Distraktion kan jeg ikke hævde er en ny ting for mig. Jeg har længe haft for vane at se efter i køleskabet, når der er noget, jeg ikke kan finde, det være sig en havesaks eller mine nøgler. Mine søskende og sikkert også mine børn vil kunne fortælle historier om åndsfravær, som de vist til tider har fundet vanvittigt irriterende.
Noget af det jeg oplever i denne periode er i familie med distraktionen, bare noget mere indgribende. I tiden efter min operation kunne jeg for eksempel slet ikke læse, det var som om, at det kunne hjernen overhovedet ikke forholde sig til, der var bare noget der gik på kryds i hovedet og låste sig.
Aftenen før jeg skulle opereres, og hvor jeg egentlig troede jeg var rimelig fattet, skulle jeg slå masker op til et halstørklæde og måtte sande, at jeg var fuldstændig ude af stand til at tælle, det gik galt gang på gang.
Nu går det rimeligt, i hvert fald de dage, jeg holder mig rimelig nede i tempo, lytter til min krop og anerkender mine begrænsninger.
Det siger noget om, at selv når vi i en belastet situation tror, vi har styr på det, så er det noget der kræver en masse af vores system, så kapaciteten så at sige må omlægges. Er der overlevelse på færde, er evnen til at læse eller tælle masker jo knap så vigtige.
Egentlig er det jo et ganske genialt træk fra naturens side, at når der er trusler på færde, så omdirigerer vi kapaciteten til det der er vigtigst, så vi stadig fungerer på et eller andet niveau.
I mit arbejde i psykiatrien har jeg aldrig været glad for at bedømme folks intelligens eller kognitive evner, det siger i hvert fald efter min mening højst noget om, hvor mange belastninger et menneske er udsat for. Den tanke har også belæg i de ting hjerneforskningen finder ud af, at når vi er i krise flytter vi energien fra de mere avancerede funktioner og vender tilbage til det helt basale.
Det går jo typisk ud over hukommelsen. Alle der har mærket en flig af at blive stresset kender til at det pludselig er svært at huske de 4 ting der skulle købes ind eller den aftale man har lavet dagen efter eller tråden i en samtale man fører.
Første gang jeg oplevede disse ting rigtig alvorligt var i sorgen over min mand Per. Jeg blev meget forskrækket - jeg kunne hverken læse eller huske fra min næse til min mund, og det var også der vanen med at se efter i køleskabet, når jeg har forlagt noget, for alvor blev grundlagt.
Heldigvis blev det en erfaring, at disse ting løsnede grebet igen efterhånden som der kom mere ro på og jeg fik levet mig gennem sorgen og krisen. Det har været og er en god ballast at have med mig, når nogle af de samme ting nu kan finde på at spille mig et puds igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar