

Noget af det jeg oplever i denne periode er i familie med distraktionen, bare noget mere indgribende. I tiden efter min operation kunne jeg for eksempel slet ikke læse, det var som om, at det kunne hjernen overhovedet ikke forholde sig til, der var bare noget der gik på kryds i hovedet og låste sig.

Aftenen før jeg skulle opereres, og hvor jeg egentlig troede jeg var rimelig fattet, skulle jeg slå masker op til et halstørklæde og måtte sande, at jeg var fuldstændig ude af stand til at tælle, det gik galt gang på gang.

Nu går det rimeligt, i hvert fald de dage, jeg holder mig rimelig nede i tempo, lytter til min krop og anerkender mine begrænsninger.

Det siger noget om, at selv når vi i en belastet situation tror, vi har styr på det, så er det noget der kræver en masse af vores system, så kapaciteten så at sige må omlægges. Er der overlevelse på færde, er evnen til at læse eller tælle masker jo knap så vigtige.

Egentlig er det jo et ganske genialt træk fra naturens side, at når der er trusler på færde, så omdirigerer vi kapaciteten til det der er vigtigst, så vi stadig fungerer på et eller andet niveau.

I mit arbejde i psykiatrien har jeg aldrig været glad for at bedømme folks intelligens eller kognitive evner, det siger i hvert fald efter min mening højst noget om, hvor mange belastninger et menneske er udsat for. Den tanke har også belæg i de ting hjerneforskningen finder ud af, at når vi er i krise flytter vi energien fra de mere avancerede funktioner og vender tilbage til det helt basale.

Det går jo typisk ud over hukommelsen. Alle der har mærket en flig af at blive stresset kender til at det pludselig er svært at huske de 4 ting der skulle købes ind eller den aftale man har lavet dagen efter eller tråden i en samtale man fører.

Første gang jeg oplevede disse ting rigtig alvorligt var i sorgen over min mand Per. Jeg blev meget forskrækket - jeg kunne hverken læse eller huske fra min næse til min mund, og det var også der vanen med at se efter i køleskabet, når jeg har forlagt noget, for alvor blev grundlagt.

Heldigvis blev det en erfaring, at disse ting løsnede grebet igen efterhånden som der kom mere ro på og jeg fik levet mig gennem sorgen og krisen. Det har været og er en god ballast at have med mig, når nogle af de samme ting nu kan finde på at spille mig et puds igen.