Begyndelsen

Det begyndte med at jeg mærkede en forandring - nej egentlig begyndte det længe før, men alle de tråde, der leder op til nu, vender jeg tilbage til i senere indlæg.

Jeg mærkede en forandring - det har jeg gjort før, og har fået at vide til mammografien (sådan hørte jeg det), at det da var noget underligt noget at komme med. Så jeg gik et par dage og kunne ikke helt bekvemme mig til, hvad jeg skulle, - men søndag den 3. marts så jeg temaaften på DR2 om kræft. Der sad en læge og sagde, at skulle man alvorligt opdage brystkræft i tide måtte både læger og kvinder finde sig i, at man også kom af sted en mængde gange, hvor der ikke var noget.

Så næste dag fik jeg fat i min egen læge, med en ide eller måske et håb klingende i hovedet om, at jeg overreagerede, og at hun kunne overbevise mig om, at alt var som det skulle være. Men hun kunne mærke det samme som jeg, hun var ikke urolig på mine vegne, men jeg blev sendt til mammografi - "for en sikkerheds skyld" og "på grund af din familiehistorie" (den kommer jeg også tilbage til - det er en af trådene).

Jeg tror ikke, jeg troede på jeg kunne få kræft - troppede op til mammografien alene og fyldt af gode håb i mit hoved.

De blev snart skudt ned af en brutal melding fra lægen: "Det der er en kræftknude" - og så sagde han noget mere, som får mig til at overveje at give den gode mand et kursus i kommunikation, når jeg engang er godt over alt dette.

Der blev taget en biopsi og lægen modererede sig lidt. "Der er ikke noget der er sikkert før prøvesvarene foreligger."

Den sætning skulle jeg klynge mig til mange gange i den kommende lille uge, hvor jeg var dømt til usikkerhed og til at gå og vente på hvad der føltes som en domfældelse.

Dette billede malede jeg den dag, efter at have søgt trøst hos en god veninde:

Det siger det hele, sårbarheden, intensiteten, smerten, men også livet der selv her sætter sig igennem. For det var det forunderlige, jeg græd mange tårer i de dage, men oplevede også en helt ubændig glæde over livet - solen i nakken eller smagen af en god øl, kunne fylde mig med så stor salighed, som var det første gang jeg oplevede disse enkle ting.

Yalom siger, at der ikke er noget som en kræftdiagnose til at helbrede neuroser, og sandt er det i hvert fald at livet får perspektiv.